At ændre rummet med et ord – om overskridende oplæsninger

Inden jeg sidste uge dagligt stillede mig op i Arnold Busck og læste fra ‘Hovedpersonen’, havde jeg ikke tænkt videre over det. Faktisk slet ikke. Men oplæsningerne viste sig at være noget grænseoverskridende, første dag endda næsten angstprovokerende: det er et voldsomt øjeblik, at åbne munden og tale højt ud i et rum, der endnu ikke lytter.

Jeg har ellers læst op masser af gange før – fra små tætte rum som Café Stalingrad i spillestedet Stengade 30 til Falkonér Centret og Musikhuset i Esbjerg. Oplæsning er for mig altid forbundet med en grad af nervøsitet og spændthed (det er det, der, brugt positivt, skaber energien på scenen), men aldrig angst eller frygt. Et af de første steder, jeg læste op offentligt, var endda gågaderne i det indre København, kort efter fulgt op af en oplæsning i den københavnske Metro, da strækningen mellem Vanløse og Frederiksberg blev åbnet. Men selv dér følte jeg ingen grænseoverskridende handling i at åbne munden. For jeg havde min mikrofon og en højtaler, jeg stod sammen med andre digtere, og anledningen var en festlig begivenhed, der var kendt af (de fleste af) passagererne.

I Arnold Busck i Købmagergade stod jeg alene, uden mikrofon eller annoncering (ud over et enkelt skilt i vinduet) og med en anledning (udgivelsen af min bog), der ikke var kendt af andre i butikken end mig og Arnold Buscks personale. Derfor blev nervøsiteten i øjeblikke forvandlet til frygt – og tvivlen kom oveni.

Da jeg første dag, mandag, stod klar til at læse op klokken 15, gik det op for mig, at jeg ingen tilskuere havde. Og det faldt mig ind, at det rent faktisk normalt er tilskuerne, der selv starter performancen. De ankommer til et sted, tager plads og venter på, at oplæsningen (eller musikken, teaterstykket etc.) skal begynde. Publikum skriver så at sige under på ‘kontrakten’ før kunstneren, og kunstneren har en fin undskyldning for at gå på scenen – det forventes ligefrem. Selv på Strøget kan musikere, digtere og gadegøglere osv. som regel siges blot at opfylde en kontrakt med publikum, i og med de med deres sminke, rekvisitter, instrumenter og/eller mikrofoner signalerer, at de er der for at underholde.

I Arnold Busck stod jeg bare med en bog i hånden og lignede dermed bare en handlende, der var gået i stå. Her var det mig, der skulle starte performancen og skrive under på kontrakten først – endda uden, at nogen vidste, at der overhovedet skulle indgås en kontrakt, og at de inddirekte ville blive blev bedt om at agere tilskuere fremfor handlende. Der er kun én måde at præsentere den kontrakt på, én måde at ændre bogbutikken til (også at være) en scene: at åbne munden og med et højt og tydeligt ord (efterfulgt af flere) ændre rummet og konteksten.

Det er grænseoverskridende og angstfremkaldende – fordi man som optrædende et øjeblik smider alt ud til fri tolkning og sætter sig selv i spil. De handlende kan ligeså godt opfatte én som en rablende gal (de har måske endda god grund til det), når man (ned)bryder det rum, der normalt udgør bogbutikken. Selv hvis de anerkender, at man læser op af en bog, kan de spørge sig selv (måske endda andre!), om man er i sin gode ret til det, om man har ‘fået lov’.

Efter de første ord er det knap så slemt – faktisk er der ingen vej tilbage, kontrakten ville blive ugyldig og man selv overskride grænsen mellem kunstner og komisk, hvis man pludselig stoppede oplæsningen. Af samme grund aftog angsten også allerede anden dag, tirsdag, fordi oplæsningsrækken nu var igang og dermed ikke kunne stoppes, uden at jeg tabte ansigt.

Men stadig var det voldsomt at skulle ændre rummet med de første ord af en ny oplæsning. Og hele tiden lurede frygten for, at der ingen tilskuere var, at alle de handlende afviste kontrakten og ledte videre efter bøger på hylderne. Jeg var dog så heldig, at der hele tiden, hver dag, var mindst én, der stod stille og lyttede til min oplæsning – de fleste dage endda samme person(er) alle de fem minutter, mine oplæsninger hver især varede. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde haft det, hvis vitterligt ingen lyttede.

Nu har jeg prøvet det med – og da jeg har stiftet bekendskab med den indbygegde angst og frygt er jeg egentlig ikke så bange for at gøre det igen i en eller anden anledning. Nu mangler jeg bare at føle mig tryg ved at læse op for min nærmeste familie, uden andre publikummer. Men det kræver vist en anden historie…

© Frederik Bjerre Andersen 2017