Tilbage i 2005 skrev jeg ‘Systemhavet’ – en tekst, der oprindelig var tænkt som en længere skrift-projekt, men som efter flere oplæsninger strandede i den brænding af en tekst-suite, det begyndte med.
Til gengæld kom der lyd til – et eksperimenterende spor, blandt andet bygget om om klak-klak-lyden fra to sten slået mod hinanden og forvrænget og loopet i et polyfonisk virvar.
Start lyden og læs teksten herunder i et mageligt tempo – start ved 0:07. Paranteser i fed skrift er regibemærkninger, der angiver tempo. Firkantede klammer i fed angiver ændringer i lydbilledet.
Systemhavet
Systemhavet er ikke lige til at komme til bunds i som du ser står det lige ud for dine gloende pupiller lukker sig om dine tæer ankler dit gryende maveskind et mælkehvidt korpus et græsgrønt dyb en bleg prik morsende mim, mim, her er jeg
forsvundet.
[hurtigere sten]
Wilhelms hænder fyldt med havet, han skubber til siderne som et hvidt ark papir igen og igen svømmer over i ord opløser hinanden igen, og ryggen krummer hvid mod tungen igen, og igen bevæger bølgen bøjer ham i bundens sten.
[ekko]
Det går ikke, det flyder. Smult under solens æg penetrerer vandsøjlen som tynde skaller af kalk. Alting går ned før eller siden går det også op for dig. Men dine talløse forsøg på at beskue alting oppefra går, se, nu lander du på tarmene igen du bliver bare rød på overfladen er vandet takket som drosselnæb [dobbelt tempo] om insekter på sommerdage, især.
Havet anslår høfderne i små tabte sløjfer, i følelsen af modtagne gaver, glemte tak. Her glider bølger i skum over sandet og afføder mønstre hinsides systemhavet, [skrab] som mit fingerpegs linier aftrykt i dine øjne.
Rose befinder sig bedst på halvanden m’s dybde hvor tæerne graver sig ned med sandormene tegner små tags i tidevand hvor håret ørredrødt iblandes strengetang blæser vådt gennem vinden, for Rose ånder engang imellem hvor vi andre dødelige bobler hen for os selv.
[pling-pling]
(god tid)
De mødtes symmetrisk i sandet som bølgeribber med nervernes lys mellem fingrene glødetråd. Wilhelm satte system i de to, som mekaniske bølger slikker kisel af strandtakker. Rose er brændende rødalger genskinnet fra han øjne som vandglas. Havets erosion et erotisk tema i skema og tohu vabohu.
Når mine sprukne læber spredes for vinden står gabet allerede over i vand, det er ikke til at sige om verdenshavet nu flyder ud eller ind i bølger slår smæld mod porcelænskronens moler. Menneskekroppen er 80 procent væske, dit hjerte banker en opvredet karklud.
Systemhavet
I.
Byen er en gråtonet smalfilm af havet
og klaviaturets vindskæve skrænter
gadens hvide støj, hvori tonelejerne hugger som
sortetjærede kuttere mod mine øjne.
Dagen i dag er motorhjelmens, rusttærede suk
fra en uddød Audi passerer revy
gennem Gothersgade i takt med
filmspolens raslen taktak
Taktak for øjnenes hvide havgus
med tomme melodier til alle spredt fægtende
med blæretang, flyvesand i Strøgarkaden
og systemernes aflejrede kridtmasker
Taktak for fingrenes døde manøvrer
de indholdsløse breve fra blomsten til min elskede
rummet mellem tonerne, patronen og kinden,
hvor smilet nynner asfalt og salt
II.
I mørke smiler hovederne over bredderne
alt stille smeltes ind i Cobragabet
hvor farverne svæver i akvareller
med tekoppeøjne som buttede fugle
Boulevardlygter scanner for søvn over loftet
svæver menneskehavet i koboltblå dyner
udsat i guld og grønne skove
til palæer hvor lærrederne foldes om drømme
I morgen eksisterer systemerne igen
og verden har krav på dine læber mod himlen
ligesom hvidtjørnen perler af blomstrende regndråber
som violette lyn slår ud fra åbne breve
I morgen slynger spektrene sammen
i sort og hvid og brintbomberne findes
mellem kroppe på stikker
appelsiner der forsvinder i en by på pæle
III.
med oliemaling skriver
blæretangen salte breve
til appelsiner i systemhavet
på celluloid
(støj fra hvidtjørnens dyne)
| Havgus | Kridtmasker | Appelsiner |
| Appelsiner | Systemhavet | I mørke |
| I mørke | Havgus | Kridtmasker |
[pling-pling]
(god tid)
Raketkrudt. Aftenluften sætter sig i Wilhelms næse, i går var det havebål, forleden pejseknuder. Han registrerer det skematisk på papiret i vindueskarmen. Han vejrer systemets konturer i vinden, i morgen sandsynligvis penicillinkulturer, fredag lugt fra pejsen. I søndagsregn støder han næsen mod ruden og ved at systemet bærer over.
[brud]
Rose kommer i regnvejr, så er det den slags vejr hun kommer I. Hendes røde hår hænger i strengetang om kinderne og dråber sandkorn på næsens perlemor. Hun er oppe på tæerne i 1,71 m. Regn og duft af frikassé. Så ringer hun på lidt lavere.
[skrald]
(god tid)
Langt ude i skoven trækker tordenen en zinkbalje af skrammel mellem stammerne. Træerne har ikke navne her er de bare brune og grønne, bare uden art og oprindelse. Nøgne står de som kvinder i regnvejr og du skal på dybt vand for at skille de knudrede kviste ad og afskære forgreningerne. Himlen er en blodstyrtning af jod og flintespidser. Ingen går på vandet men de fleste flyder rundt med begreb om blade.
[opklaring]
Hun lader græsset omslutte cyklen hun sætter sig op ad den sorthvide birk hun varmer rygstykkerne i barkens kurver. Regnen hænger surt i luftens iturevne lagen men hendes smil er et duggrønt blad og pollensæsonen er netop skudt ind, Rose snøfter af smittende glæde.
[sten]
Wilhelm studerer en stenart i skovbunden. Magmasystemer som blod skyller hjernebarken. Hydrotermale mineraler, cinnober. Systemer og stier, kobberpiber. Hendes tunge er legeringen af bly tin bismuth. Verden venter stille som sprinklerhaner. [boing] Systemhavet ruller bag anlæggets kapper af Roses metal.
(rimeligt tempo)
Hundertwassers boliger i farver og former og ujævne gulve og flere etager. Det er sådan naturen og cellerne er, forklarer du fem cm fra min pande. Sekskanter tænker jeg, matrix og tenens ækvitorialplan. Hvis systemet sætter sig ud over sig selv, fordobles det i tre dimensioner. Sådan opstod lungen og den anden og hånden, hjertet. Kærligheden kender jeg ikke, du kalder mig Golgiapparat.
En atmosfære. Nu er en jolle og du visker havet og verden synes føjelig. En teske bøjelig i bølger. Højbroens piller, sug og pust når legemet jager en daggert i vandet og månen neongrå stikker kvalmen vi talte om tidligere i brystet ruller dybvandets sortgrønne krop mit blods respirator 57 meter ned. Fortabte gafler.