Artikel til Sentura nr. 16 (2003).
Jeg burde aldrig have skrevet den her artikel. Den handler om Poetry Slam, og derfor skulle teksten, disse ord og dette ord i virkeligheden siges, råbes, viskes, pives og brøles ind i dine trommehinder. Så ville du ikke læse artiklen distræt med blikket flakkende alle andre steder hen, men lytte efter hver eneste stavelse og spytsynkning, lade dine øre høre og din krop give efter for dét, som min artikel netop handler om: spoken word, det talte ord – Poetry Slam. Poesiens kampsport.
Passionen fra Chicago
Poetry slam er ikke bare oplæsning af poesi eller digte. Poetry Slam er en konkurrence i digtoplæsning. Idéen blev udviklet af en gruppe Chicago-digtere i midtfirsernes USA. De var trætte af at være udstødte fredløse, et wasteland af ord i forhold til den etablerede litteraturscene, trætte af dette establishments manglende evner og vilje til at tiltrække publikum. Med en række arrangementer på The Green Mill i Uptown Chicago tog de sagen og scenen i egen hånd og forpligtede sig som poeter til at lægge lige så meget vægt på fremførslen af deres digte som på at skrive dem. Sytten år efter det første slam på The Green Mill kan slampoesiens gode godfather, Marc Smith, se resultatet: ”A worldwide community of poets who want to put the passion, excitement and entertainment back into the presentation of poetry on stage”.
Points og politik
Selv stod jeg første gang på scenen til et Poetry Slam i august 2002. Med spotlights skærende i synet fremførte jeg min tekst foran den mørklagte masse af øldrikkende publikummer og storrygende poeter på Boldhus Teatret. Efter endt gerning rakte publikum fem mapper op med mine points. Aftenens vært noterede tallene ned, præsenterede næste deltager og nulstillede stopuret. Tidsgrænsen i Poetry Slam er på tre minutter og 10 sekunder, hvis man bruger længere tid får man strafpoint.
Dén aften nåede jeg ikke til slammets finalerunde. Men jeg vidste allerede, at jeg ville til flere slams. Ikke så meget for at vinde som for at stå der igen, over for et publikum der virkelig lytter, men også taler rent ud af chartekket, når de bladrer i pointmappen. Et publikum der kræver oplæserens nærvær, og hvis litterære smag er bred og uberegnelig – men som regel ikke uforståelig.
I Poetry Slam er alle slags digte tilladt. Det er publikum, der i aftenens løb beslutter, hvad et godt Poetry Slam-digt er, her og nu. I USA er der alligevel mere tradition for politiske Poetry Slammere end i Danmark. En af de mest kendte er Stacey Ann Chin, der bringer emner som racisme og kønsdiskriminering op i sine tekster.
Slam indvandrede på det nærmeste til Danmark hånd i hånd med Michael Lee Burgess, og også i hans tekster ses klare politiske signaler. F.eks. teksten ”Introduction to The New World Order”, der i skolemester-stil opdaterer hvem der er ”good” og ”bad guys” efter 11. september.
Danske slammere bringer i mindre grad politiske emner ind i teksterne, hvilket da også kan hænge sammen med publikums negative reaktion på de fleste politiske tekster. Det svarer blot til modviljen mod politisk digtning i almindelighed. Men slamteksterne indeholder stadigvæk et bredt spektre af emner og vinkler, lige fra det meget personlige til det mere fiktive – og surrealistiske, som for eksempel hos Danmarksmesteren Anita Egelund:
”Mor hælder kaffe op i kop. Mor hælder fløde i kaffen. Mor tager far mellem læberne, mor hælder en teskefuld sukker i kaffen, mor tager lighteren fra bordet, mor hælder en ekstra teskefuld sukker i kaffen, mor tænder for far, mor rører rundt i kaffen, men åh nej: mor har taget teskeen i munden og rører i kaffen med far. Der lyder et kort ”glub – av”, og der er hår i kaffen, der er far i kaffen, og så vælter koppen.”
Vendt mod publikum
Poetry Slam har fra starten i Staterne været en ukommerciel modkultur, men herhjemme opfattes det stadigvæk af mange litteraturinteresserede og digtdyrkere som poesiens Coca Cola: en forfladigelse, et udsalg fra lyrikkens elfenbenstårn. Poesien er for kritikerne at se simpelthen ikke egnet til tidsgrænser og pointsystemer.
Det er pudsigt nok den samme kritik som de første arrangementer på The Green Mill i Chicago fik med på vejen; blot tilført lidt misforstået anti-amerikansk dåsehad. Poetry Slam er ikke Det Store Sure Æble, der knuser de danske litterære hvedekorn, men et forsøg på at skabe nyt liv og publikum til litteraturen, før den lukker helt om sig selv.
Marc Smith beretter således i bogen ”The Spoken Word Revolution”, at tidsgrænsen udelukkende er til for publikums skyld, ikke for at få digterne skal øve sig i tidskørsel: ”an audience can stand three to five minutes of awful poetry but not fifteen”.
På samme vis fastholder Smith, at det ikke er konkurrencen og pointene der tiltrækker – det er showet: Til et Poetry Slam er underholdningen ikke noget, der kun kommer ud af mikrofonen, men noget der primært skabes mellem alle i lokalet.
Konkurrencemomentet skaber derudover en spænding for både deltagere og publikum. Men de fleste slam-deltagere forstår at håndtere spændingen som begejstring, ikke pres, så konkurrencen bliver sjældent taget hverken seriøst eller personligt.
Kropspoesi
Den grundlæggende tanke bag slammene – at udbrede poesien – er i øvrigt hverken ny eller amerikansk. Den er ældre end den første trykte digtsamling. Så længe mennesket har eksisteret, har vi fortalt hinanden mundtlige historier, endda også på vers. Det er skjalde-traditionen, Homer og folkeviserne beviser på.
Oplæsning rummer kvaliteter som ikke kan findes på skrift. Som lytter har man ikke kontrol over teksten, men må følge oplæsningens præmisser. Hvor læseren kan holde pauser, gå tilbage i teksten og springe linjer over, må lytteren overgive sig og flyde med: læs og forstå, lyt og lad gå!
Men oplæsningen stiller også krav til den optrædende. Det er ikke nok at ”lade ordene tale”, for det har ord nu engang aldrig gjort af sig selv. Det er stemmen bag ordene der giver dem form og mening, stemmen der bringer digtet til lytteren. Det er dét, Marc Smith og alle andre Poetry Slammere indleder sig på: at få ordene bragt fra krop til krop på bedste vis.
Traditionen for også at skrive med henblik på lydlighed og oplæsning står tydeligere i USA end i Europa. Det kan være en del af forklaringen på, at Poetry Slam trods alt fandt sit udgangspunkt derovre. I Staterne er et af slammernes store forbilleder 1800-tals poeten Walt Whitman, men også 50’ernes Beatgeneration står som amerikansk repræsentant for den oplæsnings-orienterede litteratur. En litteratur hvis forfattere formår at læse spændende op for publikum, men som også på skrift formår at virke dragende. Man kan kalde fænomenet kropspoesi, idet teksterne skaber samme rytmiske – beat – virkning som musik.
CPH slamming
Antallet af publikummer til Poetry Slams taler tydeligt for scenens muligheder som grobund og mødested for litteraturinteresserede. I USA tiltrækker slams ofte flere hundrede mennesker, og National Slam over tusind. På dansk grund er et par hundrede publikummer set til både Roskilde Festivalens Poetry Slam og til Danmarksmesterskaberne. På Kulkaféen i København er det lykkes at presse 70 betalende gæster ind i de små lokaler. Men det betyder alligevel at de københavnske poetry slammere let trækker flere lyttere end mangt en forlagsforfatter. Tilmed et publikum med mere spændvidde i alder, i sociale positioner og i tilgangen til litteratur, end Tordensskiolds soldater til de etablerede oplæsninger tør drømme om i deres blækfutteraler.
Kilder: The Spoken Word Revolution, redigeret af Mark Eleveld, Sourcebooks Inc. 2003
”En Amerikaner i København”, i: Fortællere og steder i Norden, redigeret af Trisse Gejl, Dansk Forfatterforening, 2002