Poetry Slam – poesien, der ikke vil pakke sammen


Artikel oprindelig bragt i magasinet De Skønlitterære, udgivet af Danske Skønlitterære Forfattere, 2005.

Poetry Slam har slået rod herhjemme, og det danske publikum strømmer til poesioplæsninger, uden at de kender poeterne på forhånd. En af fænomenets forkæmpere spørger sig selv, hvad meningen egentlig er…

Frederik Bjerre Andersen interviewer Frederik Bjerre Andersen

– Ord siger ikke noget i sig selv. Du kan ikke bare læse et digt op med drøvtyggerstemme, og forvente at publikum fatter en lyd, siger Frederik Bjerre Andersen. Vi er midt i interviewet, og han har efterhånden varmet op under sproget.
– Det handler ikke kun om ordene, men også måden du leverer dem på. Det var det, Marc Smith fattede, da han faldt halvvejs i søvn til digtoplæsninger i Chicago. Det var derfor, han startede Poetry Slam på The Green Mill. Det er da også derfor, at jeg selv og andre kæmper for Poetry Slam i Danmark, og derfor publikum kommer i hobetal.
Han stiller fadøllen på bardisken, og begynder at lægge de gule flyers rundt på cafébordene i Ideal Bar. Om 45 minutter bliver baren på Enghavevej i København fyldt med næsten 200 mennesker, der alle kommer for at høre på ”poesiens kampsport”. Frederik Bjerre Andersen er en af arrangørerne i foreningen Poetry Slam Cph.

Slam findes ikke i sproget
Til hvert Poetry Slam læser ti poeter deres digte op på skift. Efter hvert digt rækker publikum pointmapperne op i det højloftede lokale og fælder deres dom over digterne. Det er derfor, det ikke er lige meget med oplæsningen.
– Men skal der ikke også være en kvalitet i selve slam-teksten?
– Hov, der er ikke noget, der hedder en slam-tekst.

– Nej, ok, men digtet så…
– Hey, det er vigtigt, det her, siger Frederik Bjerre Andersen og løfter fingeren, mens han tager en slurk af sin øl.
– Aahh… mange tror, at Poetry Slam er en stilart, ligesom romantiske sonetter eller knækprosa eller beat. Men det er det ikke.

Everything goes, du kan læse alle former for digte op til et Poetry Slam, selv kortprosa eller fabler. Poetry Slam er ikke en stilart, det er et arrangement.
– Et arrangement?
– ­Ja, ligesom en fodboldkamp. Der er et sæt regler, noget om tid og straf. Men ligesom der ikke er nogen fodbolddommer, der forhindrer dig i at spille defensivt eller sambabold, er der ingen, der siger, at du ikke må læse dadaisme eller senmodernisme op. Bare du selv har skrevet teksten.

Halvhjertet hurtigsnak
Alligevel indrømmer han, at amatør-poeterne til Poetry Slam tit minder om hinanden i udtrykket. Dan Turéll-agtig hurtigsnak er populært hos de danske poeter, fordi det giver lette point hos publikum. Ifølge poetry slam-arrangøren er det bare en ”børnesygdom”, de også prøver at kurere til Poetry Slams i såvel USA og Tyskland som Schweiz og Holland.
– Poeterne skulle prøve helhjertet at forfølge et selvstændigt udtryk, synes jeg. Men jeg hopper ikke på den med, at Poetry Slam er død af dén grund – dem, der siger det, kan bare selv komme og hjælpe med alsidigheden, siger han.
– Jeg ville blive glad for, hvis flere forskellige poetiske positioner kunne komme frem til det store publikum vi har. Og vi prøver også selv, vi inviterer spoken word-stjerner fra udlandet, og er begyndt at læse for eksempel Laugesen, Højholt eller Johannes V. Jensen op for publikum inden selve Poetry Slammet for at sætte en standard.

The best poet never wins
– En standard, ja. Det var der, vi startede. Nu er du selv litterær akademiker, så skal der ikke også være noget indhold i poesien

– En god oplæsning er vel ikke nok?

– Det er jeg virkelig glad for, at du spørger om, siger Frederik Bjerre Andersen, og kører fingrene gennem sit lyse hår.

– Kvaliteten af ordene på papiret er vigtig. Faktisk synes jeg tit, der er både smukke, skæve og sindsyge indfald med i poesien her på Ideal Bar.

– Tit. Så det er ikke altid?

– Nej da, der er da nogen, der falder igennem. Men det er måske også forcen ved Poetry Slam, at vi fuldstændig udligner: Morten med sit første digt kan læse op sammen med Lasse, der er på vej på Forfatterskolen, siger han og rømmer sig:

– The best…hrm, the best poet never wins, har den amerikanske poet Bob Holman sagt. Desværre er der nogen af de virkelig gode poeter, der har svært ved at acceptere ikke at vinde. Hvis de poeter, der virkelig er gode på papiret, blev ved med at læse op her, ville vi højne standarden gevaldigt. De vinder måske ikke, men de kan give publikum en oplevelse af poesi, de ellers går glip af.

Indlagt til poesi
De hvide sofaer på Ideal Bar er efterhånden fyldt op med publikum. Der er ti minutter til Poetry Slammet, og arrangøren forsvinder et øjeblik for at snakke med aftenens vært om tidsplanen for slammet. Da han vender tilbage, klør han sig i hovedbunden og kigger forvirret rundt.


– Hvad er planerne for Poetry Slams fremtid.

– Det ved jeg ikke… hvad synes du?
– Poetry Slam tiltrækker et stort publikum, som frivilligt lader sig indlægge til to timers poesi. Men burde I ikke fremover…

– …Du siger det næsten selv. Bare fortsæt…

– OK. Poetry Slam vil gerne præsentere publikum for dansk og udenlandsk kvalitetspoesi af enhver støbning. Og Poetry Slam skal også eksperimentere med sine egne regler – the points are not the point, det vigtige er poesien. Poesiens kampsport pakker ikke frivilligt sammen lige foreløbig.
– Tak.