Poetry slam
I en årrække optrådte jeg til poetry slams – og var arrangør af det største danske poetry slam på Ideal Bar i København.
Begge dele kan du læse om nedenfor.
Som arrangør af slamscenen
Fra foråret 2003 til 2006 var jeg, sammen med skiftende samarbejdspartnere, arrangør for Poetry Slam-scenen i København, der dengang lå på Kulkaféen i Teglgårdsstræde. Efter sæsonen 2003-2004 var jeg hovedkræften bag at flytte det københavnske poetry slam til Ideal Bar i spillestedet Vega på Enghavevej – nu under navnet Poetry Slam Cph.
Foruden det faste engagement i Poetry Slam Cph stod jeg i årene 2003-2006 også bag poetry slam på Roskilde Festival i samarbejde med Højskolernes Hus. Jeg engarerede poetry slam til BG Banks Litteratouren 2006 som opvarmning for Anne Linnet og Tue West, stod bag en Poetry Slam-turné under Litteraturfestival i Trekantsområdet i efteråret 2005 og var også med til at arrangere DM i Poetry Slam i Odense 2003.
Som poetry slam-arrangør inviterede jeg en lang række udenlandske poeter til Danmark, deriblandt opfinderen af poetry slam, Marc Smith (US), Stacey Ann Chin (US), Luciole (Frankrig), Pilote le Hot (Frankrig), Niall O’Sullivan (GB), A.F. Harrold (GB), Simone Felice (US), Lisa Lie (Norge), Gabriel Vetter (Tyskland), Nora Gomringer (Tyskland), Kung Henry (Sverige) og Bohdan Piasecki (Polen).
Som performance-poet
Af udmærkelser er det blevet til en 3. plads ved DM i Poetry Slam i Odense 2003, vinder af Århusmesterskabet i Poetry Slam 2006 og vinder af Ofelia Beach Poetry Slam 2011.
Men derudover har jeg deltaget i en lang række andre poetry slams i ind- og udland.
I årene 2003 – 2006 arrangerede jeg både poetry slam og litteratur-shows i Højskolernes Spoken Word-telt på Roskilde Festival.
Poetry slam-arrangementerne varierede i størrelse, men havde gennem årene både festivalgæster, danske spoken word-poeter og internationale poetry slam-stjerner med på programmet. Præmierne var blandt andet t-shirts, cd’er, Rock-fotografier og billetter til næste års Roskilde Festival.
Undervisningsmateriale om spoken word
I sommeren 2014 udgav det danske undervisningsforlag Clio Online mit materiale om poetry slam på dansk-faget.dk.
Materialet består af to gange otte artikler til både mellemtrin (4.-6. klasse) og udskoling (7.-.9.-klasse) og berør både poetry slams historie, spoken word som litterær genre, de stilistiske virkemidler og reglerne i litteratur-konkurrencen på en måde, der skal gøre eleverne i stand til både at lære om- , analysere på- , begejstres over – og selv deltage aktivt i poetry slam
Desuden indeholder poetry slam-materialet fire videoer: om poetry slams historie, om reglerne og om de stilistiske virkemidler, man kan bruge, når man selv skal i gang med at skrive en spoken word tekst og konkurrere i poetry slam. Og endelig et video-portræt af den unge slam poet Sofie Diemer Leonhardt.
De otte artikler hedder (til udskolingen):
- Introduktion til poetry slam
- Hvad er poetry slam?
- Poetry slams historie
- Poetry slam i Danmark
- Teksten til poetry slam
- Virkemidler – billedsprog, opremsning og rytme
- Virkemidler – rim og gentagelser
- Sofie er slam-poet (interview og video)
– men for at få adgang til det hele, skal du have abonnement til danskfaget.dk
Lyden af poetry slam fra 00’erne
I sommeren 2005 indspillede foreningen Poetry Slam Cph en cd med nogle af de bedste spoken word-poeter fra scenen i København på det tidspunkt.
Cd’en blev optaget i Universitetsradioens lokaler i Krystalgade med mig ved mikserpulten – undtagen optagelserne af Peter Dyreborg, som jeg modtog fra ham per mail… Overskuddet fra cd’en gik til arbejdet med poetry slam-scenen i København, der på det tidspunkt holdt to arrangementer om måneden i Ideal Bar, Vega.
Med tilladelse fra de medvirkende poeter er optagelserne nu lagt ud til fri aflytning og download.