Arven efter Onkel Danny

Lyrikken er menneskeforladt og hjemløs i den danske decemberkulde, hvor frosten piber og pibler ind fra alle sider. Bag forlagenes ruder ligger stabler af lyriske udgivelser, og engang imellem kan Lyrikken lune sig i varmen fra en tændstiktynd salgstræffer eller en fis i en hornlygte. Men som dagene er flest, er et oplag på 100 eksemplarer af en digtsamling ikke karikatur, men karakteristik. Ej heller er det en joke, at der sidder tre tilskuere i en sal, og lytter til en drivende drævende digter.

Det er jo kendsgerninger.

I aften søger Lyrikken mod Bruun Rasmussens Kunstauktioner på Amerika Plads i København. For at varme sig ved skrivemaskinen, hatten og den sorte kappe, der i fordums tid pustede kraftigt til den lyriske glød i dansk litteratur. Det er arven efter Dan Turéll, der er på auktion. Lyrikken spejler sig selv i udhængsskabets glas, og spørger, om den har solgt ud.

Det har den forhåbentlig ikke. Men den mangler en åbenbaring. Det kunne være en samlet bevægelse, der anerkendte nødvendigheden af, at lyrikken bliver læst. For uden læsere, ingen udgivelser.

Det kunne også være en messias, en ny, stor digter, der spredte sit lys ud i dansk kultur- og åndsliv. Måske Jokeren, måske Malk De Koijn, for flere taler om dansk rap som stedet, hvor det danske sprog er i kog. Men hvor er den skriftligt funderede digter, der kan gå samfundet på klingen – og få det på krogen med opbakning og anerkendelse?

For lyrikken har brug for en alsidig anerkendelse. Ikke nødvendigvis skyhøje salgstal eller overfyldte oplæsningsaftener, blot befolkningens accept af lyrikscenen, dens indhold og kvaliteter. Hvorfor skal der ellers postes kunststøtte i digterne?
”Den danske kultur,” lyder svaret, rungende fra forfatter- og lærerforeningernes korridorer. Den danske kultur – hvad vil det sige? Hvis dansk kultur er, hvad danskerne beskæftiger sig med af kultur, er lyrikken for længst død og begravet i sneen. Er dansk kultur omvendt den ”almene dannelse”, som gymnasieskolen indpoder omtrent 50% af en ungdomsårgang, så har hverdagsdanskerne ikke meget tilfælles med denne kultur, allermindst hvad lyrikken angår. Hvornår har du eller dine for eksempel sidst læst en digtsamling – frivilligt?

Jeg véd jeg lyder som kulturministerens advokat. I virkeligheden går jeg ind for støtte til al kunst, der ikke kan klare sig uden. Omvendt må det bare være enhver kunstner forpligtigelse, at forsøge at få resultaterne eksponeret til alle potentielle aftagere: Lyrikken må synliggøre sig og sine.

I et interview med René Højriis i 1976 sammenlignede Dan Turéll sin metier med ’Skomager Carlsson over i Victoriagade’: ”Han har ingen pligt til at møde op og forklare hvorfor han laver sko, og jeg har ingen pligt til at møde op og forklare, hvorfor jeg skriver bøger,” fastslog Turéll.

Jeg vil heller ikke tvinge digtere til at stå ret overfor den offentlige domstol og afgive vidneforklaring over Lyrikkens Kvaliteter. Men hvis skomager Carlsson pludselig ingen sko sælger, vil han alligevel være bedst tjent med at gøre omverdenen opmærksom på fordelene ved sko. Når digtere udgiver samlinger direkte til fjernlageret, bør de ligeledes søge omverdenens opmærksomhed.

Det lyder måske som kommercialisme og kapitallogik. Men den Ædle Kunst kan nu også lære noget fra dén front. Engang imellem. Når alt kommer til alt, gælder det bare om at erobre nye rum til digterkunsten, når den er trængt.

Lettere sagt end gjort, klart nok. For det er svært at trænge ind på hjernebarken på folk udenom Blockbuster-film og R’n’b-plader. Men digterne gør ikke engang forsøget. De er lukkede overfor, at lyrik bør kunne opleves på flere planer, og rædde for de kommunikationsveje. som andre underholdningstilbud eksponeres gennem.

Digterne af i dag foretrækker det analytiske og dybt digtinteresserede publikum. Forståeligt nok, for alle, der udgiver noget, ønsker et positivt og oprigtigt interesseret publikum. Men når digterne ikke modsætter sig en ensidig alliance, bliver det-at-læse-lyrik og det-at-være-til-digtoplæsning alt for tæt knyttet til analyse og akademisk vid. Størrelser, der ikke må være en forudsætning for at få en god aften med digte i ørene eller øjnene. Læsning eller oplæsning af lyrik bør kunne opleves på alle planer – lige fra messende baggrundsudfyldning, til den dybdegående, kulegravende analyse.

Hvis bageren var som digtere er flest, foretrak han kunder, der i timevis gennemgranskede sneglene og nikkede indforstået til konsistensen af en tebirkes. Det ville nok være de færreste, der fik lov til at købe morgenbrød søndag formiddag. Lidt digterisk købmandskab vil ikke være at foragte.

Dertil kommer, at mange danskere ikke i første omgang er interesserede i at købe digte, men godt vil høre dem læst op. Det forstod Dan Turéll at udnytte med sine landsdækkende turnéer.

For at få fat i andre end Tordenskjold tændstiksoldater, bør nutidens digtere afsøge nye muligheder for oplæsning. I den danske litterære undergrund sker der faktisk eksperimenter: Performance-poeterne Ord På Hjul har fusioneret digte og show; Poetry Slam-arrangementer nedbryder skellet mellem poesi og pointgivning. Senest er der lavet forsøg med poesi-bingo. Selv har jeg gennem Lyrikkanonen arrangeret oplæsninger på Strøget i København – under sloganet Ud med Poesien!

Undergrunden afsøger nogle nye muligheder, men de udgivne og etablerede digtere er sjældent med – tværtimod virker de nulevende digtere i Dansk Forfatterleksikon mere sortseende end glædesstrålende overfor Poetry Slams succes. Det er skammeligt, al den stund at det er dem, der burde tegne dansk lyrik overfor befolkningen. Det er synd, fordi projekter, der i undergrunden drives af iværksætterånd, ikke når den udbredelse de kunne få gennem støtte fra forlagsbranchen, sponsorer eller kulturmidlerne.

Digterne må se at komme ud af elfenbens-sneglehuset. En onsdag kan Borgens debutanter kigge indenfor til Poetry Slam på Kulkaféen. Torsdage kan Gyldendals digterstab bruge i den Københavnske metro. Fredage kan Lindhardt og Ringhofs lyrikere tage på turné på værtshusene. På lørdage kan Forfatterskole-eleverne passende råbe Strøggængerne op.

Blandt danske digtere er der udbredt angst for at promovere udgivelser og forfattere i massemedier og reklamer. Det sætter lyrikken lysår tilbage i forhold til resten af underholdningsindustrien.

DR2s Bestseller er stort set det eneste program, der bare engang imellem omtaler lokale lyrikere. Og det var først med det purunge forlag Peoples Press, at bøger affødte reklamer i bybilledet. Derefter er Gyldendal og andre fulgt efter, hovedsageligt med reklamer for bestsellere som Leif Davidsen og Ib Michael. Digte er stadigvæk det mindst opreklamerede, mest obskure medie i Danmark.

I et interview i 1976 spurgte René Højriis Dan Turéll om: du mener at man skal tage folk hvor de står?

Hvortil såvel Turéll meget præcist svarede: Hvor skulle man ellers tage dem? Man kan jo ikke tage dem hvor de ikke står.
Digtere er som alle andre nødt til at gøre brug af reklamer og massemedier. Utilfredshed med mediemaskinen kan nu engang kun nå bredt ud gennem massemedierne selv. Og ved at indgå i massemedierne er man jo spøjst nok allerede i gang med at fuldføre missionen: deres indhold bliver et -delvist – andet!

Det er det,. Dan Turéll arbejdede på, ved at udnytte de mange muligheder, der var til at være digter på. Med en let påfaldende tøjstil og sortlakerede negle lagde han sig vandret i luften over massemediernes banehalvdel. Både tv og tidens kulørte presse blev opmærksomme på Dan Turéll – og skabte opmærksomhed omkring ham.

Jovist, medierne kan være skadelige, hvis man kommer i deres vold. Turéll selv blev med tiden lettere irriteret over at være den evige spasmager, og ikke blive taget alvorligt.

Arven efter Onkel Danny handler derfor også om at vise, at Turélls enormt ekstravagante brug af pressen er ikke er den eneste måde at få digtere gennem mediemakulatoren og ud til verden. Det handler om at finde sit eget medieansigt. Det handler om vedholdende at råbe verden op. Om ikke at føle sig for uovertruffen til at stille op i uvante sammenhænge.

Mange danske digtere af i dag burde tage ved lære af Turéll. Ikke for at blive berømte Poetrystars. Men fordi de forhåbentligt mener, at danskerne kan bruge lyrikken, og fortjener den.

I dag spredes Turélls sidste aske for vinterens vinde. Lad hans sorte digterkappe gå til den, der ikke smider håndklædet i ringen.

Oprindelig bragt i dagbladet Information, 3. december 2003. Se den trykte version af artiklen her (datoen er ændret).

Skriv en kommentar