Tekst for Tid var navnet på de første oplæsningsarrangementer, jeg stod bag i København: En række weekender i sommeren 2002 læste jeg og en håndfuld andre yngre undergrunds-digtere op på Købmagergade v/ Rundetårn og på Kultorvet.

(flere billeder nederst på siden)

Året efter, i sommeren 2003, gentog vi arrangementerne under navnet Ud med Poesien, og afholdt oplæsninger på både Amagertorv, Købmagergade og Kultorvet.

Om publikum fik tekst for at give poeterne deres tid, eller om poesien bare skulle ud, ud ud, var formålet med oplæsningerne det samme begge år: at skabe et poetisk, opsigtsvækkende og kulturelt udfordrende modspil til de panfløjter, harmonikaer, forgyldte mimere og støjende fløjte-sælgere, der præger Københavns indre by i sommermånederne.

Oplæserne de to år var:

  • Frederik Bjerre Andersen,
  • Sigrid Andersen,
  • Christoffer Gertz Bech,
  • Henrik Busk,
  • Anna-Sophie Ellen Duvald,
  • Jesper Elving,
  • Rasmus Halling,
  • Morten Hjerl-Hansen,
  • Cecilie Lolk Hjort,
  • Claus Høxbroe,
  • Mads Jarler,
  • Kenneth Krabat,
  • Maja Lucas,
  • Jakob Nielsen,
  • Jonathan Nielsen,
  • Ordklöver,
  • Sternberg,
  • Lars-Emil Woetmann.

Konceptet var (lidt højstemt beskrevet):

“En række digtere læser på skift eller sammen op på en gågade, 10-15 minutter per skift. De forbipasserende standser op og lytter i kortere eller længere tid.

Oplæsningen på en gågade skaber et umiddelbart og let tilgængeligt rum for mødet mellem poesi og mennesker. Det inkluderer også muligheden for poesiens møde med mennesker, der ikke normalt gør brug af den, samt menneskers møde med poesi, de ikke normalt gør brug af.

Oplæsning på gadeplan åbner op for en nyfortolkning af poesien som ”tidsspilde” og ”uforståelig”. Den er der jo, lige der, og forstås velsagtens lige så godt som alle mulige andre indtryk i gadebilledet.



Samtidig fordrer gågaden også de optrædende digteres insisteren på at trække opmærksomhed i det offentlige rum. Digterne kommer på godt og ondt til at fungere som kommentar og alternativ til gadegøglere.

Det kræver hver enkelt digters indsats at fastholde en del af de passerende på gågaden, som så til gengæld hjælper med at trække flere til med mulighed for akkumulation. I praksis er det ikke alle kombinationer af digtere og digte, der understøtter dette formål.

Netop på grund af showets, gøglernes og reklamernes dominans i gågaden, bliver det nødvendigt for digterne at tilvænne sig og anvende dele af disse sprog. Enten direkte eller gennem en ironisk maske.”


Join the discussion 2 Comments

Skriv en kommentar