Kontraspillet fungerede ikke for Danmark under VM, men heldigvis er der andre i Danmark der, med en del større held, arbejder med de hurtige og overraskende modspil. Ikke mindst forfatter-forlaget Arena, der nu for tredje gang har kastet et uforudsigeligt indlæg fra Arena Kontra-serien ind af min brevsprække (løgn, min post bliver leveret i en brevkasse i stueetagen, men det tager nok mange år, før det sproglige billede selvfølgeligt indfanger dét).

Serien fungerer ganske enkelt: man melder sig til Arenas bogklub Klub Arena, betaler en sjat (sølle 150 kroner per år), og ud over diverse kræmmer- og købmandsrabat kvittererer Arena så med seks kontra-udgivelser på et kalenderår.

Foreløbig er vi oppe på tre. Første kontra-spilning var et kassettebånd(!) med en ”analog kortantologi” med tekster af Peter Nielsen, Rasmus Graff, Harald Voetmann, Peter Højrup, Chresten Forsom, Kaspar Bonnén og Cia Rinne, tilsat klaver-pauser. Det er kun lykkedes mig at høre den en gang foreløbig på husets eneste kassettebåndafspiller, der sidder i min søns lille rack-anlæg; kassettebåndet er en velvalgt besværlighed, der gør mediet lige så signifikant som indholdet – og omstændighederne for receptionen ret særgegne for hver lytter, der må bruge fiffighed og tekniske finesser for overhovedet at blive lytter. På indholdssiden har særligt Chresten Forsoms ”dølgsmål”-tekst gjort indtryk.

Anden aflevering var et genoptryk af et brev fra tristesse-poeten Rainer Marie Rilke til hans elskerinde, veninde og muse Lou Andreas-Salomé. Han beskriver Paris’ skyggeside anno 1903 så hypokondrisk, drivende patetisk og jamrende, at det ellers personlige brev hæver sig til stor poesi. Måske ikke overlagt, men stadigt underholdende her 107 år efter.

Tredje og nyeste udspil fra Arena Kontra er en hel lille digtsamling af den amerikansk-bosatte forfatter og sprogforsker Per Aage Brandt. ‘Poesi 2010′ hedder den og består af mestendels rigtig glimrende digte, det her blandt andet og slet ikke mindst, der som mange af de andre spiller på sprogets og retorikkens vrang og sorte huller:

”Nyere forskning har vist, at folk her, der stærkt går ind for dødsstraf, ligeledes går imod abort, hvilket nu fortolkes således af samme nyere forskning, at børn, der fødes mod moderens vilje, antages at kunne blive sådanne forbrydere, som straffes med døden, hvilket folk går stærkt ind for”.

Jeg går ikke ind for dødsstraf, men klart for mere af den slags til en stykpris på 25 kroner. Næste kontraangreb kan velsagtens forventes i det tidlige efterår…

Iøvrigt: se lige Informations Per Aage Brandt trend-o-meter her: http://www.information.dk/person/per-aage-brandt …han er for opadgående

Relaterede indlæg:

Kommentarer
3 kommentarer to “Kontra, kontra, kontra”
  1. Godt indlæg – og tak for tippet.

  2. …og nu fik jeg bekræftet, at WordPress-applikationen Wordbooker vitterligt tilføjer Facebook-kommentarer til mine blogindlæg på min blog

Kom med en kommentar

Mine små pip:

Arkiver

Kolofon

Kontakt mig: frederik (snabela) bjerreandersen.dk

Alt materiale © Frederik Bjerre Andersen 2010 - 2012

Denne side er bygget ved hjælp af: