Vild West Bøffel Sjow

Det startede med en idé om at lave digtoplæsninger om til The Tonight Show med David Letterman. Efter en masse navneforslag på et stykke A4-papir i en lejlighed på Tagensvej blev navnet Vild West Bøffel Sjow.

Det vilde ‘sjow’ blev navnet på i alt 14 optrædener, som Lyrikkanonen stod bag i 2003-2004. Erfaringerne herfra tog vi med videre i en stribe koncept-shows, som Andersen & Nielsens Lyrikkanon senere udviklede, heriblandt ikke mindst Løwerts Legathjem på Café Teatret i København.

Spillestedet Stengade 30 på Nørrebro i København lagde caféscene til 13 af de 14 Vild West Bøffel Sjows i efteråret 2003 og foråret 2004. Det 14. sjow blev afholdt på Gyngen i Mejlgade, Århus. Sjowet med det dramatiske navn var bygget op som en slags poetisk tv-show med oplæsninger, interview og gags. Alt i en ramme af westernmusik og legetøjspistoler, hvor sjowets egen bøffel helt ubesværet kunne spille på andeorgel eller smadre papirfly mod hinanden til Bowie-nummeret ‘I’m afraid of America’.

: Peter Sommer

: Vild West Bøffel Sjows traditionelle indslag: Bøflen. Her med ande-orgel

: Lone Hørslev

: Tobias Trier

Ud over at et par af Lyrikkanonens egne digtere læste op til hvert show, havde vi altid gæsteoptrædener fra en eller flere kendte forfattere og musikere.

Blandt de prominente navne på bøffelsjowets gæsteliste var musikerne Tue West, Peter Sommer, Kenneth Thordal og Olesen-Olesen samt forfattere som Peter Laugesen, Marianne Larsen, Lone Hørslev, Lars Bukdahl, Mette Moestrup og Peter Poulsen.

: Bøflen med en bajer

: T.S. Høeg

: Frederik Bjerre Andersen

: Mette Moestrup

: Lars Bukdahl

: Eske K. Mathiesen

: Seimi Nørregaard

: Kenneth Thordal

: Martin Glaz-Serup

: Bøflen danser i anledning af julen

: Cecilie Barner Mathiasen

: Rasmus Nikolajsen

: Frederik Bjerre Andersen

: Jonathan Nielsen

: Marianne Larsen

: Peter Poulsen interviewes til Bøffel Sjow

: Lone Hørslev

: Bo Hr. Hansen læser op af et gammel nr Hvedekorn

Med Vild West Bøffel Sjow forsøgte Lyrikkanonen at bevæge sig væk fra den gængse – og ofte dybt kedsommelige – digtoplæsning og poesi-behandling, for i stedet at udnytte scenerummet til et show, der holder sit publikum underholdt med timing, skift og genreblanding.

For mit vedkommende var sjowet delvist inspireret af forfatteren Per Højholts show-æstetik, der kort fortalt beskriver showet som et arbejde i tid og tidsintervaller.

Både vitalitet og tempo kan, brugt med perfektion, forvandle showet til noget man kunne fristes til at kalde skrift. Men det er en skrift i nuets boble

skriver Højholt et sted, og forfatteren blandede også selv oplæsningen op med lydstøj og oppustning af en kæmpestor ballon på mindst én af sine turnéer.