Som færdiguddannet journalist startede jeg som arbejdsløs – eller freelancer, som det pænt hedder. En af mine første artikler solgte jeg til Politikens søndagstillæg, PS. Gennem mit engagement i poetry slam havde jeg nemlig fundet ud af, at der i DJ-kredse var utilfredshed med ‘morakkere’ – pladevendere, der arbejdede gratis og tog kiksen ud af munden på de andre.

Nu dages det, DJs

Københavns caféer og klubber vrimler med glade pladevendere, der spiller næsten gratis og ikke kan deres kram. Flere professionelle DJ’s er trætte af de mange ridser i lakken. Derfor ønsker de en fagforening, der kan sætte minimumspriser for arbejdet med den sorte vinyl.

Af Frederik Bjerre Andersen

”Abra-abra-cadabra”. Det pakkede dansegulv tryller i skakternede gummisko og storstribede sweatshirts.
Vi er på Ideal Bar, på Vesterbro i København. Det er onsdag, og derfor genlyder den gennemrøgede luft af Steve Miller Band og andre toner fra de farvestærke 80’ere.

Fra sit skjul bag pulten serverer DJ Knud de funklende pop-perler på snor. Imens smiler den tredobbelte Danmarksmester i disciplinen ’scratch’ stort som en syvtommers vinyl. Men under lyden fra de snurrende pladespillere er han alligevel ikke helt ’electric boogaloo’, som gruppen Rocksteady Crew rappede i ’83.
DJ Knud er nemlig utilfreds med alle de diskjockeys, der spiller alt for dårligt – og alt for billigt. Dem, der kun spiller som en mode-dille, underbyder honorarerne og gør det svært at få karrieren til at falde i hak for professionelle pladevendere som ham selv.

”Enhver café med respekt for sig selv vil have en DJ i weekenderne. Men de vælger en nødløsning for at få noget så billigt som muligt. Der er alt for mange, der bare køber ’Absolute Let’s Rap 1-16’ og så stiller sig op og spiller”, siger Knud, der i pas og lægejournaler går under navnet Knud Boserup Nielsen.
”Jeg hutler mig selv gennem tilværelsen, men gang på gang oplever jeg håbløse mennesker stå bag pulten. Jeg tænker: hvorfor er det ikke mig eller en anden god DJ, der får det arbejde”.

Spotlys på sammenholdet
DJ Knud ikke den eneste, der tænker sådan. Kårene er svære for de professionelle DJ’s, der presses af utallige fritids-DJ’s og lave honorarer. Det får flere i branchen til at ønske et større fagligt sammenhold, ordentlig betaling og tid til den kreativitet, der får gummiskoene til at rykke i spotlysene weekend efter weekend. Selvom ordene ’discjockey’ og ’fagforening’ måske umiddelbart lyder som et dårligt remix af Thorvald Stauning og Thomas Madvig, så drømmer mange DJ’s faktisk om en forening, der sætter en minimumsløn for arbejdet bag de to turntables. Nattelivets tonemestre er ved at vågne op til dyst.

”Prisniveauet i København har ikke ændret sig i mange, mange år”, siger DJ og booker Lex Diamonds, der i dagslys hedder Casper Mørck.

”Jeg tror simpelthen ikke folk tænker over, hvad en DJ skal bruge af tid og udgifter”.

Lex Diamonds anslår, at en velbetalt DJ kan få 2-3.000 kroner for en aftens arbejde bag pulten. Men så forventer spillestedet også, at DJ’en selv skaffer gæster til festen og laver reklame for arrangementet gennem e-mail og sms. Pladevenderens ekstra anstrengelser tjener spillestedet til gengæld hurtigt på. Hvis hver gæst blot lægger 130 kroner i døren og på bardisken, skal der kun 20 gæster til, før DJ’ens honorar er betalt.

Lønnen som DJ lyder måske høj, hvis man sammenligner med 8 timers stregkode-stræk som kassedame i et supermarked. Men ifølge DJ og booker Lex Diamonds er prisniveauet herhjemme så lavt, at selv kendte DJ’s engang imellem må spille for 1500 kroner i København, mens de i udlandet kan få 10-20 gange mere for en aften bag pulten.

Før en nat i stroboskop og spotlys skal DJ’en også bruge tid og penge på at øve sig og rode i pladebutikkernes kasser efter nye, svedige skæringer. Pladevenderne ønsker derfor at få en løn, der passer til deres rolle som musikalske matadorer i nattelivets arena.

”Hvis bartenderen ikke kan mikse en ordentlig drink kan du bestille hos hans kollega eller købe en øl. Hvis afrydderen ikke rydder ordentligt op, kan du finde et andet bord eller stå i baren. Men tænk på et diskotek, hvor musikken er dårlig. Den ryger ud over det hele og ødelægger alt”, argumenterer Lex Diamonds.

Hang the DJ
Strømpebukser med kranier, kinasandaler og en enkelt orange vindjakke dukker frem og forsvinder igen i menneskemængden. På Ideal Bar har DJ Knud smidt The Smiths ’Panic’ og omkvædet ”Hang the DJ, hang the DJ” under pick up’en. Og løkken om halsen på de danske pladevendere var faktisk allerede strammet dengang i 1987, da The Smiths-nummeret først fandt vej til dansegulvene.

I 70’erne opstod de første booking-bureauer for DJs i Danmark. Og i stedet for at kræve så mange penge som muligt for datidens pladevendere, dumpede bureauerne priserne i et forsøg på at opnå monopol.
”Med de lave priser sikrede bookerne, at restauratørerne blev ved med at handle med dem. Derfor ville de hellere tjene 10 procent af 50 diskjockeys lave løn, end 10 procent af 20 diskjockeys højere løn”, forklarer Morten Brønnum. Han er en dinosaurus i DJ-miljøet, og har siden 2001 arrangeret brancheshowet Danish DeeJay Awards.

Helt op i 90’erne sad booking-bureauerne med nøglen til de fleste DJ-pulte rundt omkring i Danmark. DJ’en var nødt til at tage imod den lave løn, hvis han overhovedet ville spille. I nogle tilfælde bagtalte bookeren ligefrem DJ’en overfor spillestedet, for holde DJ’ens hyre og selvtillid nede under pladespillerens filt.

Derfor stiftede Morten Brønnum for nogle år siden DDJO. Det står for Danish DeeJay Organization. Så faktisk har de danske DJ’s allerede en fagforening, der kan sikre kvaliteten og sørge for højere hyre. For tiden er der omkring 50 medlemmer af foreningen, men ifølge Morten Brønnum er potentialet omkring 400 DJs.

”Foreløbig gør vi os heller ikke så meget i at lægge på spillestederne og klubberne. Men hvis en DJ oplever at blive snydt, kan han få hjælp hos os”, siger han.

Last night a DJ saved my life
På Ideal Bar fylder flere og flere fødder det mahognibrune dansegulv. DJ Knud rykker nonchalant på pladetallerkenen med den ene hånd, og drejer resolut indstillingerne for bas og diskant-toner på pulten. Duran-Durans Girls on Film forsvinder bagud i højtalerne, mens dunkle keyboard-toner fra Soft Cells Tainted Love fylder rummet.

Knud startede selv som hip hop-DJ i begyndelsen af 90’erne, og har blandt andet scratchet for Jokerens gamle gruppe, Den Gale Pose, og adskillige af produceren Phase 5’s plader. For et års tid siden gik han op på loftet og bar indkøbsposerne med gamle 80’er plader ned til sin mixerpult i lejligheden på Vesterbro. Han eksperimenterede med de gamle numre, og fik på den måde udvidet repertoiret:

”Jeg prøver at give 80’er-musikken en mere rå kant, på samme måde som hiphop. Jeg mikser og scratcher i overgangene mellem numrene”, siger DJ Knud, og griner ved tanken om trenden i 80’erne:

”Jeg taler mig ikke ud af temposkiftene med en mikrofon, som Dan Rachlin og Philip Lundsgaard gjorde det”.

Når DJ Knud spiller, er det ikke kun Top-3 hits, der kommer i berøring med pickuppen. Han går også på ”korstog”, som han kalder det, og spiller mindre kendte, men bestemt mindeværdige melodier. Står det til DJ Knud, skal en discjockey altid ramme den tone, der er brug for på dansegulvet:

”Men man skal også forsøge at få folks øjne op for noget nyt. Nogen gange kigger de selvfølgelig på én, som om man er dybt åndssvag. Men for det meste giver man dem en god oplevelse”, siger han.

Daiquiri på pulten
Fra søndag eftermiddag øver Dj Knud sig bag pladespillerne, indtil han igen skal på job. På hiphop-fronten har han for nyligt sat stemmerne fra Black Streets ’No Diggity’ sammen med musikken fra Damian Marleys ’Beautiful’.

Hvis en uøvet DJ forsøger det på en københavnsk café, vil det ifølge DJ Knud resultere i, at trommerytmerne over fødderne på hinanden. Som strawberry daiquiri blandet med belgisk weissbier. Mange DJs skifter også musikstil fra det ene nummer til det næste – uden at tænke på, om eksempelvis soul-inspireret hiphop og en hårdtpumpet råbe-rap passer sammen.

”Det er umuligt at blive en god DJ, hvis man ikke har mindst to pladespillere derhjemme til at øve sig på. Man skal lave sit hjemmearbejde. Men jeg tror, at mindst halvdelen af dem, der spiller på klubber og caféer, ikke har noget udstyr derhjemme”, siger DJ Knud.

En pult med et par gode pladespillere koster hurtigt over 10.000 kroner. Derudover skal en DJ også bruge penge på nye plader, afhængig af hvor mange nye og gamle numre han eller hun har med på repertoiret. En 7-tommers vinyl med 2-3 skæringer koster let over 60 kroner, så hvis en DJ indenfor eksempelvis housemusik skal forny sig og være forberedt på publikums ønsker up front, løber det let op i mellem 2-5000 kroner om måneden.

Efter årtusindskiftet er det blevet stadig mere populært at forsøge sig som DJ i storbyen. Morten Brønnum bakker op om DJ Knuds kritik, for mange af de nye fritids-DJ’s har hverken evner eller lyst til at bruge tid på at øve pladevendingerne, når de ikke står i klubbernes rampelys.

”Samtidig bliver det et større og større problem, at alle kan hente musikken ulovligt på internettet og straks give sig til at spille på en klub eller café”, siger Morten Brønnum .

Han anslår, at omkring hver fjerde DJ på de faste klubber spiller ulovlig musik, der er tappet direkte fra world wide web. Når en fritids-DJ samtidig ikke kræver særlig meget i honorar for at skifte musik hver 4. minut, presser det let de øvede DJs på prisen.

Knold og Tot
For at finde en DJ, der spiller til en lille hyre, må man frekventere de københavnske caféer og klubber i aftentimerne. På en café i nærheden af Skt. Hans Torv på Nørrebro fortæller DJ’en med det samme, at han kun står bag pladespilleren engang imellem, når barchefen mangler en til jobbet. Han vil gerne snakke videre lidt senere, og skriver sit nummer ned til journalisten.

Dansegulvet på stedet er pakket som cigaretter i en hardbox, men ingen bevæger sig til musikken. Det er nok et tilfælde, men pludselig hakker det hele som et stødbor. DJ’en skifter cd og skæver bebrejdende op mod baren, mens han rækker sedlen med sit nummer frem. Palle: 21 40 22 24.

”Nummeret de har kaldt, eksisterer ikke,” fortæller telefonen, da Politiken senere forsøger at få fat i Palle til et interview.

Så er der mere snaksaglighed på Vesterbro, lidt væk fra Vega. I det gule skær fra Istedgades mange lygter, står Andreas Jørnvil i vinduet til en café. Han har ryggen til gaden, og ved at få det hvide papir til at smyge sig ordentligt udenom en færdigspillet plade.

I sin fritid går Andres Jørnvil under navnet DJ Raoul og har speciale i house-musik. Han er blandt dem, der ofte spiller for meget små honorarer, nogen gange bare for en flaske sprut. Men samtidig ved han godt, at det kan gå ud over musikkvaliteten:

”Det er demoraliserende og kedeligt, når man ikke kan tjene penge nok til at købe nye plader. På techno og house-scenen sker der en masse hele tiden. Men når man ikke har råd til de nye udgivelser, er det svært at udfordre Knold og Tot –discjockeyerne”, siger DJ Raoul.

På den anden side mener han ikke, at han kan få mere i honorar. For set gennem en lommeregner kan spillestederne ikke betale mere, end de gør. Når et stort navn som amerikanske Jeff Mills for eksempel spiller på Culture Box i Kronprinsessegade, København, er der selvfølgelig proppet.

”Men på en almindelig torsdag med lokale DJ’s er der måske 15 mennesker på klubben. Der er jo ikke nok gæster – og så det er ufatteligt svært for klubberne at betale mere”, påpeger DJ Raoul.

Tilbage på Ideal Bar fortsætter DJ Knuds musik med at trække langhårede fyre og rødmende piger ud på dansegulvet til 80’er hits på stribe. For ham er der kun to veje ud af problemerne på det overrendte DJ-marked i København: at stå sammen som vinylplader i kassevis og sige nej til de lave lønninger – eller at fortsætte karrieren i udlandet.

Mens nogle hænger andre fast i baren med en halvkvalt drink, forsvinder andre fra dansegulvet, tilbage i de bløde lædersæder. DJ Knud skifter plade. Whitney Houstons ”I Wanna Dance With Somebody”. Selvom honoraret ikke altid lyder ligeså opløftende som musikken, bliver DJ Knud ved:

”Jeg sætter en ære i det her. Det er mit håndværk. Jeg vil have, at det bliver gjort ordentligt.”