Salathovedet – en surrealistisk fortælling

Lyt til historien herover – eller læs herunder (der er ingen lyd, der siger ‘pling’, hver gang du skal skifte linje, dog).

‘Salathovedet’ er flere gange blevet opført med brug af et salathoved. Grøntsager har taget skade under opførelserne…

‘Salathovedet’ opført i Højskolernes Spoken Word-telt på Roskilde Festival sammen med Nielsen, Ankersen og Dyreborg. Læg mærke til de ægte grøntsager på scenen.

 

Salathovedet

– Hvorfor kan jeg ikke få lov til at være i fred?!

Salathovedet slår sig hårdt i de yderste lag. I bakspejlet kan det se de brune pletter på overfladen. Og sine egne øjne, plirrende grønne og sprængt til blods. Det lægger fingrene tilbage på rattet, læner sig mod den plettede siderude, venter.

Der ligger supermarkedet. Her sidder salathovedet. Det ville jo bare lige købe ind til aftensmad, bare en cola, en frysekylling, et par tomater. Og straks bliver det overfaldet. Det gik fint nok, op til kassen, fik betalt. Slæbte posen ud af glasdørene, slaskede gennem sludet, varerne om bagi. Kigger på bonen – 20 kroner for meget i byttepenge. Så slår den dårlige samvittighed fluks, lige bagfra, som en skarprettet kniv til roden.

– Det er fandme…, sukker salathovedet for sig selv.

– Jeg vil eddermamne…

Det vil salathovedet ikke. Det vil eddermamne ikke ud i det pis-sjap igen. Og stadig samvittigheden mellem dets blade, nu nager den som et æsel spændt for en rusten kærre.

Hvis man ikke kan løbe fra samvittigheden, kan man nok køre fra den, tænker salathovedet sammenbidt, og vrider tændingsnøglen.

– Samvittigheden kan sgu umuligt ræse 120 kilometer i timen.

Om samvittigheden kan eller ikke kan det, må stå hen i det uvisse, mens salathovedet maser koblingen i bund og speeder op. For samvittigheden er jo ikke noget væsen, det er et begreb, og dermed er spørgsmålet om dets tophastighed lige så absurd som at spørge efter størrelsen af en babymajs ødipuskompleks i forhold til store majs.

Hvad sikkert er, er imidlertid, at salathovedet i mellemtiden er kommet galt af sted. Ja, faktisk ganske rigtig meget galt af sted. Det er blevet den nederste brik i et domino-sammenstød af dimensioner.

”Det gik godt nok hurtigt”, tænker du nok. Og dertil er kun at sige, at man i historier sjældent kan måle tiden på linjernes længde. ”Nå ja, men stadigvæk”. Jo jo, men desuden skete uheldet faktisk også fluks efter, at salathovedet havde trykket på speederen, svinget ud til venstre, lidt mere til venstre, helt over i den anden kørebane, hvor salathovedets bil blev påkørt af en trucker-tung lastbil, frontalt med et tvist.

Salathovedet ligger på intensiv. Dets ydre lag er iturevne, langt ind i bladene er det brunt og stødt fra mødet med de to Sport Utility Vehicles, motorcyklen og Toyota Corrola’en, der nærmest magnetisk blev tiltrukket af det første sammenstød. Heldigvis dæmmede de lidt af for de følgende 24 biler, der hurtigt blev indblandet i dominospillet.

Ellers var salathovedet hurtigt blevet en grønsag. Men nu er det trods alt ved bevidsthed, og forsoner sig med samvittigheden, der sin begrebslighed til trods har medbragt et bundt tulipaner til patienten.

– Kommer jeg nogensinde til at kunne skrive igen, sukker salathovedet, der er velrenommeret forfatter.

– Skrivning handler ikke om kunnen, men om at skylde noget væk, så der ikke er andre udveje, trøster samvittigheden, og lægger sin begrebslige hånd på salathovedets skulder.

Patienten falder i søvn med et smil på læben. På vej ud fisker samvittigheden tyve kroner op af salathovedets lomme. Blomster betaler ikke sig selv.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen 2017