Grønirisken hopper koket rundt på gulvet og pirker til chokoladekagens krummer. Den hilser distræt på de øvrige gæster i foyeren, kigger utålmodigt på uret.
Gulvets kobberrøde plader står godt til grøniriskens herligt olivengrønne fjerdragt. Det mener den i hvert fald selv, og i ventetiden gør den gentagne gange opmærksom på det, særligt overfor et yngre ægtepar. Ikke mindst manden er grønirisken særligt insisterende overfor, han er søn af en i sin tid talentfuld handelsattaché, skriver på tredje år på en væsentlig og vidtløftig doktordisputats i idéhistorie og er lige nu ved at afslutte sin espresso.
Men se nu grønirisken, se den, den stiller sig hen forrest i køen, springer ind foran et ældre ægtepar i langsom slingren mod kontrolløren, der vogter åbningen mellem de tykke mørkerøde plyspølser. Grønirisken har billet til tredje række midtfor. Det kan være svært at fatte, hvor vigtigt, det kan være.
En tekst skrevet som skriveøvelse under en workshop til Slagtryk Festival, oktober 2013 (og for nylig modereret lidt). Udfordringen var noget a la: Skriv om en fugl, der er fløjet ind af vinduet til Café Teatret. Grønirisk var af en eller anden grund det første fuglenavn, der faldt mig ind…