Turen går til – i sprogfloskler

By 3. august 2010 juni 4th, 2013 Litterær blog

“De fire elementer opløser sig, den ellers så sikre jord ryster under ens fødder, og mens dinossaurusserne brøler, stenblokke styrter til jorden og lavaen flyder fra vulkanerne, flyver man 1,7 mia. år tilbage i tiden til dengang Bornholm blev skabt.”

Beskrivelse af museet NaturBornholm i Turen går til Bornholm (2009)

Sommerferien er forlængst forbi for mit vedkommende – men i den tid den varede bød den på oplevelser i både Berlin, Stockholm og på Bornholm; med både mor, søster, kone, søn, svigerforældre, svigerinde etc.; og med en gennemgående rejsefælle: Politikens Turen Går Til-bøger (TGT), der desværre efterhånden har vist sig at være en noget belastende ledsager, der konstant byder sig til med sproglige floskler og slingrende snak, når man egentlig bare gerne vil til pointen.

Vil jeg eksempelvis vide, hvad der foregår på Torvet i Svaneke på Bornholm, byder TGT på følgende ordflom:

“Her er et sendt leben på det lille torv allerede fra morgenstunden. Mellem de mange boder, der tilbyder alt lige fra glaskunst, smykker og malerier til økologiske grøntsager og friske fisk, flokkes lokale og turister mellem hinanden. Midt på torvet spiller to spillemænd op til hopsadans, og ved busstoppestedet er en gøgler i fuld gang med sine spilopper.”

Hvad er der så galt i det? Jo, for det første var der ingen gøgler ved stoppestedet, de gange jeg var på torvet i Svaneke denne sommer. Det er jeg egentlig glad for, men billedet er langt fra almengyldigt og meget situationsspecifikt. Torvedagen ville jeg tilgengæld da gerne have set ved første besøg, en torsdag… desværre er det kun ved at læse hele vejen gennem de fyndige og fyldige beskrivelser, at det trænede øje finder ud af, at torvedagen kun er lørdag.

For det andet (over)sælger teksten Svaneke Torv – og torvedagen – i stedet for blot at beskrive det. Uden at være kværulant vil jeg påstå, at de fleste produkter til torve-arrangementet er lavet af amatører – f.eks. kasketter med hjemmeklippede og ufrivilligt kantede (!) skygger -, men det skriver TGT ikke noget om. Teksten i en rejsebog til over 100 kroner er ligeså rosenrød som omtalen i en gratis turistbrochure – og det er næppe værd at betale for. Hellere en let kritisk (eller bare neutral) beskrivelse, så man selv kan danne sig et indtryk af torvedagen uden at føle, at ens guidebog er en person, hvis stuer man bestemt ikke har lyst til at se…

Sidste år oplevede jeg præcis samme problem med TGT Bruxelles: masser af fyld og maleriske beskrivelser i et gear, der kan få selv trænede charter-guider i Kazakhstan til at miste pusten. Det virker som sad der et sted på Politikens Forlag en frygtindgydende rejseredaktør, der én gang for alle har indgydet rejseskribenterne mantraet ‘show it, don’t tell it’; et effektfuldt og i mange sammenhænge relevant slagord fra New Journalism-fløjen. Selv i rejsejournalistik kan virkemidlet være enormt velplaceret, også i pænt store doser, og give læseren en idé om det rejsemål, artiklen omhandler, nu er noget for én selv.

Problemet er bare, at i rejsebøger er man selv ude at opleve (eller: skal snart ud at opleve) og har altså selv mulighed for at indsnuse indtryk: mennesker, kultur, natur, stemning, farver, dufte osv. Man har med andre ord ikke brug for rejsejournalistens floromvundne skildringer, der som nævnt både er subjektive og situationsspecifikke. Faktisk – hvis man er mig, i hvert fald – er man helst fri.

Lad mig understrege: Jeg tror ikke selv på dén med den ondsindede redaktør. Men noget er der for mig at se gået galt. For det er ikke kun i TGT Bornholm og Bruxelles, den er gal. Jonathan Nielsen giver på sin blog følgende eksempel fra TGT Fyn og Øhavet (2009):

“Venlige, usminkede kvinder smiler imødekommende og viser duftende lammeskind og fletkurve frem, og på de afhøvlede træhylder i butikken står brune papirsposer med klid, mel og gryn”

Teksten indleder afsnittet “Grønne og blå Ærø”. Men man skal altså læse fem linjer og flere (over)mættede billeder ned, før man kan få at vide, at “Rundt omkring på Ærø arbejder ildsjæle for at gøre øen så økologisk som muligt”. Hvorfor kunne de ikke bare fortælle mig det med det samme? Hvis det vitterligt er “show it, don’t tell it”, der eksperimenteres i her, er resultatet iøvrigt ikke vellykket. De “venlige, usminkede kvinder” får altså ikke økologi-klokken til at ringe hos mig, i hvert fald.

Det er ærgerligt, at de dominerende rejsebøger herhjemme udvikler sig dén vej. Men det er også lidt morsomt, eksempel efter eksempel. Så jeg hører meget gerne om flere (grelle) eksempler på ordflom fra TGT-bøgerne. Send dem på mail (se i spalten til højre) eller skriv en kommentar nedenfor.

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen