VesterbroVejr

Billede af Matisse

Billede af Matisse

Project for The Strana Forandola© Succession H. Matisse 2009

Droschen holder et sted i sneen. Det kan hun se, inde fra huset.

Hun står i hoveddøren til huset. I hænderne har hun en terrin med kold rødbedesuppe. Bag hende forsvinder trappen op til første sal. Ved hendes side, i højde med hendes højre skulder, lidt højere end suppeterrinen, hænger et billede af Matisse. Henri Matisse. Det er blåt og rødt og sort.

Hun ser ikke på billedet. Hun ser ud af døråbningen. Hun kan se hesten foran droschen. Den står udenfor haven, et par meter bag dér, hvor stien drejer. Mellem huset og droschen udenfor haven drejer stien to gange, hver gang 90 grader, først til venstre så til højre.

Droschen holder et sted i sneen. Hun kan ikke se den, for der hvor stien drejer står en stor, høj busk. Der står en boysenbærbusk i vejen. Hun kan ikke se fra hoveddøren til droschen på grund af den. Over for boysenbærbusken står der et kaninhoved på en høj, høj stang og en majestætisk isskulptur af Ernest Hemingway. Både kaninhovedet og isskulpturen står på det stykke af stien, der går vinkelret ud fra huset. Isskulpturen af Ernest Hemingway står tættest på huset. Kaninhovedet på den høje pind er lidt lavere. Det er høje genstande, men hun kan godt se hesten foran droschen alligevel.

Jeg træder ud af droschen et sted i sneen. Jeg træder et par skridt ind i haven, hen mod den store, høje boysenbærbusk. Droschen sætter i gang. Nu kan hun se den, mellem boysenbærbusken og isskulpturen. Den høje stang med kaninhovedet kan hun ikke se for al den is og sne, der former Ernest Hemingway. Hun kan ikke se mig. Stien slår et knæk rundt om busken og den står i vejen.

Jeg har bøjet mig ned. Jeg har samlet hænderne om den kolde sne og formet en snebold. Nu rejser jeg mig op bag boysenbærbusken og sigter på isskulpturen af Ernest Hemingway. Det må jeg godt, det er mig selv, der har lavet den.

Hun står i hoveddøren med terrinen med kold rødbedesuppe. Bortsch. Til højre for hende er et billede af Henri Matisse. Det er blåt og rødt og sort. Jeg kaster snebolden mod isskulpturen og rammer Ernest Hemingways næse. Næsen brækker af. Hun står i hoveddøren og griner. Så krakelerer resten af hovedet på isskulpturen, og store stykker sammenpresset sne og is falder mod jorden. Der lyder et skrig.

Hun kan ikke se droschen et sted i sneen. For det sted i sneen hvor droschen er, er efterhånden en halv kilometer til højre fra hendes højre skulder og billedet af Matisse. Det er blåt og rødt og sort. Jeg kan ikke se hende, jo måske lidt mellem boysenbærbuskens tætte grene. Fra døråbningen kan hun ikke se mig bag busken. Men hun kan se kaninhovedet på den høje, høje stang. Isskulpturen af Ernest Hemingway dækker ikke længere for det.

Hun skriger over synet af kaninhovedet på stangen. Hvorfor har hun dog aldrig langt mærke til det før? Hun taber skålen med kold rødbedesuppe. Den slår mod isen på dørtrinet og farver sneen rødbederød. Hun falder om i hoveddøren.

Stien slår to knæk på 90 grader, først til venstre, så til højre. Der hvor den drejer står en høj boysenbærbusk. Hun kan se mig nu, jeg kommer løbende ad det stykke af stien der går vinkelret ud fra huset. Nu bøjer jeg mig over hende. Hun ligger ned. Ud for min venstre skulder, lidt højere oppe, hænger et billede af Henri Matisse. Det er blåt og rødt og sort.


Skriv en kommentar