Sentura blog #24

I en af lejlighederne på H.C. Ørsteds Vej sidder en dreng i sin seng og kan ikke sove. Han har taget sin dyne over hovedet og tændt sin lommelygte. Dynen er stadig den tynde, som han bruger om sommeren, og når han lyser op på dynebetrækket, kan han svagt skimte mønsteret med bilerne, der aftegner sig på væggen. Det er lidt, som når han sidder bag i morens bil om aftenen på vej hjem. Med selen oppe under armhulen kan han ikke se direkte ud af vinduet, men kun skimte himlen skråt.

Drengens mor sover på den anden side af væggen. Det er kun de to, der bor der, og det er drengen glad for. Når han skal se sin far, vil han helst være alene med ham. Faren har en lille lejlighed ude for enden af Nørrebrogade, og når drengen er på besøg, er de sammen bare de to hele weekenden. Han plejer at tage derud direkte fra fritidshjemmet om fredagen, og så henter de pizza og lejer en videofilm. Drengen er blevet så stor nu, at de godt kan se actionfilm, bare der ikke er for meget blod i. Det med blodet er noget, faren har bestemt. Han siger, at man kan blive bange og få uhyggelige drømme af at se film med for meget vold i.

I det værelse han har hjemme hos faren sidder vinduet i én stor ramme, og i hullet mellem gardinerne kan drengen se over til dem, der bor på den anden side af gaden. Det er stort set det samme som det, han kan se, når han kigger ud af vinduet derhjemme. Der er det bare dem på Frederiksberg og ikke dem på Nørrebro, han kan se ind til. Begge steder bor der en gammel dame i lejligheden lige overfor, og både Frederiksberg-damen og Nørrebro-damen ser fjernsyn både om morgenen og om aftenen. Tit når han vågner om morgenen, kan han ikke huske, om han er hos sin mor eller far. Hans sikre metode til at afgøre, hvor han er, er at se ned på sine fødder. Hos faren har han strømper på, hos moren ikke. Når faren henter drengen, får han altid at vide af moren, at han skal passe på, at drengen ikke fryser. Og om aftenen, når drengen skal i seng, siger faren altid som det sidste, at drengen skal huske at sove med sine strømper på. Om sommeren føles det lidt mærkeligt, for så har han ikke haft strømper på hele dagen, og moren har ikke givet ham nogle med i tasken. Derfor har han gemt et par af sine strømper nederst i den kasse med LEGO, han har stående hjemme ved faren. Cirka hver anden gang han er hos faren, tager han strømperne med ud på badeværelset og skyller dem op under den varme hane, så de ikke skal begynde at lugte. Han hænger dem til tørre på gesimsen uden for vinduet i sit værelse. Når han går ind for at tage nattøj på, tager han strømperne på samtidig. De weekender, hvor han har vasket dem, når de ikke altid at blive tørre til om aftenen. Så skynder han sig op om morgenen og tager dem på, inden faren kommer ind for at vække ham. Drengen vågner alligevel altid først.

Da drengen i sidste weekend var på besøg hos faren, vågnede han og skulle tisse. På vejen til toilettet fik han øje på det døsige blå lys fra fjernsynet og listede sig hen til døren ind til stuen, så han kunne se skærmen. Faren sad i sofaen med ryggen til. Han havde taget høretelefoner på, så lyden fra fjernsynet ikke skulle vække drengen. På skærmen var en ung kvinde i gang med at hakke en mand i stykker med en økse. Drengen kunne se på hendes forvrængede mund, at hun skreg, mens hun svingede øksen op over hovedet og ned mod jorden. Mandens hoved var for længst faldet af og lå mellem kvindens fødder. Det ville være så nemt som ingenting for kvinden at sparke til det, tænkte drengen. Der var meget blod ud over det hele, ned ad kvindens ben, på jorden foran hende. Og mandens krop var næsten helt belagt med blod.

Drengen gik ud på toilettet. Her stod han længe foran kummen og så ned af sig selv. Han kunne lige nøjagtig få sin tissemand op over kanten. Farens toilet sad højere end morens, og indtil for få måneder siden havde han været nødt til at stå på en skammel, når han skulle tisse. Nu kunne han nøjes med at løfte hælene ganske lidt, så det strammede op på bagsiden af læggen. Mens han stod på tæerne og forsøgte at holde balancen med tissemanden i hånden, tænkte han på, om der var lige så meget blod inden i ham som i manden, der blev myrdet med øksen.

Pedalernes træghed op ad bakken
monotonien tvinger sproget i omdrejninger
cyklens eger snurrer sig ind i det svampede hjernevæv
og får mig til at
tænke dybe tanker
med Inger Christensen
som om hun har patent på sproget

Som om mit sprog var eksternt
som om mit sprog gik efter mig
som om mit sprog var veldresseret
og virkeligheden er
at sproget halser efter mig
på cykel op ad Godthåbsvej

Jeg bruger kvælerhalsbånd til mit sprog
når jeg går tur og lufter det
det kommer ingen vegne

Som om at Inger Christensen
sidder på bagagebæreren
hun messer mig i nakken
og jeg siger: Inger,
skal jeg virkelig gøre
det du siger?

Kan det virkelig passe
at det er det der skal til?
Lade sproget løbe frit
så det kan skide hvor det vil?

Vi bor i en husbåd
en ombygget fiskekutter
den vælter hele tiden rundt
så vi trimler langs skottet
min søn er en meget lille tøjdukke
han har pillet ved opvaskemaskinen
og nu er han livløs
jeg prøver forgæves at få de gennemblødte stofben
til at sprælle i det oversvømmede køkken

Sagte note

Hellere stille spørgsmål ved svar og hellere stille spørgsmål ved spørgsmål og at hellere dét end at svare på spørgsmål og end at svare på svar.
Det er kunst at holde sin kæft, hvis man alligevel kun kunne svare straight på spørgsmålet eller svaret.
Eller hvad fanden det nu er.

hvis man blander gul (FFFF00) og blå (0000FF) får man hvid (FFFFFF)

Hald Hovedgaard. Kl. 21.15

Hvis man vil gøre sig håb om at finde de indfødtes eget sprog, gør man klogt i at sparke sine spørgsmål op på vid gab og hive alt det tøj af dem, som man plejer at klæde dem ud i. Der er tylskørtet og sømandsdragten, der tillægger dem et køn. Trompetbukserne og basketstøvlerne, der pådutter dem en tidsalder. Og alt det kluns, der får dem til at se triste eller jublende ud.

Journalist Nils Thorsen skriver i ”Klangen af et menneske”: ”Når et spørgsmål falder mig ind, tøver jeg gerne i et sekund, før jeg stiller det. Den tid bruger jeg til at spørge mig selv, hvordan spørgsmålet kan stilles, så det er så enkelt og så åbent som muligt. Måske lyder mit indfald: ‘Det lyder, som om han forsøgte at gøre sin far tilpas’. I det ene sekunds tøven før spørgsmålet kommer ud af munden på mig, kan jeg som regel nå at omformulere det, så det for eksempel lyder: ‘Hvad ville du gerne have, at din far skulle tænke om dig?’.”

Mine yndlingshadespørgsmål er dem, der falder i interviews, hvor kendte bliver spurgt om, hvordan det kan være, at de slås med manglende selvværd, når de nu har så meget succes.

Jeg vil gerne spørge intervieweren, om hvorfor denne spørger Martin om, om mine indvendinger til Martins brug af punktum opfattes som en kritik? Videre vil jeg sige, at jeg mener, at dén måde at spørge på er en lukket måde at spørge på, se blot Martins svar: ” Nej, slet ikke. Det er jo sådan, når man piller så åbenlyst ved de almindelige regler for tegnsætning, at man udfordrer eller tvinger læseren til at skabe en egen fortolkning. Med andre ord er Rasmus Graffs anderledes og udvidede, metaforiske læsning af mit “frigjorte” punktum en slags berettigelse, eller i hvert fald et forsvar af formen.”, hvorefter Martin forlader emnet og falder i en mere oplysningsagtig snak om sit projekt, om hvor man kan læse teksterne, om hvordan de på kryds og tværs af landes tidsskrifter er forbundne. Jeg har ondt i mine håndled af at skrive, af at skrive i det hele taget, at skrive er ikke en skid åndeligt. Mennesker, der snakker om den opmærksomme læser. Havde spørgsmålet fra dig, interviewer, været ”Hvordan opfatter du Rasmus Graffs indvendinger”, ville det være en – det forestiller jeg mig – helt anden måde, Martin ville svare på. Åbent spørgsmål, der provokerer den spurgte til at indkredse, til fokus, måske endda til at stille spørgsmål. Disse indvendinger er kritik, hvis nogen siger, disse indvendinger er kritik. Lukket spørgsmål, der uden megen viljestyrke fra den spurgtes side fører til spredning, og i dette tilfælde efterlader læseren – som her er mig – af interviewet som et spørgsmål. Da jeg første gang læste Martins karakteristik af sin brug af punktumet som noget, der egentlig bare er en prik med en funktion et sted imellem punktummets og kommaets, tænkte jeg på semikolon. Det er tilnærmelsesvis sådan en funktion et semikolon har, ligesom det tilnærmelsesvis er sådan en funktion Martins punktum har. en funktion et sted imellem punktummets og kommaets. Lad os sige det. Alt jeg siger er først og fremmest fiktion. Hvad er det modsatte af flugt? Hvis det modsatte af flugt er at blive i noget, er flugt det modsatte af flugt, da der for mig ikke eksisterer – groft sagt – nogen mere permanent position end flugt. Når man er i flugten. Giver dette dig kvalme? hurtigt give mig selv kvalme. Dette, dette afsnit er et punktum. Dette afsnit er en forbindelsesfunktion.

Voksbleg? Aj-aj, det er Jesper Fårekyllings rygstøtte i juleshowet når han ser et stjerneskud, og Tussaud i Tivoli, det har intet med min ansigtskulør at gøre. Alligevel ser jeg i dag mig selv på et gruppebillede. Det er mig der står forrest. Voksbleg. Jeg skulle altså blive voksen før jeg kunne se det selv: at jeg er voksbleg.

Påkaldelse af min indre afrikaner er sandsynligvis tiltrængt. Det betyder at jeg ikke længere tager mig af mit ansigt på et tilfældigt foto. At jeg ikke længere hænger mig i om bussen kommer, og i så fald hvornår. De siger at sådan er afrikanere. De ved ikke hvornår bussen kommer, eller hvornår den går. De står ved busstoppestedet når de står der, og så står de og er sammen med de andre der står der. De snakker sammen, afrikanerne.

Min indre afrikaner må drive min voksblege kulør af vejen og drive mig til at tale med de andre og ikke vente på bussen. Det er sådan jeg får mine kinder til at smelte. Gruppebilledet får et hidtil uset element af horror når der løber VOKS ned ad mit bryst. Det efterlader fedtede spor på min bluse. Det efterlader blottede kindben, og mine tænder ses nu i deres fulde længde. Det har egentlig ikke noget med Afrika at gøre.

Indeni har jeg i glimt et kontinent. Vi købte engang en pakke kiks hvor hver kiks var formet som en af jordens verdensdele. Min søster insisterede på at der skulle smør på Asien. Jeg var mere interesseret i hvordan Afrika kunne findes så mange gange i samme pakke. Sådan er det da ikke på vores globus.