Se videoen – og læs teksten nedenfor. Appelsin er også udkommet i en udgave hos tidsskriftet Slagtryk

Appelsin – en monolog

Jeg kan godt lide appelsin
når jeg har spist én. Og mens jeg spiser den.
Men inden da kan jeg som regel ikke lide appelsin.
Den siger mig ikke noget.
Den vækker en modstand i mig.
Jeg skal overtale mig selv til at vælge den. Bede mig selv om at tage den. I stedet for en anden frugt. Frem for at sulte.

Appelsiner ligger mig fjernt. Det ligger simpelthen ikke til mig, at jeg skulle spise sådan en.
For at kunne spise en appelsin, skal man kunne indgå på dens præmisser. Så jeg må forsøge at overkomme mig selv. Den tærskel, der er. Mellem mig og frugten.

Det er ikke fordi jeg ikke vil have fedtede fingre.
Det er ikke fordi jeg har noget imod saften der klæber og svider let omkring munden.
Det har måske en smule at gøre med, at det ofte gør ondt i fingerleddene at dele den tykke skræl.
Appelsinen er besværlig. Der skal et arbejde til.
Men det er ikke derfor. Det er nok alligevel noget andet.
Noget jeg ikke vil røre ved. I mig selv. I mine følelser og mine ord.

Men nu har jeg jo taget appelsinen. Jeg har holdt den i hånden og boret mine negle ind i den orange skræl. Jeg kan endda leve med, at den her frugt har et mørkt sted på skrællen. Et rugt område. En slags modermærke.
Jeg har skrællet appelsinen. Jeg har appelsinens saft på fingrene. Så nu kan det vel være lige meget om jeg kunne lide den lige før.
Jeg kan godt lide appelsiner. Mens jeg spiser dem.

Skriv en kommentar