Piip, piip, hurra

By 6. november 2010 juni 4th, 2013 Litterær blog

Piip Poetry - med forhåbentligt forlov lånt fra deres site.

Sådan cirka lige nu, lørdag aften, modtager Lasse Thorning og Thorkil Jakobsen – aka. Piip Poetry – Spoken Word Prisen 2010 på Odense Spoken Word Festival.

Jeg kan desværre ikke selv nå at se prisoverrækkelsen eller festivalen i det hele taget (man kan ikke nå alt her i livet…), men lad mig slå fast: Jeg har før været i Odense. Sidste gang var så sent som for små tre uger siden, da jeg sammen med resten af priskomiteen (thi en sådan var der nedsat) valgte netop Piip Poetry som vindere.

Med fare for beskyldninger om snæversyn og nepotisme (som nok skal indfinde sig uanset, hvis de vil…) vil jeg medgive, at jeg er glad for det valg. Jeg skal nok komme tilbage til den officielle motivation, men her lidt historik og personlige tanker:

Hr. Thorning og hr. Jakobsen var selv ivrige deltagere (og for Thornings vedkommende også arrangør) i de år, jeg selv stod med i spidsen for poetry slam i København. Både til de faste arrangementer på Ideal Bar og til de undervisningsarrangementer, vi fik op at køre. Det var publikums- og mediemæssigt dansk poetry slams 2. guldalder (forudsat, at der også var rigelig med opmærksomhed i de første år, fænomenet var i landet, hvilket jeg bestemt tror, der var), men medaljens bagside var, retrospektivt set, nok kvaliteten. Publikum tændte mere og mere på sex og stand up-agtig “poesi”, og inderlighed blev ofte fejet af banen; ikke mindst, hvis det var kombineret med egentlige litterære kvaliteter. Skolearrangementerne kæmpede jeg selv hårdt for at udbrede, men det blev aldrig etableret på nogen fast basis.

Lasse og Thorkil forlod Ideal-bar miljøet ikke længe efter mig. De havde (husket frit efter hukommelsen) allerede da masser af arrangementer, både som udøvende “poetry slammere” og som undervisere i spoken word. Men de fik stadig flere, og har med koncepter som skolepoesi.dk vist, at der er grobund for spoken word i skoleskemaet. Se bare deres kalender (som, tror jeg nok, ikke er opdateret siden foråret…)

Sidste år startede Piip’erne også deres eget slam i Huset i Magstræde. Og da jeg sidst, i september, lagde vejen forbi, fik jeg at føle, hvordan poetry slam har ændret sig. Jeg stillede selvsikker op med teksten “Ufuldendt samleje” (yderligere genrebeskrivelse synes unødvendig), en tekst, jeg i sin tid skrev som en art protest over publikums ensrettede smag på Ideal Bar-scenen. Og så fik jeg ellers ikke lov at præsentere mere for publikum, der stemte mig ud efter 1. runde. I stedet var det til slut den purunge (det må jeg gerne kalde ham, for det gør Bukdahl også…) Jakob Slebsager og den lidt ældre Irmelin Henriette Prehn, der dystede om sejren med både rytme, pauser, inderlighed og, ja søreme, poesi.

Jeg synes det er al ære værd, og mere til, at Piip’erne formår at drive scenepoesien derhenad.

Den officielle begrundelse for  valget lyder som lovet cirka således (med forbehold for af mig ukendte justeringer):

Spoken Word Prisen 2010 gives til Piip Poetry ved Lasse Thorning og Thorkil Jacobsen.

Komiteen har i sin bedømmelse lagt vægt på, at Lasse Thorning og Thorkil Jacobsen i deres virke som spoken word-digtere har et højt litterært niveau, der tåler sammenligning med den etablerede danske samtidslitteratur. På scenen formår de at følge dette niveau op med en fængslende scenisk tilstedeværelse.

Samtidig har komiteen lagt vægt på, at begge kunstnerefortløbende udvikler Spoken Word-feltet, både ved at skabe samarbejde med andre kunstnere og kunstarter, men også ved at formidle genren videre gennem deres kursusvirksomhed, hvor børn, unge og voksne møder poesien og guides i at skrive nærværende tekster og opføre dem så de forbliver nærværende.Piip Poetry holder hver måned et offentligt poetry slam i København. Her inviteres nye og uprøvede talenter med i legen, samtidig med at både publikum og deltagere holdes fast på Lasse og Thorkils eget niveau: dette er poetry slam.

Piip Poetry er derved i tråd med Spoken Word Festivals vision om, at det talte ord skal være udfordrende, legende, æstetisk, rytmisk og fornyende –og at sproget bruges til at finde veje til morskab, kommunikation og meningsdannelse.

Piip, Piip, hurra!

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen