Efterårsskitse

Kvinden kan mærke verdens forfald. Årenes, kroppenes. Husenes. Småsten og grus ryger ud mellem bjælkerne og falder over brystbenet. Som lyden når plasticøjer kurrer på aluminium, de røde gardiner hun river fra ruderne. Vægten af slagger der til slut støder tungt mod bækkenbunden. Fra anklerne stiger vandet og truer snart med at knuse kloakdækslet i forhaven. Her pirker gråspurve i brunslået nedfaldsfrugt. En grå betonsilo bløder rust på himlen omkap med oktober. Kvindens fingre afsætter krogede skygger, de hænger alle ti døde fra træerne.