Dengang Soundvenue kun var en hjemmeside, og ikke et trykt magasin fiktiver, var jeg en overgang blandt skribenterne. Hver måned blev der lagt et nyt tema på siden – eksempelvis clubbing, fankultur etc. Her satte jeg i 2003 et par af temaerne på spidsen med ‘fiktive reportager’ – en genre, jeg miksede sammen, inspireret af blandt andet Hunter  S. Thompson og almindelig satirisk sans.

Flere af Soundvenues læsere kunne dog ikke altid lige gennemskue fiktionen – og særligt artiklen om hooligans i forstæderne vakte bestyrtelse i kommentarfeltet på soundvenue.com. Tilgengæld er der faktisk siden blevet holdt clubbing-arrangementer i Københavns metro…

Metro the decent way: Clubbing Vestamager

Reportage: Ekslusivt for Soundvenue satte clubhunden Frederik Bjerre A. snuden på sporet af Københavns mest hypede club-event: Metroen mellem stationerne Universitet og Vestamager.

Af Frederik Bjerre Andersen

Klokken er 22:36 da jeg stiger af metrotoget på den amagerkanske betonplatform Universitet. Forude i tid og rum ligger 24 minutters ventetid.

Det var til et rimelig hemmeligholdt morgenrave på Bülowsvejens Skole morgenen forinden, at jeg fik nys om denne måneds top-galia club-event. For en tungeslasker ned i posen med råhypnol fortalte en sorthåret skovtrold mig om gruppen af crazy-gale humanist-studerende fra KUA, der sammen med Copenhagens svedigste undergrunds-top-pladepushere arrangerede de allerede mytisk-legendariske men absolut utilgængelige metro-clubnights: den såkaldte Copenhagen Tube. Men jeg slap med. For en slurk af min kiwi-likør og lidt wagga-shag i skolegårdens budskads.

Jeg sætter mig på en bænk og lader sommerblæsten slå ind gennem mine pupiller. Der er udsigt til Islands Brygge og en mængde gule kraner, der langsomt svajer mod himlen. Som om kosmos konstant er ved at folde sig omkring metallægterne, og så ikke alligevel. Eller også er det fordi jeg i over et døgn har overlevet på en diæt af råhypnol, kiwilikør og muffins.

Klokken bliver 23. Ingenting sker. 23:02. Jeg slikker de sidste råhypnoler ud af posen og skyller efter i muffinkrummer. 23:04. Tripper. 23:05. Finder en lille klump 40 kroners understandard i jakkelommen. 23:06. Gumler. 23:07. Gonzo!

Rundt i svinget kommer endnu et metrotog, and WHAT a beauty! Wholewagon-sprayet i pastelfarver inspireret af Fætter Højben-piller og en falmet udgave af Dimitri from Paris’ ”Sacre Franscais (Part 1)”.
Alle dørene er boltet og svejset til, kun ét dørsæt åbner sig da vognstammen holder bomstille. En serie farvede MAC-lamper i pink, gul og grøn blottes i metrotogets bug.

Pludselig er Universitets platform fyldt med clubheads, i alt fra 70’er-pornostil til irriterende-Valby-Adidas-ustil. Alle har udstyr med En fyr i yellowskrigende workerpants smider ti læderbetrukne sækkestole ombords, mens tre små hippiepiger ruller seks indkøbsvogne med frugt og vand indenfor. Til sidst kommer en gruppe fyre i slidte cowboybukser og jordslåede hvide t-shirts løbende. DJ’s, natürlich. Dørene lukker, vognen sætter langsomt i gang.

Metroen kører langsomt. Mærkværdigt langsomt. Men ved at bestikke Ørestadsselskabets driftsdirektør Carsten Fich har KUA-humanisterne sørget for at strækningen mellem Universitet og den yderste pynt, Vestamager, er tømt for tog lørdag efter klokken 23. Såkaldt signalsammenbrud. Der er ingen der kører med metroen hér anyway.

Det vil sige, det gør vi. In the decent way, allerede nu fyret godt op med Early Reflexion, en gang deep jazzy clubhouse. De første 10 minutter bruger folk på at placere deres sækkestole, frugt, ølkasser og vodkablandinger på og mellem sæderne. Nogen hænger flere lamper op, men alle med pink, gul og grøn lyskegle. Aftenens farvekombi, åbenbart. En pige kommer hen til mig med fire mælkekasser.
”Hjælper du mig ikke lige med at sætte dem?”

Jo, selvfølgelig gør jeg det, og samtidig spørger jeg selvfølgelig hvad der er i kasserne. Jeg går ikke udfra at tøsen vil drikke sig mælkepatter til, hele lørdag nat.

Der er tre kaffeposer pollen, en cornflakes-boks med skunk, fem tagplader afghan. 60 mescalintrips, to syltetøjskrukker med e, en indkøbspose kokain, en literdunk med æter, 30 lsd-portioner till the good old days, et par bakker med svampe og så en masse farver og striber.

Hun hedder Hanne, og hun er fællesindkøber for KUA-nisterne. DJ-klanen har deres eget shit med.
”Det duer jo ikke at de tripper til The Tabledancers når de spiller Delerium,” som hun siger.
”Klart nej,” svarer jeg og tager en håndfuld svampe som tak for hjælpen.

Midtergangen i toget er propfyldt med svedende og halvnøgne mennesker, der halvt danser, halvt shitchatter. Engang ca. hvert 30 sekund stikker kødmassen en tentakel ud, åbner en mund et vilkårligt sted, og beder Hanne om et eller andet. Hun har det hele. Det har DJ’en også. På skift ryger der disco, electro, house, jazz og acid ind i kødrandens øregange – alt sammen da club style, of course.

Et par dørpartier bagude  sidder hippie-småtøserne og sælger vand. Førsteårsstuderende, klart nok. Ingen autoritet og heller ingen sexappeal. Ingen i Metro-klubben Den pastelfarvede Kålorm køber vand foreløbigt. Vi er også voksne og ansvarlige mennesker.

Klokken er allerede ved at være 4 nat-nat. De sorte sække for vinduerne skjuler Amagers rædsler udenfor. Ved forsigtigt at løfte en flig, kan jeg se Bella Centret passere forbi i slowmotion. Eller er det discoteket der bevæger sig?

”Who cares,” skriger mit nyeste blonde bekendtskab. Jeg kvitterer med en god gang mescalin til drøblen.
De spiller kun Dimitri nu. Alt fra Sacrebleu (Japaneze-trykket!) til Esquiesses. DJ’en er allerede udkørt. ”Two turntables and a microphone” ligger som fast input hvert femte minut. Morsomt? Nej.

Blondinen fra før tager et par lyslilla piller og holder sig for næsen til hun bliver støvgrå i ansigtet og falder om, bagud, og ned i et hav af Nike, Adidas og Fila-filantroper. Kort bekendskab, darling.

Hele vognsættet lugter af svedent pis og pisse svedigt. Jeg går tilbage mod hippie-tøserne og dumper ned i en sækkestol indklistret i nektarin og pæresaft. Pigerne er i færd med at brække sig. Det er jeg også øjeblikket efter. Nu sortner det.

Jeg vågner, mens min tunge tålmodigt slikker sig vej gennem rillerne på Vestamagers perronkant. Pasteltoget er væk. Ligesådan alle club-hovederne. Op ad elevatoren står et par tomme mælkekasser. Der er otte minutter til næste tog mod Frederiksberg. Der er 156 timer til næste metrotog. The decent way.

Hitmusikkens Hooligans

Danske teenagepiger overfalder hinanden i popmusikkens navn. I Avedøre fik 14-åige Christine livsvarige mén efter sammenstødet mellem Britney Spears-fans og tilhængere af Christina Aguilera. Frederik Bjerre A. beretter i fiktive vendinger fra hvor havmågerne vender om.

Sensommervinden fyger over Bymurens betonfliser. På den ru, grå belægning flyder en sø af blod. Den kommer fra læsioner i Christines ansigt. Det er hende der ligger der, i kanten af Avedøre Stationsby, mærket for altid af kædeslag, stikflammer og remedier fra en gruppe andre teenagepigers penalhuse. De har jo ”ikke noget personligt” imod hende. Christine hører bare ikke Britney Spears som de andre. Hun er fan af sangerinden Christina Aguilera. Nede fra Avedøre Station høres nu sirenen fra en ambulance.

Kun tre timer tidligere var Christine fra Avedøre endnu ikke hvirvlet ind i den dominorække af problemer, der siden august måned i år er væltet ned over fans af popmusik herhjemme.

Fra et fast og sundt holdepunkt for de fleste teenagepiger, har fankulturen udviklet sig til et morbidt og meningsløst skue. Britney Spears-tilhængere kan ikke tale til Christina Aguilera-fans, og Aguilera-tilhængere mobber og chikanerer Spears-fans. Sådan har det været et par år.

Men flere steder i landet tørner de to grupper af aggressive teenage-piger nu sammen regelmæssigt – fankulturen bliver til fysisk vold. Det er teenage-hooligans af hitmusikkens og popkulturens mest skræmmende skuffe. 14-årige Christine er ikke den eneste, der er blevet mærket for livet.

To måneder efter overfaldet finder vi Christine hjemme i moderens lejlighed. Den ligger kun få hundrede meter fra dét sted i Avedøre Stationsby, hvor Christine kom ud for sit livs mareridt.

”De råbte efter mig, ’hey’,  og jeg vendte mig om,” fortæller hun om den dag. ”Jeg tænkte det nok ikke var noget, og gik så bare videre.”

Få sekunder senere flyver den første Bacardi Breezer forbi Christine, tæt ved hendes øre. Pigerne bagved vil ikke lade hende i fred. Når Christine i dag læner sig tilbage i sofaen hjemme i lejligheden, kan man stadig se arret efter en slebet linial over halsen. Bare man ser på hendes ansigt, lægger man mærke til de røde plamager og lange ar fra øjenbryn til mundvig. Det er spor af cykelkæder og af flammer fra en antændt deodorantspray.

Christine var tidligere på overfaldsdagen blevet medlem af ’Avedøre Aguilera-Azzholes’ – AAA -, en gruppe Aguilera-fans på Enghøjskolen, hvor Christine går i 8.klasse. Medlemmerne i AAA er alle piger og helt ned til 8 år. Ikke én er over 16 somre.

”Dem i BBF havde fundet ud af, at jeg havde valgt side,” fortæller Christine, og stikker fødderne på tværs under sine lår i sofaen. BBF står for Brøndby Strand Britney Fans, og dækker også fans af Britney Spears på Enghøjskolen ved Avedøre Station.

”De begyndte allerede i det store frikvarter at komme med trusler. Og nogen af dem slog sådan ud efter mig”. Christine slår med armen ud over sofabordet. Lysets genskær i hendes øjne er ikke til at tage fejl af: tårer. ”Men så kom Sofie fra min klasse, der også er med i AAA, og skræmte dem væk,” fortæller hun.

Det var derfor først på vej hjem fra skole, at Christine mærkede konsekvenserne af at kunne lide Christina Aguilera bedre end Britney Spears. Den tredje Bacardi Breezer, der bliver kastet, rammer hende i baghovedet. Et øjeblik er alt væk.

”Jeg kan bare huske at Aguileras hit ’Stronger’ kørte rundt i hovedet på mig,” sukker Christine, og ser op på sin Cd-reol, fyldt med Aguilera-udgivelser.

Da hun åbner øjnene igen, står 6-7 piger fra BBF over hende. Over hendes hals ligger en linial.

”Jeg tror, de bare ventede på at jeg vågnede,” fortæller hun.

Christine sparker og slår omkring sig. Mens slagene fra tre cykelkæder dundrer ned over hendes spinkle pigekrop, får hun drejet sig om, og ser at der kommer hjælp. Ni medlemmer af AAA kommer løbende ad Bymuren, en sti der går hele vejen rundt i Stationsbyen. Et øjeblik efter er der gadekamp med op mod 20 teenagepiger involveret.

Med sig havde pigerne fra AAA to piger fra TASC – Timberlake Avedøre Stationsby Crew -, en gruppe piger der mest af alt hører popidolet Justin Timberlake. For et par år siden var TASC – der dengang hed NSYNC-Southside – tæt tilknyttet til BBF og andre Britney Spears-fanklubber. Det  var dengang pigernes idoler, Spears og Timberlake, var kærester.

Siden foråret har TASC – der også indeholder drengemedlemmer – været i tæt kontakt med AAA. Christina Aguilera afskyr nemlig Britney Spears, og Timberlake ligeså. Den amerikanske popvirkelighed har enorm indflydelse på unge danske teenagepigers liv. Og er skræmmende tæt på deres død.

I Avedøre blev Christine liggende på jorden, mens medlemmer af TASC, AAA og BBF tog endnu et opgør. Blyanter blev sigtet efter øjnene, passere stukket i lårkødet. Fra jordhøjde så Christine en pige fra parallelklassen få smadret et træbat op mod skambenene.

”Jeg var fuldstændig skræmt. Jeg tænkte: jeg må nok hellere bare blive liggende, så der ikke sker noget”, beretter Christine.

Det var ved en fejl et af TASC-medlemmerne, der gav Christine nålestødet. Med flammen fra en lighter sat op mod en Sanex deodorantspray, flamberede TASC-pigen Christines ansigt i 15 sekunder, indtil Christines klassekammerat Sofie fik stoppet misforståelsen.

På trods af de røde mærker, der aldrig vil gå væk, har Christine tilgivet TASC-medlemmet.

”Hun vidste jo nok ikke hvem jeg var, og hun har sagt undskyld flere gange til nogle fester,” smiler Christine.

Christine er i dag ikke mere medlem af AAA. Men hun ved at kampene fortsætter, og er ikke i tvivl om hvem hun inderst inde holder med:

”Lige nu er det ok roligt. Vi lader os ikke provokere, når Spears udgiver noget, på samme måde som BBF gør, hver gang Christina Aguilera sender ny single på gaden. Og i øvrigt er det en røv-dårlig sang, Britney Spears har lavet med Madonna”.