Teksterne blev oprindelig publiceret i Sentura nr. 17-18 (2005), en kommunal encyklopædi op til kommunalreformen Læs mere om encyklopædien her.
Dianalund Kommune
Hun kørte galt i en Mercedes. I Åmosen, hvor de gravede tørv. I gamle dage gravede de tørv. Der. Hendes chauffør skred ud. Det var lige efter Tissø. Han lå godt i svinget til en skideballe. Jeg kendte hende kun fra realen. Diana Lund, sjælesørger. Og et falmet billede, i grønne røjsere, i skrivebordsskuffen. Så tog hun selv over. Jo, også dengang på madrassen på Ruds loft. Det kørte som smør. Lige indtil den ramte bagfra: Slagelse Kød Engros. De siger, hun rystede som epilepsicentret på Filadelfia. Det var Falck, der hev hende ud af mosen. Ak og Verup. Som smør.
Fredensborg-Humlebæk
Min farmor var aldrig hjemme stort set altid sad hun henne i biografen på kunstmuseet og strikkede i mørket og så installationsfilm i gråt og sort og hvidt der aldrig skete noget i og altid kørte i sløjfe. Engang imellem kom hun på udstilling og sad på myrestol i den smalle gang med klistermærker af røde ørne på glasruderne ofte ved siden af Henry Heerup. Jeg sad ved siden af i skoleferierne og løste krydsord og rettede tastefejl i afhandlinger om Jorns produktioner. Min farmor stak altid gæsterne strikketøjet og de mente hun afspejlede det senmoderne menneskes væren eller (exactly, mine freund) mangel på samme. Aldrig mig.
Suså
Det år, 1987, var Suså uden sommer. Ikke tale om snevejr, der var bare ikke klima nok. Alle var kommunalt ansatte eller kulturradikale i turkise sweatre. De gik ture på gruspladsen og sov til middag i lysninger. De spillede ny kompositionsmusik med obo eller pauker. De sad på hvide klapstole i det vejrløse grå, mens Statsradiofoniens udsendte optog klapsalver på spolebånd. Til slut hædrede man trettentone-komponisten Ib Holmgård, med uforløste bøgegrene og et livstidslegat. Senere endnu drev de ned ad åen i kanoer, alt imens nodebladene falmede.