Sprogminder

Af Frederik Bjerre A., journalist og digter.

Jeg fødes ind i landet anno 1979 med et skrål. Så følger stilheden og lavmælt latter.
Mine øjne klikker langsomt som dødsløve sakse mod de rødblomstrede gardiner i 1982. Jeg ligger forpuppet i dynen og modtager vin-aroma, pibebriser og samtaleskår gennem lyssprækken fra et stueselskab på Schlegels Allé.
Lytter til sproget derinde. Og jeg tager det til mig og hamstrer ordforråd i mine runde, røde basunkinder. Jeg har gloserne så kært, at jeg ikke slipper dem igen. Så i stedet bruger jeg fagter. Hækler tæpper af luften for min farmor, tøffer over ludgulvets indbildte togskinner. Jeg peger mod alle verdens 360 hjørner for at få dens elementer flyttet rundt: spisebordets udvalg af salater, kødpålæg og grøntsager, stofdukken Gustav og en blå skraldevogn af plastic.
All you need is Love. Og så en måde at udtrykke den på. Strunge kommer ud af natten. Schlüter er statsminister, John Lennon lige død forleden og hvad ved jeg. Jeg kan ikke fagte det, jeg fægter ”farmor skal med toget” – eller ikke et klap.

Men tungen er alligevel på vej ud med sproget for tiden. Ordret fødes jeg dag for dag i vejret over en rød trampolin.
Jordemoderen hedder Connie. Her sidder hun bøjet i hjørnet under institutionstapetets vægge på Åboulevarden. Hun trækker lydene ud af min mundhule, snasket af rugbrød. En efter en i alle de farver, nethinden undfanger, min krop i hop i formiddagssolen over Falkonergårdens Børnehave. Lydene bobler højdespring i halshvirvlerne. To og to med modersmålig omsorg bjærger Connie mine kæreste ejendele ud mellem mælketænderne.
Jeg er ikke utilbøjelig til at lange hende én. Ordet er mit og aldeles. Schlegels Allé lader sig stadig gøre som en pantomime i sætstykker af gult, rødt, brunt efterår: Harlekin slår med sin stav mod scenen, orkestrets cellister sætter i og jeg klapper taktfast, frydes.
Se, verden i farver og følelser. Ikke et ord, en sætning. Men strømme af skønhed, drømme af sprog. Masser af sprog, et modersmål som badevandets skvulp i øregange, et uudtømmeligt verdensvand fyldt med stille skinnende perleord.

”HVAD ER DET?. Det slog ud af brystet på sproglægens hvide kittel. Jeg sad på en taburet, på Det Statslige Taleinstitut i Kristianiagade.
Det var en brik. Jeg så på de påmalede tagsten, de blotlagte bjælker. Og det var et hjem, et hus, og det vidste både hun og jeg. Meterhøjt græs og en flagstang med rødt og hvidt til tops. Sammen med de alle de andre i stilheden. Jeg kunne mærke vandet bag øjnene, ordet funkle derinde. Mellem mælketænder og perlende krummer på spytstrenge: Hus.
Fingrene vendte brikken på plads i træpladens fordybning.
”Hvad ER det?”. Hun bankede håndfast ned i bordet.
Og vandet perlede ned over kinderne, og klapvognen blev trukket fra Tivoli, Vesterbrogade, baglæns gennem gruset og verdenen, ord hvirvlede centrifugalt rundt i min mund og pressede mod mundvigene, dryppede ud:
Hus.

I den hvidkalkede børnehave har Connie har lige taget cyklen. Mundvigene hvirvler gloser, som kølvandet efter Kong  Frederik den IX. Hun lægger forsigtigt cyklen på papiret, våd af spyt, ved siden af citronen. Den kom ud i går, og jeg længes efter syrligheden bagerst i munden. Nu trækker hun færgen ud gennem mine basunkinder, tut-tut, ud over havet.
Tut-tut. Ordet kommer så pludseligt ud af sig selv.
Tut-tut, svarer Connie. Jeg tager ordet i mig igen, og smager på det. Salt og metal og tungt mod tungen: tut-tut. Men dybt og fyldigt efter turen over hendes læber: tut-tut.
Jeg langer ikke Connie én den formiddag, men er som en Storebæltsfærge lidt derefter.

”Bil”. Sandelig, bilerne er her, bundet til asfalten, mine øjne og munden. Jeg siger”skraldevogn” og den tømmer bøtten indenbords og drøner videre ind mod Rådhuspladsen med sproget dinglende bag dækkene, et spor af ord og så fyldt med betydning og nærvær.
Så siger jeg ”hund” og manden med snoren tager ordet på tungen og spiller med det og flugter tilbage: klap-klap, tut-tut, vi står på samme fortov og deler poser af gloser i anfald af sprog, og jeg spilder det ud over Åboulevarden, Strandvejen, Enigheds Allé og Emil Chr. Hansens Vej.
I baner af betydning og linjer af liv, fæstninger af forståelse og grænsende gloser. Jeg siger ”hus”, og husene er fortøjet til ordet som til jorden. Husene er her, hjem er her, hvor husene står, lodret ned i modersmålet.

Sådan lærer jeg det at kende. Jeg sproges op med Piccoliner med bundkortet udvidet til flere joysticks, vi lægger hånden kærligt på musemåtten som om ukendte pigebryster og trykker ekstatisk, elastisk.
Senere sproger jeg om ho’er og hobitter, forsøger at skelne Vesterbrogades burgerjoints og Christianias jointbrugere fra hinanden i hukommelseshvirvler. Jeg sproger min tillæste viden om l’amour, præservativer og Rubber Soul af på fløjsjakke-feers underkjoler i Stengade-mørke. Baby, You can drive my car, jeg mangler kørekortet, slingrende mikser vi sprogets tungmetal og florlette pop i potpourri over en storby.
Senere ser jeg betydningen flyde i brudstykker mellem hinanden, jeg hopper i med begge ben og holder fast i hendes jakkeflig, men elskov er ikke længere det samme som i går. Mens jeg langsomt flyder videre i sprogstrømmen, ser jeg ordene forskydes og spejles, kærlighedens frihedskæmpere, hadets terrorister. Men det er alt sammen senere.

Lige nu nu er jeg i haven, lige nu, i haven hos min mormor. Det er august måned 1984 på en plasticstol i solen i hjemstavnens skød: Ålsgårde, Nordsjælland. Bordet er fyldt med jordbær, is, kaffe, der gror lige op af modersmålets muld og blomstrer rød-hvidt på tungen. Der er gæster fra Amerika, min mormors søster Theresa.
”Jordbær”, beder jeg hende.
”Sorry, what did he ask for?”
Det springer så pludseligt mit sprog i øjnene, her knækkes linjernes perleklare flugt. Mit sproglandskabs grænser tegner sig klart mod lydene fra mundhulen, i hendes lette lesben. Theresa taler til min mor, der svarer ”Strawberries” og hælder op på tallerkenen til mig.
Men mit blik er allerede væk for nu. Jeg ser ud over Øresund og glider væk i plasticstolen. Lytter til havet og lukker øjnene om min ø af sprog.

Artikel skrevet til jubilæumsnummeret af Modermålsselskabets magasin, Sprog & Samfund, 2004.

Note: Piccoline er navnet på ”mikrodatamat” bygget af det danske Regnecentralen A/S, der i midten af 1980’erne blev udbredt som undervisningsmiddel på danske folkeskoler.Sprogminder

Skriv en kommentar