Tjek – nu har jeg valgt ny todo liste app. Men der er stadig meget at løse …

todolister

Tjek: forleden skiftede jeg todo liste app (altså: opgave-styrings program på mobil og pc): Jeg nåede faktisk ikke engang at oprette det som punkt i Any.do, så var jeg gået over til Todoist.

Der er store fordele i Todoist – synes jeg i hvert fald. Men der er også ting, der ikke spiller. Ting, som faktisk ikke spiller i nogen todo app, jeg har kunnet finde til Android (når det nu engang er en Android-smartphone, jeg bruger), eller sågar til iPhone.

Spørgsmålet er: Hvor har Google fingrene henne? Her er lidt uddybning:

 anydo2

Any.do er minimalistisk – for minimalistisk

Jeg har brugt Any.do på smartphone og som tilføjelse i Google Chrome på Mac og PC i næsten et år (helt præcist siden Harddisken på P1 sendte et tema om to do apps i marts 2014!).

Any.do har et minimalistisk, hvidt og overskueligt udseende og giver mulighed for at dele alle sine gøremål op i kategorier. Der er (selvfølgelig) også mulighed for at tilføje påmindelser og lave underpunkter og noter til hvert enkelt punkt; via Dropbox eller bare almindelig upload kan man også tilføje dokumenter, billeder og andre filer til sine opgaver.

anydo3

Any.do’s design er hvidt og overskueligt – så overskueligt i designet, faktisk, at overskueligheden i ens opgaver bare få dage frem i tiden forsvinder …

Selve overblikket i Any.do er også holdt minimalistisk: Uanset om indholdet sorteres i kolonner eller liste er overskrifterne få: I dag, i morgen, kommende – og så rodekategorien “På et tidspunkt” for alt det, der ikke er sat en deadline for.

Og det var netop her, jeg til sidst fik nok af Any.do: Overblikket er for minimalistisk og giver mig simpelthen ikke overblik! For samtidig med den meget rummelige tidsopdeling har Any.do heller ikke nogen automatisk sortering af opgaver: den øverste opgave i “kommende” kan altså være den, der ligger længst fremme i tiden. Og det er ikke til at se.

For at regne ud, om en ny opgave fx skal sættes til udførelse onsdag eller torsdag, er man altså i Any.do nødt at scrolle i oversigten over allerede kommende opgaver og klikke sig igennem dem alle sammen for at finde ud af, hvornår de hver især har deadline – og huske det, så man kan indplacere den nye opgave bedst muligt. Ikke særligt brugervenligt, hvis man fx har både indkøb, arbejdsopgaver, private projekter og småærinder plottet ind fem dage om ugen …

todoist

Todoist er praktisk – men mangler stadig netmagien

Todoist kan grundlæggende det samme som Any.do, men har bare rykket både kategoriseringen og kalender-overblikket frem i brugeroplevelsen; naturligvis med et knapt så minimalistisk udtryk (men 10 opgaver i fire kategorier fem dage om ugen er bare ikke minimalistisk, feng shui-type…!)

I Todoist er udseendet knapt så minimalistisk - med god grund! For her kan jeg nemmere få overblik over mine projekter (venstre kolonne) og deadlines for hver opgave.

I Todoist er udseendet knapt så minimalistisk – med god grund! For her kan jeg nemmere få overblik over mine projekter (venstre kolonne) og deadlines for hver opgave.

Opdelingen er stadig baseret på i dag, i morgen osv, men Todoist viser dig hver dag syv dage frem – og hvor Any.do automatisk fremrykker uløste opgaver til næste dag, lader Todoist dem stå, så du selv kan flytte dem, hvorhen det passer dig. Under kategorierne (der hedder projekter) kan man desuden se deadline for den enkelte opgave; og Todoist lader nemt opgaver sortere, så man kan få overblik over sine opgaver efter dato

Til gengæld savner jeg stadig integrationen med en kalender – Google Calender i mit tilfælde – så jeg kan se mine opgaver sammen med mine øvrige aftaler. Det er faktisk muligt i Cal – den kalender, firmaet bag Any.do tilbyder. Men altså ikke i selve app’en til Any.do og heller ikke i Todoist.

Det er dog heller ikke det eneste, jeg synes Todist og Any.do mangler: de mangler billeder og lyd:

  • Billed-integration: Jeg ser en bog, jeg gerne vil huske at låne på biblioteket. Eller en trøje, jeg skal ønske mig til min fødselsdag. Jeg tager et billede af det. Jeg skriver “ønske til fødselsdag” eller “lån denne bog”. Ikke mere. Det kan lade sig gøre i Google Keep, men mangler fuldstændig i de mere seriøse todo apps.
  • Lyd: Jeg er på vej hen ad gaden, da jeg kommer i tanker om, at jeg mangler at skrive noget på indkøbssedlen: “Åh, husk lige at købe salt”, siger jeg til min todo app og trykker derefter ind, at jeg skal have en påmindelse om 20 minutter (hvor jeg er i supermarkedet eller i bussen, hvor jeg har tid til rigtigt at skrive det på indkøbslisten). Kan jeg det i Todoist? Nej… Any.do? Nej… Google Keep, fx?… nja, der er stemme-integration, men Google insisterer på at skulle forstå, hvad jeg siger, og skrive det om til en note. Det duer slet ikke på dansk …

keep

…hjælp, Google?

Nogen vil måske sige, at jeg burde bruge et full-scale projektstyringsprogram som Podio. Men hey, det her er jo ikke et behov for en virksomhed med 150 ansatte, men for en (i mit tilfælde) halvoffentligt ansat journalist/redaktør med familieprojekter og hang til at lave litteraturprojekter i sin fritid …

Men som mere end antydet ovenfor bruger jeg en del Google-programmer. Derfor undrer jeg mig selvfølgelig over, at giganten ikke råder over et ordentligt todo-program.

Et udsnit af Google Keep

Et udsnit af Google Keep, som jeg bruger det: til af-klikningslister uden deadlines, til billeder og til sproglige øjeblikke.

Der er Google Tasks, som lever et stille liv i Gmail, men ikke kan give noget som helst overblik, fordi den umiddelbare visning er som pop-up i bunden af vinduet (hvis man er meget insisterende på en computer, kan man dog gå direkte til denne meget altmodish visning, der vist har alle funktionaliteter; det er bare uoverskueligt)  Og der er heller ingen ordentlig app til smartphone.

Og der er Google Keep, der tilbyder lækkert design, den førnævnte billedintegration og en klik-af funktion til fx indkøbssedlen (hvilket Todoist og Any.do også mangler!). Men der er ikke ordentlig projektstyring og opdeling i kategorier i Keep (med mindre du strikst farver dine noter efter emne og selv husker systemet!).

Men der er ikke et samlet todo app, der rummer begge dele – slet ikke i et tidssvarende interface. Det undrer mig. Meget. Måske burde jeg skrive til Google om det? Jeg tror, jeg opretter det som en opgave i Todoist …

Join the discussion 4 Comments

  • Anne Mette siger:

    Fin gennemgang 🙂 Jeg mangler også stadig den perfekte to-do app. Jeg har sågar smidt penge og alt muligt efter Todoist, men der er bare et eller andet, der ikke spiller. Måske fordi jeg stadig i al hast kommer til at kradse et eller andet ned på en post-it, når jeg synes det er for omstændeligt at skulle ind i app’en.

    • Tak! Jeg kender godt den der post it/ bagside-af-et-eller-andet- app, man kommer til at bruge. Efter tre uger md Todoist er jeg dog faktisk blevet temmelig ferm til at bruge det til alt. Undtagen indkøbssedlen, som jeg til gengæld skriver op i Google Keep, hvor det er let at krydse af igen 🙂

  • Jeg er helt enig i dine betragtninger. Jeg har endnu ikke kunnet finde nogen to-do-app til Android – eller for den sags skyld iOS – som jeg rent faktisk kan bruge til noget. Først og fremmest savner jeg muligheden for at synkronisere opgaver med Outlook/Exchange.

    • Tak for kommentaren! Uden at skulle reklamere, så KAN Todoist faktisk integreres med Outlook – i hvert fald så langt, at man kan se en kolonne med Todoist-opgaver i Outlook-programmet …på maskiner, hvor tilføjelsen vel at mærke er installeret.

      Jeg er iøvrigt på vej med en lille opdatering til indlægget (i form af et nyt indlæg …) for Todoist understøtter også iCalendar, så det kan ses i Google Calendar, fx.

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen 2017