Man kunne sige, at skjorten er ligegyldig. Men det er jo ikke rigtig tilfældet. Skjorten her er ikke lavet til hvem som helst. Det fortæller ekspedienten. Du står i herreafdelingen, og skjorten er netop tiltænkt dig. Til lige dig, En side af dig. Den er til sådan en som dig, siger ekspedienten i herreafdelingen. Du tørrer sved af panden med din bare albue, mens du gnider det lette, fede bomuldsstof mellem den anden hånds tommel- pegefinger: Jo. Det. Jo, det er. Det er en skjorte af ubleget bomuldsstof, spundet på lange fibre fra Egypten og med smal pasform fortæller ekspedienten. En slim pasform. Prøv den på.
Og læg mærke til den præcise syning i knaphullerne. Den trækker ikke skævt, siger ekspedienten, og han rykker i stoffet så dine skuldre rykker med. Du kan selv mærke det tynde mellemfor. Det er syet ind i skjortens bærestykke. Over skuldrene, så stoffet falder perfekt. Ekspedienten forklarer, at skjorten er både til en og anden lejlighed. Eller til en eller anden lejlighed, eller til en helt anden. Det er lige gyldigt. Du har købt den. Du er solgt. Ligegyldigt hvad. Det er derfor, ekspedienten hele tiden smiler.
—
En herreekviperingsekspedient vil kun sælge dig en skjorte der passer. Eller: kun sælge dig den skjorte, der passer ham. Det er vel derfor, du nu står her i den her skjorte. Du viser den frem. Et sted. Du har både før og nu tænkt på, om ekspedienten er bekendt med dette sted. Om han kender dets eksistens. Om ekspedienten om sig selv kan sige: Ja, min herre, også jeg har eksisteret sådan. På det sted. På et tidspunkt
Man kunne også hævde, at skjorten er ligegyldig for stedet. Ligegyldig på stedet. At skjorten vel ikke er afgørende for, hvor du er. For hvem du er, der hvor du er. Eller: At skjorten ikke er pletstænket rødblå, men stadig er bomuldsgrå. Som da du oprindelig gik hjemmefra. Man kan hævde, at skjorten ikke har indflydelse på resten af din beklædning. På dit udseende som helhed. At den ikke har betydning for alt det, du står her og siger. Råber om. Man kunne hævde, at det ikke er knaphullerne, der lægger dig ord i munden. At det ikke er bærestykket om skuldrene, der får dig til at vralte snaldret rundt af portvin: i vintervinden på en gangbro over jernbanen; ikke langt fra Valby Station. For der står du, portvinssnaldret: I vintervinden over jernbanen, mens et godstog drøner mørkt under gangbroen på vej mod Valby Station. Men du står her jo ikke uden skjorte på, vel? Og du kan jo ikke gå tilbage derhen. Kan du vel? I den tilstand. I den skjorte?
—
Nej. Herfra kan du gå til venstre ind gennem silhuetterne af Gammel Carlsberg. Mod højre gennem Vestre Kirkegårds gravstene og stjernealleer. Eller lige ud over støbejernsrækværket. Gennem mørket ned over stålsvellerne. Det er lige meget. Ligegyldigt hvad. Ekspedienten fra herreafdelingen smiler. Han har ikke eksisteret sådan før nu.