Ikke for kedelig, ikke for kæk – et par overvejelser om social media-buttons


For et stykke tid siden justerede jeg designet på dennehersens blog – og besluttede mig for at finde nogle knapper, der kunne fungere som links til mine sociale netværkssider. Nogle knapper, der passede bare nogenlunde til resten af designet og signalerede det, jeg gerne vil signalere (det det bestemt-hipt-men-ikke-helt-over-stregen-hipster-agtigt-og-med-et-kreativt-men-stadig-seriøst-jeg-kan-se-dig-i-øjnene-agtige touch…)

Før jeg første gang skrev “social media buttons” i browserens søgefelt anede jeg ikke, hvor mange designere og andet godtfolk, der faldbyder specialdesignede knapper for Twitter, Facebook, dit RSS-feed, Pinterest osv. Men mange – det er der!

Jeg klikkede og browsede i ét væk for at finde noget, der var lidt mere opsigtsvækkende en det her bud fra Creative Nerds

..lidt mindre som-en-stue-fra-90’erne-malet-med-svamp som de her fra Wegraphics

Skærmbillede 2013-02-05 kl. 20.20.32

…lidt mindre specielle end de her fra Pink Mustache, der er så retro, at de knapt nok er genkendelige…

… lidt mindre håndtegnede og med lidt flere sociale medier at vælge imellem end i det her sæt fra Land of the Web

…og endelig: lidt mindre monokromt og glat end Sunday Themes ellers klare, ikoniske bud:

Skærmbillede 2013-02-05 kl. 20.31.10

Til sidst fandt jeg de ikoner, du ser i højrespalten her på bloggen: Vervex’ gratis ikon-serie Somacro, som med lidt afblegnings-effekt fra mit social media-plugin ser ret fornuftige ud…

Undervejs nåede jeg at tænke en del over, hvad det egentlig var, jeg ledte efter- og jeg fandt frem til nogle retningslinjer, jeg i hvert fald synes gælder for gode logo-gengivelser osv. for social medie-knapper:

  • De skal indeholde logoer for alle de sociale medier, du er på (giver måske sig selv)
  • De skal være let aflæselige
  • Det vil sige, at de ikke skal ligge for langt fra de officielle logoer – heller ikke i farvevalg
  • Men de må stadig gerne signalere lidt af hjemmesidens/bloggens identitet og vække opsigt
  • I sort/hvid kan man skeje lidt mere ud uden at ødelægge den klare kommunikation (se-mig-kend-mig-klik-mig).

Og man kan måske endda stille det op i en graf:

sociale medie-ikoner

Ovenstående gælder kun for sociale medie-knapper, der linker direkte til de sociale sider, der er tilknyttet en blog eller en hjemmeside. Når det kommer til like-knap, tweet-knap, Google+-knap og alt det andet, som læseren kan bruge til at interagere med et konkret indlæg, er jeg yderst konservativ: brug de “rigtige”, officielle knapper: Hvis læseren overhovedet når til at have fortæret din tekst og taget stilling til den, er der ikke et millisekund at spilde på at afkode en eller anden forvansket Facebok-knap etc.

 


Skriv en kommentar