Poetry Slam Revisited – skitser & sketcher

Poetry Slam er kappestrid i digtoplæsning på Kulkaféen i København. Tiden tikker og publikum giver points. Men Poetry Slam er også et fællesskab med roser, knipsen, råb og kabaret, i Bonn, Singapore, New York, München og Århus. Det er en vision fra Chicago om at bringe mennesker sammen og binde ord imellem dem. Det er sammenholdet der gør bevægelsen stærk – og snævre interesser, der såre let svækker den. Skitser og sketcher til en status.

1. En mand ved navn Marc Smith indførte et illegalt Pokémon-kort i litteraturens noble spil: Poetry Slam. Et lille, ustyrligt monster, der smadrede skaller, spyttede galde og bare voksede og voksede. Publikum strømmede til, og med rejselystne digtere spredte uhyrligheden sig over først hele USA, senere over Europa og resten af den kendte verden.
Det lille monster blev overalt, hvor det kom hen, kritiseret for at være lav litterær kvalitet, at sabotere litteraturen og kommercialisere lyrikken med pointgivning og populisme. Monsteret svarede igen med et sammenhold og en popularitet, som ingen andre i det litterære kortspil kunne matche. For publikum var trætte af digtoplæsninger så stive og støvede som bibliotekernes bogbind. De krævede retten til at tilkendegive deres holdning til digterne. I Poetry Slam måtte de med klappen, trampen, tilråb og almindelig ulydighed fortælle oplæserne, når det blev ulideligt – eller hylde deres helte uden sidekvindens tyssen.

2. Et hundrede og halvtreds mennesker pakket i det mørke lokale, sidder rundt om stearinlysbelyste borde, står på gulvet, hænger langs den bastante bardisk. Nogen har en smøg i kæften, nogen spytter i en øl, andre drikker bare kaffe. Alle har ansigtet rettet samme vej; mod lyset, mod scenen, hvor en midaldrende mand står og råber af dem. De er hans publikum. Han er Marc Smith. Slampapi, som de kalder ham, manden der opfandt Poetry Slam. Netop nu er han færdig med at fortælle om reglerne, og  lader en pige foran scenekanten trække lod mellem aftenens kombattanter. Ken Green skal starte. Velkommen til Poetry Slam på The Green Mill.

3. En digtoplæsning skal for Marc Smith være en social begivenhed, et helligt øjeblik hvor mennesker mødes – ikke en tyst katedral, hvor kritik af præsten blev bandlyst.
Smith har med vægten på det sociale aspekt i digtoplæsningen åbnet døren tilbage til en årtusind-gammel tradition, hvor det talte ord i form af historier og beretninger samler befolkningen. Konkurrence-elementet i et Poetry Slam er kun med som en afspejling af det naturlige menneskelige drama, hvor flere kæmper men få sejrer. Digtene bliver midlet, hvormed digterne forsøger at påvirke dramaet, og pointene publikums svar på deres bejlen. Tidsgrænsen sørger for at bringe fortællingen videre, og aftenen som helhed bliver en historie, hvori alle tilstedeværende indgår.

4. På en italiensk restaurant i Uptown Chicago sidder Marc Smith og en yngre poetry slammer fra Danmark og slubrer pasta. Danskeren kender Poetry Slam på Kulkaféen i København, og har netop fået et nogenlunde indblik i scenen på The Green Mill i Chicago, stedet hvor det hele startede i 1986. Der er forskel på de to scener – bryder Slampapisig om det?
Det skal være forskelle, svarer Marc Smith. Det har aldrig været intentionen at ensrette Poetry Slam , og bliver det heller aldrig. Formålet er ikke reglerne, ikke en bestemt form for poesi, men at samle folk om en social begivenhed. Poetry Slam skulle gerne kunne foregå alle steder, og derfor skal det have lov at tilpasse sig lokalt. En social begivenhed må nødvendigvis forme sig efter, hvad der er muligt og giver positiv genlyd i lokalområdet.

5. I løbet af få år spredte fænomenet Poetry Slam sig over hele verden, uden at Marc Smith egentlig agiterede for det. Allerede otte år efter det første slam på The Green Mill i Chicago deltog en svensk delegation i The Nationals, de amerikanske mesterskaber i Poetry Slam.
Den hurtige og ukontrollerede spredning af fænomenet har også givet det forskelligt indhold verden over. Eksempler:

I Chicago består en Poetry Slam-aften af tre dele. En open mike, hvor tilmeldte poeter kan læse et digt op; publikum hujer eller buh’er, men der er ingen konkurrence. Et musikalsk indslag, for eksempel forskruet cabaret med The Wierd Sisters. Endelig, selve Poetry Slammet, hvor mellem fem og ti poeter konkurrerer. Fem dommere fra publikum giver points mellem ”minus uendelig” og 10,0, og de tre bedste efter første runde går i finalen.

I København består Poetry Slammet af tre runder, med frasortering i både 1. og 2.runde og tre slammere i finalen. Publikums dommere giver points mellem 0,0 og 10,0. Publikum må gerne råbe, men gør det ikke så ofte under selve oplæsningerne.

Århus kører med samme system som København, men med et andet pointsystem. Publikum kan knipse, klappe, stampe i gulvet, rejse sig eller stille sig op på stolene, hvilket altsammen giver forskellige point. Den endelige score afgøres af den udvalgte overdommer.

I Bonn får slammerne ikke point, men roser. Publikum skal i første runde holde en rose op for den slammer, de bedst kan lide. Dem, der får flest roser rakt op, går i finalen, hvor publikum skal smide deres rose op på scenen for én af de tre slammere.

I München er der slet ingen point til slammerne, bare oplæsning og applaus.

Singapore kører som Chicago med flere indslag i løbet af Poetry Slam-arrangementet. Der er både dans og musik, før den første slammer går til mikrofonen.

6. I Chicagos gratisavis The Reader kan man under The Green Mills annonce se ordene Poetry Slam tæt forbundet med et billede af Marc Smith. Bladrer man få sider i ugens arrangementer, støder man på Def Poetry Jam, en Tv-succes på HBO omskrevet til et Broadway-show, der altså nu gæster Chicago. Showet omhandler unge, sorte rappere i New York, der dropper pladepultene og alene gør brug af det talte ord, for af den vej at starte Poetry Slam-bølgen. Glemt er en hvid middelklassemand fra Chicago, i stedet høster producenter og de deltagende poeter i Def Poetry Jam  succes på en politisk korrekt løgn.

7. I USA er medierne en trussel for Poetry Slam. Det hus, Marc Smith byggede som et alternativ for TV-nationens skærmslaver, er gang på gang blevet suget tilbage bag den selv samme skærm.
Både HBO og MTV har over de sidste ti år lavet udsendelser om Poetry Slam. Udsendelser, der både giver et vrangbillede af, hvordan Poetry Slam opstod, og hvad Poetry Slam vil sige. Poeter læser op, producenterne skærer og sammensætter, så resultatet ikke gengiver den oprindelige intention. Og ofte er de deltagende poeter på skærmen slet ikke repræsentative for Poetry Slam. hverken hvad angår stilart eller kvalitet. Middelmådige slammere med ringe tilknytning til de lokale Poetry Slam-scener bliver pludselig mediestjerner, som seerne ser op til.
Mareridtet er Saul Williams, en ellers respekteret slammer, der medvirkede i independent-filmen ”Slam”. Den amerikanske Poetry Slam-scene er endnu ikke kommet sig over efterveerne, hvor stort set alle nye poeter på scenen forsøger at tilegne sig Williams stil, frem for at finde deres egen udtryksform.
Medierne gengiver ofte også Poetry Slam som en konkurrence – det er lettest med et indslag på få minutter, at fortælle historien om tabere og vindere, frem for at sætte dette ”drama” ind i en større ramme: den sociale begivenhed. Desværre er også slammerne selv slemme til at se Poetry Slam som kappestrid. Med store pengesummer på højkant er poeterne tilbøjelige til at glemme legen og glæden, og koncentrere sig om konkurrencen. Til ”The Nationals”, de amerikanske mesterskaber i Poetry Slam, var der sidste år otte næsten ens digte i finalen – alle med et politisk korrekt indhold om konflikten mellem sorte og hvide. Kritikerne taler om retorik fremfor poesi, når poeterne på den vis bliver taktiske, og kun vælger tekster, der med garanti bliver godt modtaget af publikum.

8. Scene: En forvirret lander i Kastrup. Efter syv dage i Chicago har arrangøren af Poetry Slam-scenen i København fået indblik i The American Way of Slam, der hvor den startede. Et indblik, der kan bruges til at belyse en masse konflikter på den danske Poetry Slam-scene. Et indblik, der også egner sig til at ændre på den danske måde at bedrive Poetry Slam på. Hvis det ellers er det, der er meningen. Og det er det ikke altid.

9. Poetry Slam skal som ethvert andet arrangement ud til publikum. Gennem løbesedler, mund-til-mund og ikke mindst medierne skal gamle som unge gøres opmærksom på Poesiens kampsport.
På den anden side er det ikke til gavn for hverken Poetry Slammet eller publikum, hvis der bliver tale om overeksponering og ekstremisme. Som når Def Poetry Jam forvrænger både fænomenet og historien, og når de amerikanske mesterskaber bliver til en taktisk duel på politisk korrekthed mellem otte slammere.
Mediemaskinen og konkurrencementaliteten har ikke for alvor vist sit ansigt på den danske scene endnu. Men tendenserne kan genkendes i det små, når arrangørerne bevidst fremstiller slam som en konkurrence for at tiltrække medierne – og når slammerne tænker over hvilke digte der kan skaffe dem flest points, frem for hvad de holder af.
Nøglen til balancenerven er slammerne – deriblandt arrangørerne – selv. Det er dem, der skal holde sig Poetry Slams betydning for øje, både til store konkurrencer og til ”det månedlige” i København. Det er dem, mere end publikum, der skal huske, at det ikke handler om at vinde, men om at være til – og med. Og samtidig dem, der skal udvikle og udfordre den måde, Poetry Slams afholdes på.
Reglerne er i den forbindelse ikke vigtigst som rette- og snublesnore i en konkurrence, men som hjørnepløkker, der afgrænser spændingsteltet hvori et slam foregår. På Kulkaféen i København har Poetry Slam klaret sig i 3-4 år uden dans, roser eller musik – traditionen med tilråb under selve oplæsningen er heller ikke slået igennem. Det kan virke kedeligt set i forhold til Singapore, Chicago, ja, selv Århus. Men samtidig er det en showform, som københavnske publikummer og poeter i flere år har vist sig positive overfor.
Hvis det skal ændres, skal det ikke ske på én gang – men gennem øvelser og afprøvning af ingredienser som runder, deltagere, points, musik, gæster, ritualer, publikum. Hvis det skal ændres, skal det ske som en meningsfyldt udvikling, der kommer alle involverede på scenen til gode – ikke som et velment forsøg på at bringe København nærmere på Chicago.

Frederik Bjerre A. takker Litteraturcentret under Kulturministeriet for at have støttet turen, der først og fremmest bestod i en række oplæsningsarrangementer i Chicago.

Artiklen blev oprindelig bragt i online-magasinet Ordkidé nr. 6 (2004). Se den originale artikel i tidsskriftet her.

Skriv en kommentar