Teksten er skrevet i forbindelse med udstillingen This Could Be Yours, 2006

TIL NR. 67, SORT DAMESKO
Skoen tøvede; tænkte sig grundigt om inden den tog det næste skridt. Det var
en gylden mulighed, der lå ligetil for enhver, der turde stikke næsen frem.
Men den mindste fodfejl ville afsløre akilleshælen. Trådte den ved siden af,
ville det hurtigt se sort ud.
– Det handler om at stå på pinde, tænkte skoen
– Det handler om ikke at sætte hælene i, ræsonnerede den
– Det handler om at erkende, hvor skoen trykker, sagde den til sig selv.
Skoen så sig selv an, oppefra og nedefra. Den indså hurtigt, at ikke var så
højt på strå som førhen. Dens liv stod i stampe, den trippede ofte på stedet
frem for at tage springet. Den var alt for ofte bange for at miste
jordforbindelse, det tynde grundlag, den stod på, kunne let knække under den
og afsløre skoens fuldstændig blanke indre.
Den synes pludselig, at den ikke var som smurt til opgaven, som den for bare
et øjeblik siden mente, lå lige til højrebenet. Den stod på hælene, trådte
et skridt baglæns. Der var ikke bare tale om et par detaljer, der skulle
pudses af. Den kunne faktisk ikke slippe uden om sin egen uduelighed, om den
så gik på listefødder.
Skoen bakkede langsomt ud; stavrede bort og overlod chancen til et par
slidstærke bukser.