Video og tekst: Motoren

En tekst til Aarhusmesterskaberne i poetry slam 2006. Teksten var med til at sikre mig mesterskabet dét år.

Motoren

Det er først da Ahmed slukker motoren, at jeg bliver bange.

Vi står klinet sammen med striber af sol mod den buddinggule mur. Ånder tungt i vejret, stokroserne er rødt klemt som plamager af blod bag ryggene. Det er det første forår, der opløst penetrerer min krop, kanten af mine næsebor.

”Vi gjorde det,” stønner Joakim, hans rystende højre knoer mod min hånd.

Ja, vi gjorde det. Og selv om adrenalinen langsomt forlader kroppen, som en slatten pik ud af en uforløst pige, så hæver vores arme sig stadig en halv meter, får os begge til at lette og svæve op, op over det lysegule vaskehus, ud over monotone striber af rækkehuse, rosenbuske, græsplæner og endeligt forår.

Vi gjorde det. Og vi er fri. Vi gav ham hvad han fortjente.

”Og det var så godt gjort,” smiler jeg til Joakim, vores svævende hænder i klask mod hinanden gennem forårssolen.

I timer stod vi og ventede i skygge, som vores små søskende har været i skyggen af hans hetz i månedsvis. Mellem grene og buske så vi Wassir sparke bolden rundt i det sumpede græs, sammen med banden af småsindsyge voldsunger. Ikke engang de bedste i vores klasse tør lægge sig ud mod dem.

Så skal Wassir pisse og kommer mod os. Han åbner bukserne en halv meter fra kanten af buske og træer. Joakim griber straks ud efter hans arm, rejser sig i et spring og propper sin jordslåede næve ind i kæften på ham. Jeg forsøger at gribe om benene, mens får i stedet fat i ormen. Min trøje bliver drivvåd, mens vi i ryk og bump river ham ind mellem buskene.

Jeg kigger tilbage, men voldsungerne losser stadig til bolden. Joakim hiver en kugle af stof frem fra lommen og lægger den i min hånd.

”I munden på ham så han holder kæft,” beordrer han.

Så begynder vi at losse til Wassir.

Jeg læner mig tilbage mod den gule mur, genkalder lyden af vores tennissko og næver mod hans overkrop, ansigt og ben. Hele aktionen er en film, knækket i bidder. Jeg sidder tilbagelænet i forårets fløjl, en tilskuer uden følelser og uden for mig selv.
Jeg kan huske blodet fra læberne, lyden af noget, der brækker, sikkert grenene i den fugtige jordbund. Men det siger mig ikke noget.

Bilen ligner en olm tyr, der støder fra sig rundt om hjørnet. Jeg kan ikke huske om jeg selv åbner øjnene, eller om Joakims dask får mig til at se op. Jeg genkender køretøjet, genkender ham bag rattet. Jeg var sikker på, Ahmed var taget til København, som han plejer i weekenden. Den ottecylindrede støj slår mod mit bryst, da kølerhjelmen standser fyrre centimeter fra mit skridt.

Et øjeblik spekulerer jeg over, om Joakim stadig er jomfru.

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen 2017