Brusende berusende



Brusende berusende

Brusende. Vinden i København: 1929, ’79, 2008.
Brusende vinden, bladene gennem gaderne.
Brusende piletræerne, Sankt Jørgens Sø, hvor jeg en nat på tomme tanker svinder ind til et punkt.
Brusende mørket gennem lungernes forgreninger af bronkioler, alveoler.
Brusende nattens dis,
brusende gennem kroppene, dit nærværs uendelige fravær af før og efter.
Brusende luften, der netop nu forbinder os som punkter i tid, og
brusende tiden: mine forfædre, mine efterkommere, mit spejl, mit jeg, mit spyt, min sæd, mig selv,
brusende i kroppens mørke boble. Og
brusende blodet, O2, CO2, og
brusende bilerne, der skyder sig ud som celler gennem byens hud af nøgen nat.
Brusende infrastruktur, prustende trafik, byens arterier af boblende gummi,
brusende asfalt, regnen og svellerne slår gnister, mine øjnes puls.
Brusende kareer, lyskryds og bygninger, der stod, der står, bliver stående. Sandsynligvis både i dag og i morgen.
Brusende verden, der styrtede i grus for BZ’erne: 18. maj 1987, da spillestedet Saltlageret blev revet ned for enden af Søerne.
Brusende grus under grå granit, gravstenen over poeten Michael Strunge, der skrev Saltlageret evigt i et digt – og døde året inden, det blev lukket for at gøre plads til Planetariet.
Brusende ekspanderende himmelrum. Bragende eksploderende stjernetåger, brændende neuroner i hjernebarken. På nethinden får jeg pludselig billedet af en
brusende danskvand en sommer på terrassen, liftligt med nachos, guacamole og salsa samt vinrøde politiske manifest-samtaler. Og hvorfor kaster hjernen nu det billede frem? Hvorfor ikke i stedet og først og fremmest den
brusende guldøl om morgenen på Frederikssundsvej, den snesjappede 18. marts 2008, da min far var erklæret død den lange, frostkolde nat forinden. Eller
brusende bølgeskum den dag i juni, hvor jeg spredte hans aske over Øresund i en båd ud for Skovshoved. Eller hvorfor ikke bare forestille sig en
brusende berusende solo af sort saxofon, boblende under Sønderboulevards asfalt? Den årelange, vedholdende melodi af melankoli, fundne drømme og mistede håb vævet ind i hinanden. Vores hænder,
brusende og bollende i sengene: Jægersborggade, Frederikssundsvej, Nansensgade og flere steder på Gammel Kongevej og Vesterbro, boblende balder og hoppende bryster og
brusende håret i sort, rødt, blond og brunt.
Brusende tilfælde, lykketræf og kærlighed.
Brusende det røde oktoberløv i 2008, da Valdemar kom til verden.
Brusende barnets åndedræt. Boblende min søns vejrtrækning, nu to tre-kvart og i dyb søvn under sin dyne i en seng ikke langt herfra.
Brusende rytmen i alle sovende kroppe, luften og lydene, der forbinder alle legemer med lunger.
Brusende røgen.
Brusende min cigarets orange glød, i stille sug op langs papiret.
Brusende mit hoved, mine arme, mine ben, der pludselig folder sig ud fra et punkt og igen er til i tid og rum.
Brusende månens krusninger over Skt. Jørgens Sø.
Brusende, boblende sproget, uden hvilket intet af dette kunne beskrives.
Brusende far.
Brusende barn.
Brusende Marie, og mig, brushoved.
Brusende by af ord og åndedræt. Boblende by af tårer og trafik.
Brusende. Boblende.
Brusende berusende.