Skitser til Sentura
På adressen bjerreandersen.dk/sentura ligger en skitse til et nummer af magasinet Sentura. Højst sandsynligt bliver det aldrig til mere end en skitse. Men med de deltagende skribenter, der er tale om, kan det nu nok være interessant nok alligevel.
Historien bag er:
Da jeg i vinteren 2007-08 var med i redaktionen på kulturmagasinet Sentura satte jeg mig i spidsen for at skabe næste nummer af magasinet – nummer 24 – med udgangspunkt i en blog.
Ideen var at invitere en række kunstneriske sjæle – forfattere, kommunikationsfolk, blogskribenter, fotografer etc. – og lade dem gå løs på den tomme blog og hinandens indlæg for at skabe et råmateriale til magasinet. Desuden kunne bloggens læsere ikke bare følge med, men også selv bidrage med kommentarer og indspark i forløbet. I slutningen af processen skulle Senturas redaktion tage over og sortere, tematisere, redigere og bearbejde skrift, billeder og kommentarer fra bloggen, så det blev en forunderlig, hybrid fastfrysning af nettiden i et fysisk magasin.
Desværre blev kun første del af processen gennemført, udarbejdelsen af råmaterialet. Af personlige årsager (min fars død, først og fremmest) trak jeg mig i marts 2008 ud af Senturas redaktion, i første omgang midlertidigt, siden for bestandigt. Ingen andre tog over på Sentura #24 – og selvom der på sentura.dk i skrivende stund står ‘nyeste’ nummer om #23 er det faktisk ikke blevet efterfulgt i snart tre år…
Sentura blog #24 har imidlertid overlevet på nettet. Indtil nu på adressen senturas.blogspot.com. Af tekniske årsager (bloggen var knyttet til min personlige Google-konto og kunne kun løses derfra ved at gå til…) er den nu flyttet til bjerreandersen.dk/sentura, hvor den vil blive liggende som et arbejdspapir fra forfatterne:
Anita Egelund, forfatter mv.
Bardur Eklund, fotograf
Cecilie Lolk Hjort, forfatter
Camilla Kring, debattør
Ida Ebbensgaard, pressechef
Julie Top-Nørgård, anmelder mv.
Louise Rosengreen, forfatter
Marius Nørup-Nielsen, forfatter
Martin Johs. Møller, forfatter mv.
Rasmus Graff, forfatter
Sidsel Sangild, biolog
Signe Cain, journalist mv.









