Tale og digt: Når alle råber, hvem lytter så?


Tale til afholdelse på kunstneren FOS’ pavillion Osloo v/ Dansk Arkitektur Center, lørdag den 28. august 2010.

Når alle råber, hvem lytter så?

Det spørgsmål er der efterhånden givet en del svar på fra den lille pram Osloo, hvor kunstnere og kulturpersonligheder i flere år har tænkt og talt over Karl Krauss’ citat fra forestillingen Menneskehedens sidste Dage. I en sådan grad og på så vidt forskellige måder, at det tilsammen nærmest selv udgør en lille støj – et gruppe råb i mængden.

For det er naturligvis det, de fleste – eller i hvert fald jeg – tænker, når spørgsmålet falder: Når alle råbe, hvem lytter så? En henvisning til, at støjniveauet er stigende i en verden, hvor kommunikationen med 500 venner på Facebook og Twitter, optjekning af seneste nyt på Information.dk og deltagelse i debatten på Ekstra Bladets nationen!, Samt masser af daglige sms’er, mails, radio- og tv-udsendelser -DR1, DR2, DRK, TV2, P1, P2, P3, P4 – angiveligt lægger en slagskygge af tidsforbrug henover den personlige og indlevende samtale med de nærmeste og den saglige, argumenterende og lyttende debat med de lidt fjernere.

Når alle råber, hvem lytter så?

NÅR ALLE RÅBER, HVEM LYTTER SÅ?! Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal svare. For det er rigtigt, at debatten af og til bliver både skinger og usaglig – men det kunne den sådan set allerede være på både Karl Krauss’ egen tid og helt sikkert også flere hundreder før endda. Det er også rigtigt, at der kommer flere og flere stemmer: Da jeg blev født, var der 4,4 milliarder mennesker, og skrivemaskinen og en telefon udgjorde hjemmets ud- og indgående kommunikationskanaler. I dag er vi 6,8 milliarder mennesker i verden, og internettet, pc’en, kameraet, mobilen og en række sociale netværk er ved at smelte sammen i ét konglomerat af kommunikation.

Når alle råber, hvem lytter så? Jeg ved det ikke, men jeg vil lade Google give et svar. Midt i alle de nye kommunikationskanaler, alle råbene, al støjen, tror jeg nemlig godt på, at vi kan sortere og filtrere – og blive stadigt bedre til det. Der er måske ikke længere blot én avis, én diskussion med kollegerne over frokosten eller et postkort fra dine forældres ferie. Der er heller ikke kun to tilgængelige holdninger til dansk økonomi, satanisme eller slankekure. Der er tusinder – og lige så mange stemmer, der forsøger at undgå at tale for døve øren. Du kan lukke ørene eller lukke røven – men det mest fornuftige er nok at lytte dig frem og samle de bidder, der giver mening. For dig. For selv om råbene er mange og høje, kan de godt have sættes sammen til noget meningsfuldt. Eller: delvist meningsfuldt. Lidt ligesom i dette remix af de første 20 tilfældige søgeresultater i Google, når man søger på sætningen:

Digt:

Når alle råber, hvem lytter så?

…er en sætning fra et stykke af Karl Krauss fra 1922 med titlen Menneskehedens sidste dage. Efter 30 års tornerosesøvn er den italienske kvindebevægelse vågnet op. Med krigsråbet “Slut med tavshed” prøver den nye kvindebevægelse at luge ud og lægge på plads, beskære, rydde op, så frø og lufte ud.

Børnene lytter og svarer ivrigt; de har lige leget og er i godt humør og de råber og skriger, mens verden hælder som et nyt Titanic. Når ordet spøgelse råbes af alle, så må der løbes, og den, der er den, løber med dem, der råber højst, og gør noget, de normalt ikke ville have gjort.

Silas han råber utroligt højt og nogle gange næsten konstant dagen igennem. Når han er utrøstelig i disse situationer, råber han på hans babysprog “Når Koranen bliver læst op, skal I lytte til den og være stille! Måske vil I finde barmhjertighed!

Mange medarbejdere har givet udtryk for, at de forsøger at gøre noget ved problematiske forhold, men ingen vegne kommer. Men sådan er det jo heldigvis ikke! Så længe mennesker har forskellige interesser og lytter til hver deres musik, vil stilarterne bestå. Hvis vi konsekvent ikke lytter til mavefornemmelsen, kan vi hurtigt komme i kontakt med en masse fysiske sygdomssymptomer, fordi så begynder kroppen at råbe: “DET BLIVER BLÆSENDE PÅ DEN LILLE FLÅDE, SÅ PAK JER IND! DER ER VARM KAFFE OG ROM I BAREN TIL AT STYRKE SJÆLEN!!!”

Og hvem råber højst: Nisse Pok selvfølgelig. “Skål og glædelig jul,” råber Nisse Pok. “Nisse Pok,” siger jeg nede fra stalden.
Der bliver helt stille oppe på høloftet. Helt og aldeles musestille.
Og så siger en ganske lille stemme: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«

Spørgsmålet er blot: Hvem gider lytte til en fordrukken gymnasielærer? Er han dårligt opdraget? Har han problemer med ørerne? Har han DAMP, ADHD – eller vil han bare gerne have ørenlyd?

Man lytter som den person man er. Det er ikke kun ens øre, der lytter, men man lytter med sig selv.  Men jeg føler mig lidt ført bag lyset,  når lille-bamsen spørger, lige så frejdigt, midt i min favoritbutik: “Mor, hvad er en fisse?” Fru Danmark rev ægtemanden blidt og lidt flovt i ærmet, for hun kunne jo se min pinlighed – hvortil Hr. Danmark svarerede: “Vent lidt Jytte, jeg vil fandme gerne høre det svar!!”