VesterbroVejr

Lyd, litteratur, leverpostej og musikalsk sky

Lyd, litteratur, leverpostej og musikalsk sky

4418350884_cab8734822_o.jpg En skitse til en teori, afklaring og begribning for litteratur, musik og lyd.

Intro – hvori det hele begynder og hvor det begrundes, hvorfor dette indlæg overhovedet skal skrives
Sidste uge optrådte jeg + musikeren Gustav Niepoort på Hovedbiblioteket i København. I beskrivelsen af arrangementet indgik en lille debat med det andet par optrædende (forfatteren Marius Nørup Nielsen og musiker, Mikkel Meyer, aka. Mikkelmodulerermarius) under overskriften ‘Gør lyden det samme for oplæsningen som skyen for leverpostejen’.

Debatten blev imidlertid aldrig til noget grundet et ret lavt antal publikummer, da vi var færdige med at spille en torsdag klokken lidt over 18 – men emnet er interessant, og da jeg alligevel snart skal stilles til regnskab for min flirt med lyden og Gustav Niepoort på Lyd + Litteratur-festivalen i Århus i maj, kan jeg lige så godt få mine tanker om emnet kundgjort inden da.

1. kapitel – i hvilket skyen og leverpostejen viser sig at være et fedt

Gør lyden så det samme for oplæsningen som skyen for leverpostejen? Svaret er nej – og ja, ja. Nej, fordi en påstand om, at (digt/litteratur)oplæsning tilsat lyd ‘bare’ er som leverpostej tilsat sky, som billede er negativt ladet. Men ja i den forstand, at en dårlig leverpostej aldrig kan reddes af en god sky, eller omvendt; de to ting skal være gode hver for sig for at kunne gøre noget godt sammen. Og ja i den forstand, at leverpostej og sky (for nogen) er uadskillelige, ligesom lyrikken og lyd/musik er det…

Opdatering 30/5: Som digteren Morten Søndergaard pointerede i sin åbningstale til Lyd + Litteraturfestivalen i Århus, er litteratur og sprog iøvrigt i sig selv lyde, så at sammensætte lyd  til litteratur er i virkeligheden at lægge mere lyd til i forvejen eksisterende lyd OG den indholdsside, sproget har. Sandsynligvis helt tilbage fra urmennesket, har lydene, musikken og sproget spillet en rolle i hverdagen:  Forskning tyder på, at huler med hulemalerier har en særlig god akustik for menneskestemmer og musikinstrumenter, og at hulemalerierne derfor har været akkompagneret af religiøse eller mystiske ritualer, sange og lyde.

Gennem hundreder, om ikke tusinder, af år har lyrik og digtning både været a) en mundtlig båren tradition og b) været mest udbredt på vers med både rytme og rim, begge klare udtryk for musikalitet.  ‘Lyrik’ stammer fra græsk lyra (det siger selv dansk Wikipedia), hvilket indikerer, at lyrikken er blevet fremført med lyren som instrument og i det hele taget traditionelt har fået akkompagnement af musik, lyd og rytme. Og selvom melodierne til flere gamle danske folkeviser er forsvundne, står de stadig tilbage som nogle af de vægtigste bidrag til dansk litteraturhistorie i middelalderen. I et hurtigt spring til nutiden er beat-litteraturen (på dansk v. for eksempel Laugesen og Turéll efter amerikanske forlæg som Ginsberg, Keruoac etc.), et eksempel på,at selv den ikke-rimede og ikke systematisk rytmiske digtning (og litteratur i det hele taget) kan bekende sig til musikalsk inspiration, i beatens tilfælde (den’ hotte’) jazz.

Altså: lyd/musik og oplæsning er historisk set ikke noget, der er ført sammen – nærmere begreber, der er blevet adskilt og for oplæsningens vedkommende søgt ‘forfinet’ som en rent nedskrevet form indenfor de sidste par hundrede år (aka. omkring romantikken, hvor kunsten ifølge nutidens paradigme også siges at være blevet adskilt fra håndværket, se evt. en artikel om dét her).

Når Andersen + Niepoort, Mikkelmodulerermarius, Laugesen & Singvogel, Mouritz-Hørslev-Projektet og andre konstallationer af digter + lyd/musiker optræder, er det altså mindst lige så ‘naturligt’  som bare at læse op af en bog. Set i traditionens lys er lyd+litteratur  sådan set ikke en populistisk eller mere ‘publikumsvenlig’ form – det er om noget nærmere  litteratur minus lyd/musik/iscenesættelse der er elitært og publikumsfjendtlig…

…det sidste mener jeg dog ikke per princip, idet den rette oplæsning af en tekst kan rumme flere effekter (rytme, tempo, klang, toneleje, styrke tec.), der gør teksten musikalsk. MEN der findes altså for mig at se mange skidte oplæsninger, også på dansk grund, hvor forfatteren gjorde bedre i at lade publikum læse værket og selv klappe i.

2. kapitel – hvor leverpostejens former inspiceres

Hvilke former for lyd plus litteratur findes der? Kan man overhovedet opstille nogen? Jeg vil i hvert fald prøve, om ikke andet så for sjovs skyld og på en grovskitset akse.

Sammensætningen af lyd plus litteratur kan, med digteren Morten Søndergaards ord, siges at være lyd + lyd + litteratur; litteratur (sprog) består nemlig i forvejen af lyd plus indhold, så med en sammensætning af sprog og lyd/musik tilføjer man altså i virkeligheden blot ekstra lyde til den i forvejen eksisterende (sprog)lyd .

Men ser vi bort fra den detalje, er lyd  og litteratur i forvejen beslægtet. Som jeg i 1. kapitel fik konkluderet, er den oplæste tekst nemlig historisk set tæt knyttet til musikken (lyrik fra græsk ‘lyra’, dvs. den klassiske troubadur med lyren). En akse til forståelse af lyd plus litteratur kan altså passende gå mellem det talte ord og sangen:

Oplæst/talt tekst ——- sang (musik med melodisk fremført tekst)

Længere ude i højresiden ligger måske den rene musik, uden brug af ord og sprog i gængs betydning:

Oplæst/talt tekst ——- sang (musik med melodisk fremført tekst) ——– musik

Jeg skrev grovskitset, det mener jeg stadig, men aksen kan godt udspecificeres en del – lige nu er genren lyd plus litteratur ikke engang placeret.

Den oplæste tekst kan eksempelvis punktdeles med en fuldstændig monoton form (med samme tryk og varighed af alle fonemer!) som yderste punkt. Herefter følger den ‘almindelige’ tale der langsomt glider over i den ‘iscenesatte’ oplæsning, der med pauseringer, tryk, skiftende stemmeleje og styrke etc. giver indtryk af forberedt og gennemtænkt fremføring af teksten.

Herefter glider aksen langsomt ind i  det felt, hvor instrumenter og/eller rytme overtager en del af lydbilledet. Stemmen kan selvfølgelig også i sig selv bruges rytmisk – og ligefrem som instrument. Derfor er det væsentligt, at min akse-skitse her ikke tager stilling til lydkilder, men blot beskriver en glidende overgang mellem oratoriske- og musikalske virkemidler.

Monoton tale (ekstrem) ——‘almindelig’/hverdagstale ——-Øvet/performativ oplæsning——-Oplæsning spændt over fast rytme/lyd ——-Oplæsning spændt over rytme og musik——— sang (musik med melodisk fremført tekst)

Som sagt: en skitse, for mellemvejene, udvejene og omvejene er utallige i praksis. Dog kan man fæstne fænomenet lyd + litteratur mellem den rytmiske oplæsning og den deciderede sang.

Mange konkrete værker bevæger sig også indenfor feltet, for eksempel er mit eget samarbejde med Gustav Niepoort omkring ‘Hovedpersonen’ er til tider eksempelvis rytmisk, til tider ‘bare’ en sammensmeltning af performativ oplæsning og støj. Peter Laugesens samarbejde med  Singvogel (som jeg har oplevet dem) bevæger sig mellem oplæsning til rytme/musik og decideret sang ved Singvogels Andreas Hansen.

Helt ude i det rent musikalske og sangbare er litteraturen dog overhovedet ikke død. Dels findes der glimrende sangskrivere af både udenlandsk og dansk herkomst (Dansk Forfatterleksikon har f.eks. både C.V. Jørgensen og Eik Skaløe med, til tider burde Nikolaj Nørlund også være selvskrevet etc.). Dels har flere forfattere beskæftiget sig med sangtekster, f.eks. Naja Marie Aidt og f.eks. Lone Hørslev i kollaborationen Mouritz/Hørslev Projektet med musikeren Mads Mouritz. Hørslevs sangtekster er forøvrigt ikke altid lige rimede (og det er Nørlunds heller ikke!) og nærmer sig også i verseføddernes brud med melodien (der nærmer sig blotte akkorder) egentlige moderne digte – af og til, om ikke andet.

Ovenstående skitse skal i øvrigt heller ikke hverken bruges som undskyldning for, at enhver oplæsning med lyd/musik per definition er godt. Eller for, at lyden og litteraturen i sammensmeltet form ikke kan bedømmes, roses og kritiseres hver for sig. Det kan den, naturligvis.

3. kapitel – et regnestykke, der forløsende ikke løses

Jeg skylder efterhånden bloggen at få afsluttet min lille trilogi med tanker  om sammensætningen mellem lyd og litteratur. Det gør jeg så her. Samtidig har jeg indføjet et par tilføjelser i de to gamle kapitler, I og II.

Som jeg har konkluderet er lyd og litteratur tæt forbundet, også historisk set. Helt basalt også fordi, at sproget i sig selv, i talt  form (og måske også i skreven?), indeholder lyde ved siden af den indholdsmæssige betydningsside. Derudover placerede jeg fænomenet lyd/musik plus litteratur i feltet mellem den rytmiske oplæsning og den deciderede sang.

Men hvad er så ‘god’ lyd plus litteratur? Hvordan kan det defineres?

Som tommelfingerregel kan man vel sige, at litteraturen/teksten/sproget i sig selv og musikken/lyden i sig  selv skal have nogle af de kvaliteter, man normalt forbinder med de to kunstformer. Men det er næppe nok. I mine øjne er der i hvert fald alt for mange eksempler på glimrende musik og lyd, der bliver tilsat glimrende ord (eller værre: ord, der ikke er stærke nok til at stå selv, men som kan ‘maskeres’ gennem musikken, ligesom middelmådige sangtekster), uden at de to ting overhovedet spiller sammen.  Uden at lyden kan siges at ville mangle noget, hvis litteraturen ikke var der. Og uden at litteraturen kan siges at fremstå særlig meget anderledes, end hvis lyden ikke var der.

Jeg vil ikke her tage stilling til, hvad der skal komme først, ordene eller musikken. Det tror jeg ikke, der er noget rigtigt svar på. I nogle tilfælde kan der komme glimrende ting ud af at tilsætte lyd og musik til en færdigskrevet tekst . I andre tilfælde kan der komme mindst lige så glimrende ting ud af at skrive fersk tekst til færdigkomponeret musik. I de fleste tilfælde er det dog en fordel at tilpasse de to kunstformer til hinanden, om det så blot betyder ændringer i oplæsning-udtrykket (sådan som jeg mestendels har gjort i mit samarbejde med Gustav Niepoort om ‘Hovedpersonen’) eller decideret symbiose og vekselvirkning mellem musikalsk og litterær skabelse.

Men uanset hvad der kommer først, skal de to ting, lyden og litteraturen, spille med og mod hinanden. Som ordmageren Jan Hatt Olsen siger det i en artikel om en lyrik-installation i Værløse, som jeg tilfældigt har fundet på nettet:

“I samspillet mellem oplæsninger, musik og lydredigeringer. fortolkes ordene af lydende og lydende fortolkes af ordene. Grænserne mellem musik og poesi er flydende og i evig bevægelse. Poesien er musikalsk og musikken poetisk”.

Måske kan man kort sige: Når litteraturen og dens egen lyd mødes med nye og flere lyde, og det fungerer, går ligningen umærkbart og forløsende ikke op:

Litteratur + Lyd +Lyd = Lyd + Litteratur

1. kapitel – i hvilket skyen og leverpostejen viser sig at være et fedt

Skriv en kommentar