Legomand


Jeg har sat mig på bænken, ved siden af dig
min røv er naglet til sædet, da du pludselig går din vej
jeg rækker ud efter dig, kærligt, med en slikkepind
den sidder fast i min hånd – og klistrer mod din kind
jeg har altid skaffet alting på klods i kiosken
men nu si’r du, du er blevet voksen
jeg fatter ikke en brik, går over min forstand
hvordan du kan forlade mig, din legomand

Du har bygget mig og samlet mig op fra bunden
savlet over mig og puttet mig i munden
hvis du går, som du siger, uden at trække en min’
ville jeg hellere være del af en borg-ruin
undskyld, jeg ikke kan ligge på knæ
og at jeg ikke gav dig roser, men tulipaner, jeg fæ
undskyld jeg var firkantet, men jeg købte jo chokolade
jeg ved jeg kan være klodset, men jeg stikker aldrig en plade

Da jeg først så din spæde barm
tog jeg hovedet under min arm
men nu er jeg hovedløs i den kolde vindueskarm

Jeg er din legomand,
ham, der altid bliver på sin plads
din legomand
båd’ politimand og doktor og bokser og vand & gas-
mester, din legomand
ingen skal gøre dig fortræd
forlader du mig, så riv hovedet af mig, for jeg kan ikke græd’

Åh, vi elskede på gulvet, altid med dupper
mens tv’et flimrede søndagsklub og du skraldlo af Bubber
du har så ofte sagt at jeg manglede nosser
men jeg troed’ du var tilfreds med mine to blå klodser
kan du huske, hvordan vi snakkede i legetøjstelefon
og da du på tre kvarter fik bygget mig en brandstation
åh, jeg ville gå gennem ild og vand
for dig, for jeg er din legomand

Jeg har altid accepteret at du var boss,
og bestemte komfuret ikke blev Smeg, men bare Voss
men nu’ du mere interesseret i joystick og DOS
bliver jeg hård uden på, jeg får lyst til at slås
det er som om en brik er faldet ud af plads
ku’ jeg bøje mine fingre, ville jeg smugryge hash
mit indre er tomt, himlen beton, jeg burde hænge mig i klodsen
men i stedet ligger jeg her og lytter til Stig Rossen

Dengang du dissede duplo
jeg kan huske, hvor jeg kluklo
men nu’ det mig, der taber i ludo

Jeg er din legomand,
ham, der altid blev på sin plads
din legomand
båd’ politimand og doktor og bokser og vand & gas-
mester, din legomand
jeg har lyst til at gøre dig fortræd
før du går, så riv hovedet af mig, for jeg kan ikke vise vred’

Jeg har lyst til at gøre dig fortræd
før du går, så riv hovedet af mig, for jeg kan ikke græd’


Ét svar til “Legomand”