Jeg ved ikke, hvornår det er blevet forår, men udsigten er nu i hvert fald grøn, grøn og hvid, lilla, lidt gul som hvis det er blomsterløg, der pibler op af alt det grønne.
Man kunne sige, at foråret danser, men det ville være forkert, det er farvene, der danser for øjnene af en, nej, mine øjne danser i farverne, eller foran dem. Og hvis lydene kunne ses, ville udsigten tilmed være tæt af toner, lyseblå, lysegrønne, gule, hvide pip og lilla flængende skrig fra traner, måger, gæs eller krager.
I stedet er der nu himmelen at se og en sti, stier, flere stier, som sorte skikkelser, brune, blå, hvide, røde, går rundt omkring udsigten ad.
Jeg har hørt tale om, at der hele tiden kommer mange flere mennesker, men der bliver ikke mere plads af den grund. Engang kommer skikkelserne til at stå i kø for at se den grønne udsigt, hvis det fortsætter sådan. Men foreløbig er stien tom i mine øjne, eller tom foran dem.
Måske er det mig, min tilskuen, der holder alle disse mennesker tilbage og får dem til at afstå for udsigten, alt det grønne, grønne. Måske er det alle lydene, der hvide, gule, lilla og blå danser i alt det andet.

Skriv en kommentar

© Frederik Bjerre Andersen 2017