Soldat dræbt og flået i stykker – en mislykket skriveproces

By 22. marts 2013 juli 27th, 2013 Forsiden, Litterær blog, Løse tekster

IMG_2128

Jeg har de sidste tre år on og off arbejdet på en bog med arbejdstitlen ‘Soldat’. Både hjemme, i flere omgange på Ørslev Kloster (se fx mine billeder derfra her), og i sidste instans med en virkelig kompetent forfattercoach inde over.

Nu er det endegyldigt slut. Slut med Soldat og slut med skriveprocessen. En mislykket skriveproces, altså. Slutningen i manuskriptets sidste version vedbiver at stå åben, men i virkeligheden dør hovedpersonen Jens nu – og er, som billedet bevidner, også flået lidt i stykker.

Som ren katarsis – renselse – har jeg lagt den sidste udgave af manuskriptet, inklusive noter og rodede cut-up-dele fra tidligere udgaver, samt den sidste synopsis ud her:

[hero]

Download resterne af Soldat

[/hero] Det er som sådan ikke meningen, at nogen skal læse det – renselsen består først og fremmest i at slippe teksten, at lægge den fra mig. Og i en digital verden er én af mulighederne for virkelig at gøre det, at lægge det online.

En smule uddybning:

Emnet med danske unge (mænd), der drager i krig i fjerne egne, interesserede mig vildt lige efter jeg var færdig med min første og hidtil eneste bog, ‘Hovedpersonen’. Hvorfor risikerer soldaterne dybest set deres eget liv, tænkte jeg. Hvordan er det – og hvordan er det (især) bagefter? Jeg læste Jyllands Postens reportage-serie fra sommeren 2010, nej, jeg slugte den: danske soldater, der efter krigsudsendelse ender med at isolere sig i skoven. Skoven – bang, alle tiders symbol, civilisation vs. natur, fred vs. krig! Jeg læste flere af de faglitterære og journalistiske første- og andenhånsdberetninger om emnet, der udkom for et par år siden; om personerne, udsendelserne til Afghanistan og om krigens psykologi – menneskets psykologi i krigen.

Tanken var først at skrive en “distanceret” krigsberetning over nogenlunde samme læst som Hertha Müllers “Mennesket er en stor fasan i Verden” (kender du ikke den? Læs den!). Sproget skulle være ordknapt og minimalistisk, personerne, stederne og symbolske objekter skulle mere være “brikker”. Det var interaktionerne og bevægelserne mellem brikkerne i handlingen, der skulle få læseren til at føle og forstå. Men stoffet duede ikke til det – det viste et par afslag, jeg fik fra forlag også. Så jeg “overgav” mig langsomt og ad flere omgange til den gængse type samtidsroman fandt endda et bedre plot og begyndte at skrive på ny…

I januar i år besluttede jeg mig for at få professionelle øjne på det, inden jeg brugte for meget tid. Holdt plottet? Holdt mit sprog? Jeg hyrede Malene Kirkegaard til det og fik en virkelig kompetent, men kritisk gennemgang af mine første tekster.

Konklusion: Der var potentiale – men der var lang vej igen i det sproglige, som ganske enkelt er noget helt andet end at skrive i kortformer. Jeg indså, at det ville være som at hinke hele vejen gennem et maratonløb.

Hvad værre er: jeg indså, at jeg havde mistet gejsten for materialet (i litterær forstand). Det er som om, at jo mindre konstrueret, jo dybere i personbeskrivelserne og nærmere virkeligheden både plot, fortælleform og sprog kom, jo mere gled det mig af hænde. Jeg har aldrig været soldat – og mit formål med fortællingen var aldrig tænkt som at skulle gengive en anden soldats tanker og følelser. Jeg ville nærmere beskrive et muligt scenarie for, hvordan sådan en soldat kan agere – og hovedsageligt lade læseren selv fylde tomrummet ud med bevæggrunde og følelser. Det mestrede jeg så heller ikke… Så nu er min Soldat død.

Join the discussion 2 Comments

  • Janne Mulvad siger:

    Man kan sikkert altid skrive en tjubangroman, hvis man har en god idé til et plot, og en rimelig idé om hvordan man skruer en sætning sammen og sætter en scene. Hvis man rammer en tidsånd, kan man sikkert også blive millionær på det.
    Men at skrive noget god litteratur, der virkelig er værd at læse, og som kan holde i mange år – det kræver nok en helt anden indsats. Men det lyder da som om, du har gjort forsøget. Held og lykke med det næste.

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen