Skip to main content

Netflix revisited: House of Cards blev trumf

By 18. marts 2013juni 5th, 2013Digital blog

house-of-cards

Ups – så faldt jeg alligevel i… selvom jeg stadig ikke synes, at udbuddet af film på Netflix er spor prangende og i flere tilfælde kan matches af den offentlige gratistjeneste Filmstriben (se mit indlæg om det her), så har mit husalter derhjemme (og iPhone, iPad mv.) nu abonnement på Netflix alligevel…

… trumfen blev den enormt omtalte og ret populære serie House of Cards, som jeg måtte se. Og som jeg (og alle andre) kun kan se gennem Netflix. Derfor begyndte vi at betale de 79 kroner per måned og slugte serien råt, en velspillende Kevin Spacey og adskillige product placements inklusive.

For en uges tid siden blev jeg og min livsledsagerske så færdige med sidste afsnit af den første, og foreløbigt eneste, sæson af House of Cards. Men abonnementet har vi endnu. Det kan ske, at vi opsiger det på ny, men på den anden side kan der jo være en ny serie, vi kaster os over (forslag? – kom med dem!). Desuden er der jo bekvemmelighedsfaktoren i altid at have “gratis” underholdning på hånden, når børnene bliver syge eller kreativiteten ikke rækker længere end et tryk på fjernbetjeningen.

Det er så vidt jeg kan regne ud også præcus den slags abonnementer, Netflix kalkulerer med en hel del af: os, der “glemmer” ikke at betale, os som derfor også bruger en del af det indhold, der er – men som ikke er aktive forbrugere nok til, at vi også stiller (alt for irriterende mange) krav om nyskabelser, flere premierefilm etc. til Netflix.

For mit eget vedkommende kommer jeg ikke til at engagere mig og stille den slags krav som bruger, fordi jeg har indset Netflix svagheder. Der er rigtig mange stik, tjenesten ikke tager hjem i forhold til mit medieforbrug. Men så havde Netflix liiige den ene, nødvendige trumf i ærmet. Og så er der endda en sæson to af House of Cards i støbeskeen.

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen