Birketræer


Foto af Odalaigh - http://www.flickr.com/photos/odalaigh/ (CC BY-NC-ND 2.0)
Foto af Odalaigh – http://www.flickr.com/photos/odalaigh/ (CC BY-NC-ND 2.0)

Det er svært at være uenig i nødvendigheden af birketræer. Særligt når de er så hvide som her. Og så sorte. Så sorte.

Spørgsmålet er bare om vi behøver dette landskab. En stribe himmel, grå og set fra venstre mod højre. Den vildtstrakte skov, formentlig så langt et øje rækker. Hjortenes krumspring engang imellem.

Selv blade har jo deres pris. Hverken birk eller blodbøg er gratis at se på, og vi får desværre aldrig rigtig luft nok, alt i alt. Vi bør mindst fjerne gråspurvene for foden af træet yderst til højre. Og mosset de pirker i, mørkegrønt dampende. Det vissengule annelgræs i forgrundens lysning, væk med det.

Man behøver heller ikke horisont i under halvanden meters højde, og de knejsende, knortede stammer, der viltert kaster sig mellem de øvrige træers søjlegange, kan vi godt leve uden. Enhver antydning af tempereret klima kan sagtens undværes, forøvrigt.

Men birketræerne beholder vi. Særligt birketræerne, når de er så hvide. Og så sorte, virkelig sorte, som her.