Ugens tekst uge 2: Scene 17

Et tomt rum: En dør, et bord med dug og et billede af Rosa Luxemburg. Et vindue med en udsigt.

Person 1 åbner døren på klem udefra, stikker forsigtigt hovedet ind, klemmer resten af kroppen ind gennem den stadig kun netop åbne dør. Han lukker bag sig og blikket falder i det samme på et portræt af Rosa Luxemburg på bordet, han styrter frem og løfter billedet op mod sit forgabte blik, sætter billedet ned, retter på dugen under det og går videre over i vinduespartiet, hvorfra han længselsfuldt betragter udsigten.

Person 2 åbner døren på klem udefra, stikker forsigtigt hovedet ind, klemmer resten af kroppen ind gennem den stadig kun netop åbne dør. Han lukker bag sig.

Person 2: – Hej

Person 1, stadig optaget af udsigten: – Hej hej.

Person 2 ser i det samme et portræt af Rosa Luxemburg på bordet, han styrter frem og løfter billedet op mod sit forgabte blik, sætter billedet ned, retter på dugen under det og kigger op igen, nu mod vinduespartiet:

P2: – Hør, hvad laver du egentlig her?

P1: – Jeg kigger længselsfuldt ud af vinduet. Vi er i optakten til scene 17.

P2: …. – Jamen, det er da min rolle, der …

P1: – Vi har byttet om

P2: – Jamen det er mig, der skal stå længselsfuldt og – hvad?

P1: – Vi har byttet roller, så nu er det mig.

P2: – Jamen, det er jeg da ikke sagt ja til.

P1: – Nej

P2: – Nej? Jamen hvordan kan du bare bytte om på vores roller, hvis jeg slet ikke vil?!?

P1: – Nårh, det skal du slet ikke bekymre dig om, de er allerede byttet …

P2: – Hey, hallo, jeg er da slet ikke blevet spurgt om det.

P1: – Jo, tidligere i manuskriptet. Du kan selv læse tilføjelsen i scene 8.

P2:  – Scene 8? Hvad taler du om? Den har vi da spillet, der var da ikke noget rollebyt?

P1: – Nej, tilføjelsen blev først skrevet ind her hen ad scene 15. Og husk lig  at træde i karakter: Nu er du jo den, der er glad for, at vi bytter roller.

P2: – Hvad fanden fabler du om?? Hey, men hvis du er min rolle, så vil du jo netop ikke bytte. HA! Der fik jeg dig!

P1: – Njah, men det er så et afsavn, jeg må forsøge at leve med. En længsel, jeg, med al respekt, faktisk synes giver karakteren mere dybde, end du oprindelig tilføjede den

P2: – Siger du, jeg var dårlig?

P1: – Nej, nej, slet ikke. Det er bare …

P2: – …bare? Bare hvad? Du har da hele tiden sagt at du lå flad af grin over min rolle.

P1: – Ja, ok, du var morsommere som dig end jeg er. Men du manglede ligesom en dimension, en dybde. Ja, din fremstilling var faktisk noget flad, som du selv siger.

P2: – Jeg siger da overhovedet ikke, at min fremstilling var flad, jeg siger jo netop …

P1: – Ok, ok, potato potarto, men der manglede ligesom noget, ikke. Noget mellem linjerne, noget mere på spil, en uudtalt længsel.

P2: – Jamen, for helvede, kunne du ikke bare have sagt til mig, at jeg skulle finde den side frem i karakteren, så den både kunne være morsom og have …den der dybde.

P1: – Gud, det havde jeg slet ikke tænkt på.

P2: – What, det havde du ikke tænkt på?

P1: – Nej, det havde jeg ikke, nu du spørger. Jeg tænkte, din karakter manglede noget, og at jeg var i stand til at give den netop dét touch. Hvilket jeg ikke vil afvise ligger helt i tråd med min oprindelige karakters lemfældige indfald, forhastede beslutninger og almindelige skødesløshed.

P2: – Så du er villig til at bytte roller igen?

P1: – Det kan jeg da ikke, vi er for helvede midt i et teaterstykke, menneske.

P2: – Men du har jo skrevet det ind i stykket. Vi kan bare skrive det ud igen.

P1: – Nå ja. God ide. Det havde jeg slet ikke tænkt på, faktisk.

P2: – Det havde du ik… aha, igen din tidligere karakters forhastede konklusioner og generelle uberegnelighed. Du kan jo ikke engang slippe den rolle. Var det scene 8, du sagde?

P1: Ja, … ved, du hvad, jeg synes det bliver for besværligt at hitte rede i, måske skulle vi bare starte en her scene forfra.

P2: Altså: Fra optakten til scene 17?

P1: Ja, netop. Og nu skal du nok få lov at spille rollen.

P2: Mange tak, sætter du lige billedet på bordet lidt skævt på vej ud, så?

P1: Ja, det skal jeg nok.

P2 og P1 forlader scenen, P1 lukker døren efter sig. Tilbage står et tomt rum.

Person 2 åbner døren på klem, stikker ansigtet ind, klemmer sin krop ind gennem den stadig kun netop åbne dør. Han lukker bag sig, blikket falder straks på bordet med portrættet af Rosa Luxemburg, han løber frem og tager billedet op med forelskede øjne, sætter billedet ned og retter dugen til, han går videre over i vinduespartiet, hvorfra han betragter udsigten med længsel.

Person 1 åbner døren på klem, stikker ansigtet ind, klemmer sin krop ind gennem den stadig kun netop åbne dør. Han lukker bag sig.

Person 1: – Hej

Person 2, stadig optaget af udsigten: – Hej hej.

© Frederik Bjerre Andersen 2017