På Kalundborg Folkeblad var rammerne frie – og det var også muligt at blande sig som musikanmelder på de fælles kultursider, der ugentligt blev delt med Venstrebladet i Holbæk. Det benyttede jeg mig af og skrev en række anmeldelser af danske og udenlandske musikudgivelser. Herunder et udpluk:

Politisk punk

AF FREDERIK BJERRE ANDERSEN

‘Zieg heil to the President Gasman/ bombs away is your punishment,’ vrænger Billie Joe Armstrong på Green Days ÒAmerican Idiot’.

Ti
år efter gennembruddet ‘Dookie’ har den amerikanske trio samlet
kræfterne om en forbandet enkel, men fandens god punk-opera med
politiske becifringer. Albummet kører uden pause løs på ‘The Land of
make believe/ that don’t believe in me’, hvor St. Jimmy og Jesus of
Suburbia er ladt i stikken på parkeringspladsen ved 9-, undskyld: 7-11.

Green
Day er enkel punk-pop som altid. Men det virker godt som aldrig før,
tilsat alt godt fra rock-skuffen, kor og klassisk inspiration. Numrene
‘Jesus of Suburbia’ og ‘Homecoming’ er tilmed inddelt i fem satser, et
udmærket forsøg på at skabe større enheder i punken.

‘American
Idiot’ kommer aldrig i omdrejningshøjder med musikalske helhedsværker
som Pink FloydÕs ‘The Wall’. Men der er netop det ved punk, at dén
slags skider man et stykkeÉ

Green Day: ‘American Idiot’, Reprise Records

Søvnig R.E.M.

Der er ikke meget nyt under solen på R.E.M.s 13. album, Around the Sun, selvom gruppen forsøger sig politisk.

AF FREDERIK BJERRE ANDERSEN

R.E.M. har aldrig lavet et dårligt album.

Det er heller ikke tilfældet med “Around the Sun”. Bandets 13. studiealbum er bare ikke godt. Det er middelmådigt.

Den stadig skaldede forsanger Michael Stipe har udtalt, at han tidligere gik op i at skabe noget tidsløst. Men at han nu er mere interesseret i at udtrykke, hvad han føler her og nu.

“Around the Sun” indeholder flere politiske overtoner i forhold til Bush-æraen i USA, som Athens-bandet selvsagt ikke bryder sig om. R.E.M er svorne anti-republikanere, der håber et snarligt skifte i de politiske vinde. “Where will this lead us? I’m scared of the storm/ The outsiders are gathering. A new day is born”, som Stipe synger på “The Outsiders”.

Men Stipes tekster er faldet i niveau. Der er ikke meget tidsløst over hans måde at udtrykke følelserne på.

“Around the Sun” åbner op med “Leaving New York”, der indeholder alle de klassiske R.E.M.-elementer. Her er fyldig lyd, syng-med omkvæd og sjæleåbnende udråb fra Stipes stemme. Men originaliteten mangler, der er intet nyt under solen.

I kreativitetetens fravær lyder R.E.M. af og til som uinspireret country tilsat elektroder, som på “Final Straw” og titelnummeret “Around the Sun”. Men albummet rummer også eksperimenter, der er nye for R.E.M. Selvsamme tiltelnummers slutning klimter halvpsykedelisk, spoler baglæns og pumper med hammond-orglet som et band fra ’68. Og “Wanderlust” har foruden en letspiselig, ørefængende melodi også valsende 7/4-takt i omkvædet.

Stipe, Mills og Buck har gjort det bedre før. Langt bedre. Enkelte øjheblikke på “Around the Sun” giver da også håb om, at bandet vil komme op i skyerne igen.

Men dem, der troede, at R.E.M. var ufejlbarlige, kan godt få fødderne ned på jorden for nu.

Forbrugsvarer fra rytmeboksen

Hitmagerne Remee og Thomas Troelsen har sammensmeltet talenterne i en gang letgående forbrugsvare. Der er hits på skiven, men sjusket dominerer.

AF FREDERIK BJERRE ANDERSEN

Hit-hertugen Remee, der har haft en finger med i alt stort set al dansk pop fra Sound of Seduction til Christine Milton, har indgået ægteskab på mixerpulten med SuperheroesÕ forsanger Thomas Troelsen.

Resultatet, Remee and the Midas Touch med cdÕen ‘Fast moving consumer goods’, er en uhellig blanding de to: Garage-disco-rock, lidt oldschool rap og de værste dance-lyde siden 2 Unlimited.

Det er danseglæde og sorgløshed, der er på programmet.. Fint nok, men som pressemeddelelsen til ‘Fast moving consumer goods’ selv afslører, har dÕherrer arbejdet uforholdsmæssigt hurtigt med elementerne, så det samlede resultat ender lidt glædesløst.

Den rockede, disco-funky halvdel klarer sig bedst. ‘Go getter’ og ‘IÕm on fire’ har let hitpotentiale, og ‘No. 1′ kan sætte gang i enhver sommerfest. Skæringen har da også allerede været ‘ugen uundgåelige’ på radioens P3.

Den mere dance – og rap inspirerede halvdel falder derimod igennem. Indrømmet, med et stort smil på læben kan man godt få fire minutters dans fra en skolepatrulje-fest ud af ‘On the moon’. Men nummeret må simpelthen stamme fra Remees affaldsmappe årgang Õ94 i hit-maskinen – og det er vel næppe en selvparodi, han forsøger at lave her ti år senere.

At kalde cdÕen for en ‘forbrugsvare i hurtig bevægelse’ er muligvis et forsøg på at komme kritikken i forkøbet – eller et smart salgstrick. Remee and the Midas Touch skulle hellere blive siddende ved mixerpulten lidt længere, og give pladeselskabet det dér ‘touch’ på skulderen, hvis presset er for stort.

Remee & the Midas Touch: Fast moving consumer goods, Universal

Rolig rock fra ødegården

Der er egentlig ikke meget svensk over Homesick Hank. De fire musikere er fra Nordsjælland, og musikken lægger en lige linie bagud til rækken af amerikanske singer/songwritere.

Alligevel er bandets eget begreb, ‘ødegårdsrock’, meget sigende for debutalbummet ‘Hey’. Ikke kun fordi albummets ti sange er indspillet på en svensk ødegård, eller fordi hytte-stemningen kan fornemmes i musikkens varme. Nej, Homesick Hank er ødegårdsrock, fordi albummet i hovedsagen kan tåle turen tilbage til de granvoksne grantræer, græshopperne og ødegårdene.

‘Hey’ rummer inspiration fra enhver bondeskjorte i De Forenede Stater. Young og Dylan-indflydelsen er til stede konstant, men også ekkoer af R.E.M. og Pearl Jam kan af og til høres mellem stammerne.

Skæring ét, titelnummeret ‘Hey’, er albummets mest fyldige sang, med både pivende pumpeorgel og flerstemmigt guitarspil og kor. De ni resterende sange virker mere stille, især i de afdæmpede indledninger. Et nummer som ‘Stoned again’ udvikler sig efterhånden, og får ska-trompeter blandet ind i rock-balladen. Selvom musikken ånder, og vi er milevidt fra ynkepop, så virker “Like your mother’s womb”, “Into the woods” og “Daydreamer” alligevel som en slags mellemspil Ð med for sarte melodier. I hvert fald et enkelt af numrene måtte godt være blevet i skovlysningen, til næste gang de hjemsyge aflægger ødegården besøg.

Homesick Hank: ‘Hey’, Hank Tank /BMG

Ryum med garanti

AF FREDERIK BJERRE ANDERSEN

“Uden garanti” er Martin Ryums svendestykke udi klaver-baseret avantgarde-jazz-rock tilsat støj. Og trods enkelte helligdage består Ryum – med garanti.

Martin Ryum gør sig til daglig i indie-gruppen Speaker Bite Me. “Uden garanti” er hans debut som solist, produceret af Nikolaj Nørlund og derfor selvsagt udgivet på Auditorium, et af dansk musiks svar på mainstream muzak.

Lyden af Nørlund lader sig ikke fornægte, hverken i komposition eller lydbillede. Det er bestemt tegn på en kvalitet, men det virker dog enkelte steder som mangel på kreativitet, når momenter fra tidligere Nørlund-album synes at dukke frem fra Ryums sange.

Taktarterne er det, der for alvor holder “Uden garanti” i gang, og lytterens taktfaste fod for nar. Med 17-ottendedele, syv-ottendedele og andre rariteter fra nodearkivetet, er “Uden garanti” ikke et album man sætter på til halballet. Tilgengæld er det en tiltrængt og vellykket udfordring til den kedsommelige fire-fjerdelsmusik, der forlængst har overtaget alle populær-genrer. Mest vellykket er den støjrockede “Solrefleks”, hvor de skæve takter reflekteres og splittes i Ryums vokal der kører sit eget løb.

Numrene veksler mellem det afdæmpede og det baggrundsstøjende, med Ryums ikke prangende, men holdbare stemme som fast element. Med rolig sang og uimponeret omgang med de til tider indviklede rytmer i leveringen af sangteksten, formår Martin Ryum at skabe intimitet og troværdighed. Det bliver ligefrem kriminelt, når Ryum synger om at gå på “Indbrud” hjemme hos sig selv, og “Ord der larmer” står som en af de eneste politiske sange i nyere tid, der ikke virker patetisk.

Et par problembørn er der dog, og især på nummeret “Bomuld” præller følsomheden fuldstændig af. Ryums stemme har underligt nok sværest ved at klare sig i de stille arrangementer, hvor musikken ikke popper den op med lidt patos. Nummeret virker som en improvisation fra en sommerlejr, og er det eneste “Uden garanti” kunne have undværet.