I aften, lørdag den 29. marts, optæder jeg for første gang i længere tid til et poetry slam – og endda med tre helt nye tekster. Nedenfor kan du læse én af dem!
Arrangementet (som du kan læse mere om her) er iøvrigt på Det Kongelige Teater, og alle (de gratis) billetter er på forhånd revet væk.
Temaet er i anledning af skiftet til sommertid “Havemøbler” – det vil sige overgange og skifte fra én ting til en anden. Og det kan man vist godt sige, at døden er …
Syv måder at dø på
Tiden – bliver aldrig tid igen
og nuet aldrig nu
fortiden reflekterer bare fremtiden, der forsvinder
mens jeg ligger med et sug
fem fingre og en vatrondel i munden på tandlægens briks
indser jeg at diamantborets smerte er nul og niks.
Jeg plejede at tælle livets hastighed i tandlægebesøg
hver gang de fandt et hul blev jeg angst for at dø,
men nu, hvor jeg næsten er halvvejs på livets golfbane,
er det hvide lys, den hvide støj, efterhånden blevet en vane.
Med lukkede øjne og tandlægeboret i min mund, får jeg lyst til at glide
gennem mørket til jeg rammer bunden eller muren fra den anden side
og fortsætter gennem det skarpe lys tilbage til mørket, til jorden,
til lyset igen som atomer, der spredes mellem regnorme, torden
og lynild og roser og ordblomster, trætoppe, parcelhustage i horisonten,
hvor sollys slår frem over Bispebjerg Hospice og brydes i sonden,
som en regnbue over sengen hos en kvinde, jeg engang strejfede i Linie 5A,
og som nu ligger anspændt i slanger og livets knusende favntag.
Jeg kender hende knapt nok, men håber inderligt det må slutte på en måde,
hvor ansigtet ikke rynker i smerte, men smiler til livets gåde.
Lad det være storladent, stormombrust, utugtigt, hårdt eller blødt:
her er de syv måder hvorpå jeg gerne går fra levende til dødt:
1. Læg mig ud på en græseng, hvor duggen duver som en vandseng
hvor morgenlys slår edderkoppens strenge an til en sammenhængende
symfoni af kølig luft, skovskygger, sol, børns latter og luftballoner, der flyder
på himlen. Dér i vrimlen vil jeg visne, mens alt omkring mig knopskyder
2. Eller lad mig ligge i en seng, trukket over Antarktis af en shetlandspony
og langsomt blunde hen i midnatssol, i mens min sidste ånde
krystalliseres af kulden, en stille regn af mumlende ord
en iskonfetti, der viskes bort under ponyens spor
3. Nej, lad mig falde fra en boeing 787 med min hånd fuld af konfetti
efter ni dry martinis og en skål med likørkonfekt i
har jeg 13 kilometers udsigt og sollys inden jeg dør, stensikkert sorgløs
når jeg falder dybt i drømme i en malstrøm ved Norges kyst
4. Eller skub mig i en båd fra kysten, omviklet af tæpper der holder mig lun
mens fem rare skikkelser i efteråret synger gospelhymner og spiller basun,
tuba og harmonika, der vipper i siv og dis – Jeg har aldrig set dem før
men nu kender jeg dem som de sidste, jeg skal høre, når jeg dør.
5. Nej, lad mig leve videre, uden fire sanser, kun i stand til at høre
verden gå videre, derude, med kys og børnelatter og biler der kører
til og fra byens arbejdspladser, gennem sol og stormvejr og ud på de små timer
vil jeg stadig i vakuumet kunne høre skyggen af mig selv, der griner
6. Eller smid mig med raket ud i det vakuum, Miss Universe, det sorte rum
hvor jeg hastigt svæver væk fra den blå planet til iltflasken er tom
og længere endnu, en space-skabt mumie der driver livløs efter stjernesolen
og de sorte huller –
7. – jeg kunne også bare dø her i tandlægestolen