Ord i Vejen anmeldt i Information: ‘ufrivilligt godt’

Lidt – men positivt – overraskende for mig selv har mit værk ‘Ord i Vejen’ (28 skilte med udsagn fra beboere og forbipasserende i Jægersborggade) fået en selvstændig anmeldelse i dagbladet Information.

Anmelderen er endda Michael Jeppesen (formelt i øvrigt en tidligere kollega af mig, men tror kun jeg har hilst på manden en, nej to gange), der betegner  Ord i Vejen som ‘ufrivilligt godt’.

Det sidste af ordene, ‘godt’, er jeg naturligvis beæret over. Særligt eftersom Jeppesen i anmeldelsens slutning kalder værket for ‘god kunst’ og roser de ‘uventede poetiske nedslag’ der sker, når eksempelvis to af gadens pushere stiller sig og drikker Cocio under skilte med sætninger som ‘Hun følte sig ydmyget, og jeg gik over grænsen og alt muligt pis’ og ‘Årh, man kan også godt se, at det er kvalitet’.

Men ordet ‘ufrivillig’ (og ‘uventet’, som ovenfor) er jeg mindre begejstret for. Heri lægger Jeppesen, at jeg og/eller værket er skabt med bind for øjnene, i blind tro på,at man (altid?) kan få noget godt ud af menigmand. To citater:

“Det er ti skridt længere ude af den velmenende tangent, hvor Pernille Rosendal og Soulschok står i begyndelsen som infantile idioter og siger ’fantastisk, fantastisk, fantastisk’. Og som symptom på en tid, hvor gennemsnittet hersker med sit dummetyranni, kan det stort set ikke gøres bedre.”

“den naivitet og oprigtige tro på hverdagens helte som værende kilde til noget uvurderligt, projektet er lavet med, kan ikke fakes.”

Her angriber og underkender Jeppesen værkets præmis: at bruge beboere og forbipasserende i Jægersborggades egne udsagn til en art sproglig skitse af gaden selv.

Hertil har jeg fire kommentarer:

1) Jeppesen tager fejl, hvis han virkelig tror, jeg ufiltreret bruger hvad som helst, beboerne har sagt, på skiltene i Ord i Vejen. Der er foretaget valg, kald dem kunstneriske eller ej.

2) Hvad er problemet i at bruge ‘folkets stemme’ som materiale i kunsten? Skal al skønlitteratur skrives i et fjernt kunstsprog (vist ikke, hvis du spørger forfattere fra Helle Helle til Lone Hørslev), skal alle kunstværker males og formes med kunstmaling og kunstighed (så er Lemmerz grise og Uwe Max Jensens pis næppe kunst mere).Der kan være argumenter imod den konkrete brug af folkedybet, hos X Factor, hos nationen!, hos mig, men i Jeppesens anmeldelse glimrer de egentlige argumenter ved deres fravær.

3) I forlængelse heraf: Grundlæggende bør det vel i øvrigt være resultatet af den kunstneriske proces, der bedømmes i en anmeldelse, ikke tilblivelsesprocessen, der i dette tilfælde involverer ‘almindelige’ menneskers udsagn. Eller er enhver sang i X Factor, ethvert værk baseret på ‘almindelige menneskers’ sprog, dårlig per definition, fordi de baserer sig på en ‘tro på hverdagens helte’ (en tro, jeg ikke som sådan i øvrigt har, slet ikke i mit kunstneriske virke)?

4) Jeppesen underkender med kritikken af  min metode den selvsamme forudsætning, der muliggør de ‘poetiske nedslag’ han omvendt roser (og som for min part hverken er uventede eller ufrivillige, men derimod en stor del af værkets berettigelse!). Hvis konfrontationen/sammensmeltningen mellem pusher (eller en hvilken som helst beboer) og værk ikke indeholdt det gran af ‘ægthed’, beboernes egne udsagn har, ville der ikke opstå noget poetisk, men nærmere noget søgt og fortænkt. Hvis jeg selv havde genereret  alle teksterne fra bunden, ville skiltene virke tromlende og bedrevidende i mødet med gadens dagligdag…og så kunne de kun tåle  at blive betragtet i sig selv, for sig selv, hængende der fra skilt til skilt, som en kunstners 28 dybt subjektive (og måske endda irrelevante) udsagn om en gade.

han omvendt roser

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen 2017