Det startede med en idé om at lave digtoplæsninger om til The Tonight Show med David Letterman. Efter en masse navneforslag på et stykke A4-papir i en lejlighed på Tagensvej blev navnet Vild West Bøffel Sjow.
Det vilde ‘sjow’ blev navnet på i alt 14 optrædener, som Lyrikkanonen stod bag i 2003-2004. Erfaringerne herfra tog vi med videre i en stribe koncept-shows, som Andersen & Nielsens Lyrikkanon senere udviklede, heriblandt ikke mindst Løwerts Legathjem på Café Teatret i København.
Spillestedet Stengade 30 på Nørrebro i København lagde caféscene til 13 af de 14 Vild West Bøffel Sjows i efteråret 2003 og foråret 2004. Det 14. sjow blev afholdt på Gyngen i Mejlgade, Århus. Sjowet med det dramatiske navn var bygget op som en slags poetisk tv-show med oplæsninger, interview og gags. Alt i en ramme af westernmusik og legetøjspistoler, hvor sjowets egen bøffel helt ubesværet kunne spille på andeorgel eller smadre papirfly mod hinanden til Bowie-nummeret ‘I’m afraid of America’.
- Peter Sommer
- Vild West Bøffel Sjows traditionelle indslag: Bøflen. Her med ande-orgel
- Lone Hørslev
- Tobias Trier