Se videoen: Ny sms-novelle ude 20. januar

20. januar udkommer min sms-novelle ‘Hovedpersonen’ på forlaget SMSpress.

Det bliver min femte sms-novelle – men den første, der inkluderer videoer sammen med de tekster, læseren får tilsendt på mobilen. I alt er 13 af teksterne i den krimi-poetiske fortælling skiftet ud med videoer.

Stillbillede fra en af mine videoer til Hovedpersonen

Stillbillede fra en af mine videoer til Hovedpersonen

Selfie-videoer endda, fordi jeg selv står bag alle optagelserne. Ikke fordi jeg skal til at være mere selvoptaget end ellers (ha!), men fordi det passer godt til karakteristikken af hovedpersonen (altså: Hovedpersonen). Han er lidt en enspænder og enegænger, tror jeg nok.

Læs mere om Hovedpersonen som bog her

Video-ideen opstod oprindelig, da jeg selv foreslog SMSpress at udgive min bogudgivelse Hovedpersonen på sms, og fik at vide, at der var lidt for mange lidt for lange og lidt for ensartede tekster i forhold til mediet. Det forstod jeg egentlig godt – men ud af nøden kom så idéen om at blande sms’erne op med videoer, der giver læseren en helt anden dimension, både i måden, indholdet skal konsumeres på, og i selve værket.

Videoerne har for mig skabt et nyt værk, en slags “Hovedpersonen II”. For mens teksten (i sig selv) i høj grad lever af sine tvetydigheder, selvmodsigelser og usagtheder, så afkræver videomediet mange flere svar. Kunsten har været at få videoerne til at understøtte teksten (som bliver oplæst) og samtidig bevare plads til noget af udsagnets dirren, den skridende kohærens  og overlagte utydelighed.

Stillbillede fra en af mine videoer til Hovedpersonen

Stillbillede fra en af mine videoer til Hovedpersonen

Hidtil har jeg  for eksempel vægret mig ved at sætte ansigt på Hovedpersonen. Da teksten den udkom som bog for knap fire år siden (det var på forlaget Jorinde & Joringel) fik jeg tegneren, Simon Bang, til at tegne Hovedpersonen bagfra og en smule fra siden. Men når der nu engang skal ansigt på – og det var svært at undgå i 13 videoer – er det bekvemt at bruge mig selv som både hovedperson og fortæller. Det er i hvert fald forsøget værd: at bevare tve- og utydeligheden …

Læs også: Hovedpersonen trykt på engelsk i internationalt magasin

“Historien” i Hovedpersonen følger kort fortalt en mand på vej gennem byen, i en park, i en bil med en gymnastikpige og i konversation med andre– og undervejs er der nogen, der dør. Genremæssigt er ’Hovedpersonen’ en poetisk krimi i punktform. Det er Godard og Jørgen Leth på cut-up cruise gennem en film noir, helt blottet for plot. 

Stillbillede fra en af mine videoer til Hovedpersonen

Stillbillede fra en af mine videoer til Hovedpersonen

I video-versionen indgår også nogle af de illustrationer, som Simon Bang skitserede til bogen for fire år siden. Dem er jeg rigtig glad for at have fået lov til at benytte igen!

Detaljer om download og pris for sms-novellen kommer snarest. Du kan læse mere om mine andre sms-udgivelser her.

 

Stillbillede fra en af mine videoer til Hovedpersonen

Stillbillede fra en af mine videoer til Hovedpersonen

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen