Surf: Poesi på berlinsk

Berlin kan med rette kalde sig en poetisk storby. Omkring ti grupper underholder litteraturpublikummet med digte og fortællinger. Ordkidé har gennem skriften og internettet snakket sammen med Robert Weber fra Die Surfpoeten.

Af Frederik Bjerre Andersen

Hver onsdag aften drager omkring 200 berlinere til bydelen Mitte, til The Mudd Club i Große Hamburger Straße. I et par timer lader de sig fylde og underholde af nye historier og digte fra de fire poeter i Die Surfpoeten – Surfpoeterne: Tube, Spider, Ahne og Robert. Sådan har det været i over fem år.

”Berlin gør den slags digtning vi laver mulig”, fortæller Robert, med efternavnet Weber. ”I andre byer kan jeg ikke forestille mig at sådan en oplæsningsscene  kunne opstå. . Der er mange unge mennesker der er interesserede i vores oplæsninger og kommer og hører vores fortællinger. Det er et fænomen der ikke eksisterer i noget andet land.”
I Berlin findes der for øjeblikket 10 digtergrupper. Et opslag i ugeavisen Zittys oversigt afslører at det i Berlin er muligt at gå til digtoplæsning stort set hver dag:
”I Munchen og Hamburg eksisterer der en digterscene med oplæsninger en  gang om måneden. Det svarer lidt til vores scene her i Berlin, men her i byen er der oplæsninger hver uge og hver dag I ugen”, siger Robert.

Die Surfpoetens publikum om onsdagen består både af engangsbesøgende og et fast publikum: ”Omkring halvdelen kommer meget ofte, nogen af dem hver eneste gang”, fortæller Robert. ”’Fans’ er meget vigtige for os – selvfølgelig. De giver os kræfter til at fortsætte med vores arbejde. Og gennem de fem år vi har optrådt er vi blevet venner med en del af dem”.

Som medlem af Surfpoeten har Robert fået kontakt til de omkring 30 digtere og skrivere, der udgør byens andre digtergrupper. ”Vi har en stor udveksling mellem de enkelte grupper – digtere fra én gruppe er tit gæster når en anden gruppe læser op og omvendt”, fortæller Robert. ”Til gengæld har vi ikke så mange oplæsninger helt udenfor grupperne”.
Gruppernes digtere snakker sammen i forbindelse med de mange oplæsninger og har desuden et fælles messageboard på internettet. Robert indrømmer dog ikke at være lige glad for alle Berlins digtere:
”Nogen af dem er jeg venner med, de fleste af dem kan jeg lide, men nogen af dem synes jeg ikke om”, fortæller han..

Digterne i Die Surfpoeten er dog alle sammen venner, og ses også ved siden af de omkring to oplæsninger gruppen har hver uge. ”Nogen gange laver vi mad sammen eller drikker bare”, siger Robert. ”Det sker at vi giver kritik på hinandens tekster, men det er ikke altid. Det afhænger af hvad vi har lyst til fra gang til gang”.

Robert selv er 36 år og arbejder som socialrådgiver. Han kommer fra et landområde den sydtyske delstat Bayern , men flyttede til Berlin for syv år siden. Her mødte han de andre medlemmer af Die Surfpoeten og sammen startede de gruppen.

”Vi hedder Die Surfpoeten fordi vi spiller surfmusik mellem vores digte og efter oplæsningen”, fortæller Robert. ”Derudover lyder det bare godt”.
”Vi er bundet sammen af interessen for offentlige digt.happenings og viljen til at samarbejde I dén her form for foretagende”, siger han. ”Vi har også en fælles interese for litteratur, selvom vores stil hver især er meget forskellig. Det ser måske umiddelbart ikke sådan ud, men Tubes historier er mere tekniske, mine er mere surrealistiske, Ahne skriver som en tegneserie og Spider har sat sig mellem alle tre stole”.

”Det gode ved at være I en digtergruppe er at du har kontakt med en masse andre forfattere og med publikum”, siger Robert. ”Den dårlige side er at du nogen gange skal lægge mere arbejde i en enkelt historie end du kan magte, fordi du skal skrive digte hver uge. – Men omvendt, på den måde får man skrevet en masse. Man holder sig i form. Det bedste du kan gøre er at arbejde sammen med andre mennesker men skrive alene”.

Digtergrupperne I Berlin skriver om mangt og meget. Hverdagsoplevelser med tømmermænd og gåture hen ad gaden, surrealistiske billeddannelser, samfundskritik og satire om Microsoft Windows blander sig imellem og indenfor de enkelte oplæsningsaftener. Men også beskrivelser og hentydninger til tiden før murens fald kommer engang imellem til syne i teksterne.
”Det er temaer som alle andre”, siger Robert. ”Hvis du kommer fra Østtyskland, hvilket jeg ikke gør, er det måske vigtigt at få sin historie bearbejdet I disse år. For mig er nutiden mere interessant end fortiden. Det sker jeg også tager fortiden op. Men ”the past happens in the future”, for mig at se.

Robert overvejer at rejse tilbage til Bayern om et par år:
”Jeg vil helst ikke dø i Berlin, i hvert fald. Men som forfatter er Berlin vigtig for mig, fordi Die Surfpoeten ikke kunne være opstået I nogen anden by”, siger han.
Robert mener at Tyskland er det eneste land hvor han kan tjene penge på at skrive. Han har tysk som modersmål og er ikke god nok til engelsk til at skrive litterære tekster på sproget. Men hvis han kunne vælge frit ville han gerne flytte til Schweiz.
”Jeg er for tiden dybt forelsket i det land, især Luzern”, erklærer Robert. ”Jeg kan ikke på samme måde sige at jeg elsker Tyskland, men jeg hader det bestemt ikke. Det er et godt land at bo, elske og skrive i.”

Oprindelig bragt i nettidskriftet Ordkidé, nr. 2, 1. årgang. Se den originale artikel her.

Skriv en kommentar