vwbs

Poesishows

Det startede med en idé om at lave digtoplæsninger om til The Tonight Show med David Letterman. Efter en masse navneforslag på et stykke A4-papir i en lejlighed på Tagensvej blev navnet Vild West Bøffel Sjow.
Det vilde ‘sjow’ blev navnet på i alt 14 optrædener, som Lyrikkanonen stod bag i 2003-2004. Erfaringerne herfra tog vi med videre i en stribe koncept-shows, som Andersen & Nielsens Lyrikkanon i de senere år har udviklet,
heriblandt ikke mindst Løwerts Legathjem på Café Teatret i København.

Vild West Bøffel Sjow

Spillestedet Stengade 30 på Nørrebro i København lagde caféscene til 13 af de 14 Vild West Bøffel Sjows i efteråret 2003 og foråret 2004. Det 14. sjow blev afholdt på Gyngen i Mejlgade, Århus. Sjowet med det dramatiske navn var bygget op som en slags poetisk tv-show med oplæsninger, interview og gags. Alt i en ramme af westernmusik og legetøjspistoler, hvor sjowets egen bøffel helt ubesværet kunne spille på andeorgel eller smadre papirfly mod hinanden til Bowie-nummeret ‘I’m afraid of America’.

Ud over at et par af Lyrikkanonens egne digtere læste op til hvert show, havde vi altid gæsteoptrædener fra en eller flere kendte forfattere og musikere. Blandt de prominente navne på bøffelsjowets gæsteliste var musikerne Tue West, Peter Sommer, Kenneth Thordal og Olesen-Olesen samt forfattere som Peter Laugesen, Marianne Larsen, Lone Hørslev, Lars Bukdahl, Mette Moestrup og Peter Poulsen.

Med Vild West Bøffel Sjow forsøgte Lyrikkanonen at bevæge sig væk fra den gængse – og ofte dybt kedsommelige – digtoplæsning og poesi-behandling, for i stedet at udnytte scenerummet til et show, der holder sit publikum underholdt med timing, skift og genreblanding.

For mit vedkommende var sjowet delvist inspireret af forfatteren Per Højholts show-æstetik, der kort fortalt beskriver showet som et arbejde i tid og tidsintervaller:

”både vitalitet og tempo kan, brugt med perfektion, forvandle showet til noget man kunne fristes til at kalde skrift. Men det er en skrift i nuets boble ”,

skriver Højholt et sted, og forfatteren blandede også selv oplæsningen op med lydstøj og oppustning af en kæmpestor ballon på mindst én af sine turnéer.

Trøffelgondol og Momentum

Efter de mange Vild West Bøffel Sjows har jeg sammen med Jonathan Nielsen, under navnet Vild West Bøffel Sjow videreudviklet og tilpasset konceptet til en række enkeltoptrædener og show-rækker.
Blandt andet på Roskilde Festival (under navnet Andersen & Nielsens Nonspex-trøffelgondol), på Vangede Bibliotek og på Teater Momentum i Odense.

Løwerts Legathjem

I efteråret 2008 bød vi tre lørdage indenfor i Løwerts Legathjem i Kafkaféen på Café Teatret. Under temaerne fransk, finsk og fynsk bød vi publikumpå musikerne Mads Mouritz, Lise Westzynthius og Annika Aakjær, en sprogforsker, digtoplæsning, lykkehjuls-poesi, ukulele-musik og bordbombe-trylleri.
Legathjemmet var opkaldt efter skuespillerinde og teaterdirektør Karen Marie Løwert, der ifølge Dansk Kvindebiografisk leksikon havde “flair for at give publikum, hvad de forventede og samtidig holde på det lødige” . Præcis det, der er sigtet med at bruge showformen frem for bare at læse op af en bog.


Share
Leave A Comment

Mine små pip:

Arkiver

Kolofon

Kontakt mig: frederik (snabela) bjerreandersen.dk

Alt materiale © Frederik Bjerre Andersen 2010 - 2012

Denne side er bygget ved hjælp af: