Lyrisk saltomortale med næsen i asfalt

Undergrundens ordsmede har de seneste år sat poesien på nye formler og fremført sprog for publikum i utallige forklædninger. Det giver fortsat brændstof til det talte ords renæssance.

Af Frederik Bjerre Andersen

Poesien lever fra mund til øre. Mens digtsamlinger er svære at sælge for forlagene, vinder det talte ord frem i landskabet.
De seneste fem år har en lyrisk undergrund vokset sig op under asfalten og har trukket publikum ned i det lyriske morads med show, spil, konkurrence og klovneri.
Fremgangen for den mundaflæste poesi havde muligvis fundet sted uden vækstlaget. Men de akrobatiske øvelser udi poesiens former og farver, står stærkest blandt undergrundens ordsmede.

Afsæt i et årtusinde
I år 2000 og 2001 mødes en svingende gruppe digterspirer på Café Poeten på hjørnet af Jagtvej og Bjelkes Allé i København. Knudepunktet er internetstedet digte.dk, en lyrisk form for dating, hvor unge med egne ord kan læse andres ord, selv blive læst og give kommentarer.
Møderne på Café Poeten er et af de første eksempler på kvantespring fra digte.dk til den fysiske verden. Vi læser op og giver kritik af hinanden ansigt til ansigt.
For mig er Café Poeten det eneste sted i det offentlige rum, jeg udfolder min interesse for litteraturen. Af og til springer der poesiarrangementer op i avisernes kulturoversigter, som jeg overvejer at gå til. Men i almindelighed virker udbuddet ikke overvældende – og det der er, synes fjernt og forbeholdent.

Drejning om publikum
Det er set bakspejlet måske et fejlagtigt billede af poesi-scenen anno 2001. For faktisk er der på det tidspunkt rig lejlighed for blandt andet at gå til digtdoktoren på det poesi-pulserende Øverste Kirurgiskes slagbænk, eller høre spoken word-poeter fra både ind- og udland gennem knasende mikrofoner på Kafkaféen.
Men det får mig ikke desto mindre på den tanke, at poesi skal være åben overfor publikum. Det giver mig personlig lyst til at komme ud med sproget.
Café Poeten brænder. I sommeren 2002 arrangerer jeg fire oplæsninger på brostenene i Københavns gågader under navnet Tekst for Tid. De forbi­passerende giver deres tid og får poesi til gengæld.
Ud af den poetiske under-undergrund opstår digtergrupperne Koordinat og Lyrikkanonen. Koordinat afholder oplæsninger på Andy’s Bar med polyfoniske råbekor. Lyrikkanonen optræder overalt vi bliver lukket ind: i metrotog, på skoler, havnekajer og kirkegårde.
Det drejer sig om at tæmme ordenes forvandlingskugle, at finde nye måder at trække sprogets farver fra papiret og ind i publikums sanser. Sprog er ikke nok i sig selv. Måden det bliver leveret på er lige så vigtig.

Dynamik og show
Det vidste Dan Turéll og nys afdøde Per Højholt. Hver for sig og sammen eksperimenterede de med oplæsningsformer og teknik. Publikum kan ikke koncentrere sig om én ting i for lang tid ad gangen, så for at fastholde interessen bør oplæsningen være dynamisk og omskiftlig.
Performance-gruppen Ord på Hjul tager en del af lærdommen op, da de optræder med performance-poesi på Café Mandela. I Lyrikkanonen overtager vi idéen om et poetisk show, og sætter det i fast ramme med gags, gæstedigtere, musikalske indslag og interviews. ”Vild West Bøffel Sjow” hedder arrangementet på Stengade 30, der kører 14 gange fra september 2003.
Gæsterne tæller blandt andet Tobias Trier og Tue West, Lars Bukdahl, Marianne Larsen og Naja Marie Aidt. Midt i det hele læser Lyrikkanonens digtere selv op, eller kommer ind med forklædt som bøflen selv.

Stærkt talt
Pludselig, fem år inde i årtusindet, myldrer det med afprøvende poesi-arrangementer. Publikum strømmer til poesi-bingo, poetry slam, åbne mikrofoner, wicked wednesdays og skæve sprogshows.
Det er opsigtsvækkende i en tid, hvor modvinden for digt-debutanter er stærk som sjældent. Forlagene tør ikke binde an med særlig meget lyrik, og slet ikke noget nyt. Men det talte ord står stærkt.
Ser man efter i kulturkalenderne, er de fleste af bagmændene dog stadigt uudgivne forfattere, og enkelte der udgiver selv. De fleste af de etablerede kræfter mangler tilsyneladende lyst, tid eller mod, og bliver trygt i bibliotekets sale, hvor det trykte ord jo i forvejen trives. Andre igen tager bare ikke det talte ord spor alvorligt i forhold til den skrift, de bedriver.

Tju-bang og kolde skuldre
Undergrunden, derimod, har stadig blod på tanden. Måske netop i kraft af, at deres hjerteblodet ikke kan blive anerkendt på papiret, søger de andre og umiddelbart tilgængelige veje til at få lyrikken udsluset i verden.
Hele tiden springer der nye forsøg og fusioner af sprog ud af busken, som tju-bang litteratur-teatret Tynde Mænd i Kanoner, der tog favntag med Kanonhallen i november 2004.
Poesiens kamsport, poetry slam, har med sine første fire arrangementer på Ideal Bar fyldt rummet til bristepunktet med et medrevet og medrivende publikum, og i både Roskilde og Århus er der faste arrangementer for det talte ord.
Foreløbig er der ikke noget, der tyder på en bølgetop og en efterfølgende dyb afgrund for poesiens popularitet mellem mund og øre. Med lidt held kan det blive til en knæsætning af scenen for det talte ord. Med lidt uheld en række kolde skuldre og albuer i miljøet.
Den mundtlig kreativitet daler formentlig kun for alvor, såfremt alle poeterne får den våde drøm om poesi på tryk og i limryg på et ”rigtigt” forlag  fuldstændig opfyldt. Og det er der foreløbig ingen tegn på, at de gør…

Teksten blev oprindelig bragt i Kulturo nummer 20 (2005). Download hele magasinet her.

Skriv en kommentar