I april 2006 deltog Andersen & Nielsens Lyrikkanon – jeg og Jonathan Nielsen – i udstillingen This Could Be Yours i Øksnehallen, København.
Udstillingen bestod af genstande, glemt i busser, toge, på gader og i caféer og indbragt til Københavns Politis hittegodskontor, uden nogensinde at være blevet afhentet igen. Bidragyderne til udstillingen skrev en historie, et digt eller et par tanker til genstandene.
Således skrev jeg tekster om en sort damesko og et kranie af gips – du kan se de to tekster lige herunder.
Blandt de øvrige bidragydere var tidl. vejrprofet Henrik Voldborg, musikeren Tobias Trier, politichef Hanne Bech Hansen, daværende kulturminister Brian Mikkelsen og forfatterne Jens Blendstrup, Morten Søndergaard og Christina Hesselholdt.




Til nr. 58, gipskranium
Anne Marie Carl-Nielsen (1863 –1945). Dansk billedhugger, gift med den kanoniserede komponist Carl Nielsen. AMCN er især berømmet for sin yderst omhyggelige tilgang til sit materiale, der ikke alene fremtræder naturtro, men også besidder en forbilledlig indre perfektion.
Langt de fleste af AMCNs skulpturer er således modelleret ud over en anatomisk korrekt gengivelse af objektets skelet, for derigennem at bringe liv til det ellers døde kobber.
Under opførelsen af rytterstatuen af Christian IX på Christiansborgs Ridebane gik metoden dog i smadder. Staldknægt Frank Georg Justesen (f. 1907) så sit snit til at bemægtige sig gipsmodellerne til kongens hofteparti og kranium med sigte på videresalg, og statuen fremstår derfor uden hoved og hale.
Hoftepartiet er senere identificeret som stuk i et borgerhjem i Bredgade, mens kraniets endeligt forbliver uafklaret. En tiloversbleven afstøbning af husbonden Carl Nielsens hjerneskal skuer derfor den dag i dag ud over pladsen gennem kongens kobberhud.
Til nr. 67, sort damesko
Skoen tøvede; tænkte sig grundigt om inden den tog det næste skridt. Det var en gylden mulighed, der lå ligetil for enhver, der turde stikke næsen frem.
Men den mindste fodfejl ville afsløre akilleshælen. Trådte den ved siden af, ville det hurtigt se sort ud.
– Det handler om at stå på pinde, tænkte skoen
– Det handler om ikke at sætte hælene i, ræsonnerede den.
– Det handler om at erkende, hvor skoen trykker, sagde den til sig selv.
Skoen så sig selv an, oppefra og nedefra. Den indså hurtigt, at ikke var så højt på strå som førhen. Dens liv stod i stampe, den trippede ofte på stedet frem for at tage springet. Den var alt for ofte bange for at miste jordforbindelse, det tynde grundlag, den stod på, kunne let knække under den og afsløre skoens fuldstændig blanke indre.
Den synes pludselig, at den ikke var som smurt til opgaven, som den for bare et øjeblik siden mente, lå lige til højrebenet. Den stod på hælene, trådte et skridt baglæns. Der var ikke bare tale om et par detaljer, der skulle pudses af. Den kunne faktisk ikke slippe uden om sin egen uduelighed, om den så gik på listefødder.
Skoen bakkede langsomt ud; stavrede bort og overlod chancen til et par slidstærke bukser.